Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Slut med kønsopdeling: Minister ændrer reglerne for forældres adgang til svømmehallen

Politik

14/11/2024 12:52

J. Bøgen

Efter årsskiftet træder en ændring i kraft, der gør op med muligheden for at afskære det modsatte køn fra de tilhørende faciliteter ved kønsopdelt undervisning inden for idræt.

Det fremgår af § 6 i bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling, at det er muligt at etablere hold og undervisning for det ene køn inden for idræt og fx svømning. Det gælder både i private foreninger og inden for den offentlige forvaltning.

Bestemmelsen er en undtagelse til ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn og blev indført i 2004.

Bestemmelsen er i praksis blevet brugt til at tillade, at fx en svømmehal i et begrænset tidsrum kun var åbent for det ene køn, hvor det modsatte køn ikke måtte opholde sig i svømmehallen eller på svømmehallens tilhørende faciliteter.

Slut med udelukkelse af køn

Minister for ligestilling Magnus Heunicke (S) vil nu ændre bekendtgørelsen, så den alene kan bruges til at lave kønsopdelte hold og undervisning mv., mens det som udgangspunkt ikke længere vil være muligt at afskære det modsatte køn fra de tilhørende faciliteter efter ligestillingslovens almindelige forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

"Det er på ingen måder foreneligt med grundlæggende danske ligestillingsværdier og kulturen i det danske foreningsliv at afskære en far fra at overvære sin datters svømmetræning, eller at piger og kvinders kroppe skal gemmes væk på den måde. Kønsopdelte idrætshold skal ikke bruges som undskyldning for at ekskludere det modsatte køn fra faciliteterne. Derfor ændrer jeg nu bekendtgørelsen," siger Magnus Heunicke.

Ændringen af bekendtgørelsen sendes i høring den 14. november og træder i kraft efter årsskiftet. Det vil være en overgangsordning, så allerede iværksatte initiativer kan fortsætte, men skal ophøre inden 1. januar 2026.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.