Skuffelsen var til at se på alle radikale ansigter, da Lars Løkke præsenterede sit forslag til Finansloven for 2016. Statsministeren vil ikke bare spare på uddannelse, grønne tiltag og infrastruktur. Han vender også det blinde øje til en af velværdssamfundets store udfordringer: unødvendigt høje overførselsindkomster.
Se eksempelvis på de rabatter på svømmehalsbilletter, som velhavende pensionister får. Se på børneydelser til millionærer. Eller se på bolig-job-ordningen, der giver middelklassen tilskud til at få renoveret deres køkkener. Lad os sige det ligeud: mange overførselsindkomster har snarere karakter af at være velvære-ydelser end velfærdsydelser.
Den største trussel mod velfærdssamfundet er, at vi alt for ofte investerer i det, vi ikke har brug for, i stedet for det, vi rent faktisk har brug for. Vi ungradikale tror på, at velfærd skabes, når vi investerer i muligheder til den enkelte. Vi tror på, at uanset hvem du er, hvor du er fra, eller hvad du tror på, så fortjener du muligheder i Danmark. Vi tror, at fællesskabet skal give individet muligheden for at vælge sin fremtid, i stedet for at låse folk fast i fortiden.Læs også: Vil du være med? På jagt efter velfærdsmodellen
Gør op med velfærdsydelserne
Vores prioriteter er klare. Vi vil investere i grønnere byer, så fremtidige generationer ikke bliver syge pga. forurening. Vi vil investere i uddannelse og daginstitutioner, så alle børn og unge får samme start på livet. Vi vil investere i infrastruktur og forskning, så virksomheder i Danmark får optimale vilkår. Men finansieringen skal være på plads. Derfor prioriterer vi at spare på de mest generøse ydelser, vi godt kan undvære. Vi hører dog ofte tre modargumenter. For det første mener nogle, at generøse ydelser er deres ret. Problemet er bare, at høje ydelser skaber et højt skattetryk. Det gavner ingen; hverken millionæren fra Hellerup eller dagpengemodtageren fra Gellerup. Tænk hvis vi skar i velværeydelserne og brugte pengene på skattelettelser i bunden i stedet. Så ville alle få flere penge mellem hænderne, rig som fattig, og vi ville øge incitamentet til at arbejde.Skatten er for høj
For det andet mener nogle, at opbakningen til velfærdsstaten krakelerer, hvis vi fratager folk de universelle ydelser. Jeg tror, at opbakningen til velfærdssamfundet smuldrer markant hurtigere, når skattetrykket vokser sig unødvendigt stort. For det tredje mener nogle, at vi afvikler velfærdssamfundet, når vi piller ved de universelle ydelser. Intet kunne være mere forkert. Vi ungradikale er tilhængere af et universelt velfærdsideal, der går ud på, at alle, der har behov, får hjælp og ydelser. Vi er ikke tilhængere af, at alle, uanset behov, får ydelser. Sagt på en anden måde: vi ungradikale ønsker at udvikle - ikke afvikle - den universelle velfærd.Lav velfærd efter behov
Politikernes paroler fejler sådan set intet. ”Vi skal yde efter evne og nyde efter behov” siger Mette Frederiksen. Men kan man virkelig beskrive Danmarks samfundsmodel anno 2016 på de ord? Det synes jeg ikke. For hvordan kan vi med rette sige, at millionæren, der modtager børneydelser, nyder efter behov? Læs også: Bombe under 30 års styringstænkning: Hood og Dixon lægger NPM i graven Løkkes parole går på, at ”dem, der kan selv, skal selv”. Han bruger den i kampen mod kontanthjælpsmodtagerne. Men kontanthjælp er ikke en overflødig velværeydelse. Det er en økonomisk håndsrækning til dem, der har allermindst i samfundet. Hvorfor ikke rette fokus dér, hvor man kan skære overflødigt fedt af ydelsesniveauet i stedet? Se på efterlønsreformen, en vaskeægte rugbrødsreform. Mange andre reformer ligner peanuts ved siden af. Efterlønsreformen var med til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Den skar en forældet ydelse væk og skabte mulighed for at investere i det, der virkelig udvikler vores samfund, herunder uddannelse. Så kære Løkke: Giv os en efterlønsform 2.0. For velfærdssamfundet ER enormt udfordret. Ældregenerationen bliver kun større, virksomhederne flytter udenlands, og OECD vurderer, at væksten i Danmark bliver pinligt lav de mange næste år. Derfor må vi træffe nogle benhårde valg. Vi ungradikale ønsker at spare på de mest generøse ydelser, så vi har råd til at investere i det, vi virkelig har brug for. Lad os gøre parolerne til virkelighed. Lad os spare på velværen og investere i velfærden.
