Man undres – og man undres mere, jo ældre man bliver

Jeg sad i bilen og hørte en udsendelse på Radio24syv om fyringerne i Danmarks Radio (DR). Medierne er gået i selvsving over en varslet fyring af 400 medarbejdere. Der var så indkommet en SMS fra en lytter, som malende beskrev et af problemerne i DR:

”Der er fremvokset et lag af mellemledere, som indkalder til møder, og deres opgave er at facilitere disse møder. De finder på projekter og sørger for økologisk bagerbrød til møderne”.

Forfatteren af SMS beskeden var fortørnet over al den tid, der gik med disse møder – tid som kunne være brugt på produktion af indhold i stedet.

Min første tanke, da jeg hørte udsendelsen var, at det ligner til forveksling forholdene i vores offentlige sygehusvæsen. Og sikkert mange andre steder også. Mit budskab med dette blog-indlæg er på ingen måde at kritisere DR, men blot at tage den mere generelle diskussion med udgangspunkt i sygehusvæsenet, som jeg har mere forstand på end på DR.

Forholdene på sygehusene

Antallet af mellemledere uden direkte patientkontakt er vokset eksplosivt gennem de sidste 30 år. Jeg har ikke tal på det, for jeg har ikke kunnet finde officielle opgørelser, men det er en helt klar opfattelse hos undertegnede såvel som hos alle andre, jeg har talt med om det.

I Jes Olesens nye bog “Det Syge Væsen” beskriver han det på denne måde:

For 20 år siden var der på min afdeling ikke en eneste sygeplejerske, som ikke var beskæftiget med patienterne. I dag er adskillige sygeplejersker beskæftiget med kvalitetsudvikling, kommunikation, Sundhedsplatformen og meget mere, altså sygeplejersker, der ikke plejer.

Det er ikke for at skyde på en speciel personalegruppe, men det er helt overvejende i sygeplejegruppen, at antallet af ikke-kliniske personer er vokset. I mange afdelinger deltager den ledende overlæge i den kliniske aktivitet med f.eks. stuegang eller ambulatorium. Oversygeplejersken er 100% administrativ. Afdelingssygeplejerskerne er typisk helt udenfor det kliniske arbejde med patienterne, men samtlige overlæger og afdelingslæger er typisk fuldt klinisk aktive i hverdagen. I de større kliniske afdelinger har man yderligere kvalitets-sygeplejersker, kliniske sygepleje-specialister, udviklingssygeplejersker og mange andre fine titler. Alt sammen personer som er helt eller delvist ude af den kliniske aktivitet.

Der kan også være læger, som er delvist ude af klinisk aktivitet, f.eks. professorerne, som typisk anvender 50% af arbejdstiden på universitetsopgaver, og de større afdelinger kan også have uddannelses-ansvarlige overlæger, som er delvist ude af klinisk arbejde for at planlægge og koordinere den lægelige videreuddannelse.

Når man færdes i de store kliniske afdelinger, så læg mærke til personer uden uniform og klassisk med en mappe under armen. Velklædte, velformulerede, typisk midaldrende kvinder med et tydeligt badge fra Dansk Sygeplejeråd på blusen. Eller hvis man er rigtig stolt af at slippe væk fra patienterne, så har man måske ovenikøbet droppet DSR-badget.

Hvorfor er det ikke længere en stolt arbejdsopgave at passe patienterne? Hvor er den faglige stolthed henne? Kerneopgaven er vel stadig at sørge for diagnostik, behandling og pleje? Det er som om, at det hele handler om at slippe væk fra patientstuerne. Ud til computerne. Sidde til møder. Lave projekter og strategier. Udviklingen er stukket helt af, og vi burde nok være stoppet op og undret os undervejs.

Hvorfor opdager vi det ikke, før det er for sent?

For nogle år siden var jeg ledende overlæge i en periode, og det var faktisk først her, at jeg tænkte over problemstillingen. Oversygeplejersken holdt ugentlige time-lange møder med afdelingssygeplejerskerne, og det undrede mig, at alle disse personer kunne trække sig væk fra de kliniske funktioner på sengeafdelingerne. Indtil det gik op for mig, at ingen af dem havde direkte patientkontakt. Det er klart, at der i en meget stor afdeling skal bruges tid på administrative opgaver, men så mange personer? Og det stopper ikke her. Når man dykker ned i det, opdager man alle de andre personer, som er helt eller delvist udenfor patientkontakt.

I den daglige meget travle hverdag når man faktisk slet ikke at tænke over disse forhold. Man har rygende travlt med sine egne arbejdsopgaver og kommunikerer kun med det kliniske personale, dvs. klassisk med læge-kollegaer og ret unge sygeplejersker, som endnu ikke har avanceret til fuldtids skrivebords-arbejde. Man får derfor slet ikke øje på alle de ikke-kliniske personer i den travle hverdag. Og hvis man alligevel skulle løbe ind i en sådan person, ja så arbejder de jo for bedre kvalitet… Og man kan vel ikke være uenig i, at vi gerne vil højne kvalteten. Der skal imidlertid mange års virke til at finde ud af, at alt dette såkaldte kvalitetsarbejde ofte er uden betydning for den mest betydningsfulde kvalitet, nemlig at patienterne får stillet den rigtige diagnose, får den rigtige behandling, og at den tilhørende sygepleje omfavner alt dette, så patienterne får den rigtige medicin til den rigtige tid, og at man opfanger og reagerer på tegn på komplikationer hos patienten. Alt dette er kerne-opgaven for patienten på et hospital, og ikke små-justeringer i lyset af New Public Management, strategier og mere eller mindre lødige kvalitetsprojekter.

Da jeg var ledende overlæge blev vi på et tidspunkt pålagt at sørge for, at stolehøjden på alle stole i afdelingen skulle være et nøjagtigt antal centimeter for at forebygge fald hos patienterne. En hær af kvalitetsfolk dukkede op og gik rundt og udmålte højden på alle stolene, og herefter måtte tømreren save nogle centimeter af en masse af vores stole. Vi havde dog aldrig nogensinde oplevet, at en patient var faldet i afdelingen pga., at en stol var nogle centimeter for høj. Hurra for kvalitetsafdelingen.

Løsninger

Jeg tillader mig igen at citere fra Jes Olesens fremragende bog:

Mads Eg Damgård startede som uldkræmmer, men endte med at opbygge det store tæppefirma Egetæpper. I moden alder trak han sig tilbage, men efter nogle år gik firmaet dårligt, og den gamle måtte igen tage roret. Han gik rundt i hele virksomheden og spurgte hver enkelt medarbejder: ”Hwa lawer do?” Aller der ikke havde nær tilknytning til produktionen eller salg af tæpper blev fyret. Kort tid senere gik virksomheden fint.

Hvis der er tvivl så afskaf funktionen. Den kan jo altid genindføres, hvis det viser sig nødvendigt. Jo længere en funktion er væk fra det praktiske patientarbejde jo bedre skal argumenterne være for at opretholde stillingen. Man må gennemgå alt og spørge: Hwa lawer do? Der er en masse stillinger som kan nedlægges.

Vi taler altså om et gennemgribende opgør med stillingsmassen i vores sygehusvæsen. Det er derfor min påstand, at vores sygehuse måske ikke mangler penge, men at de blot anvendes mindre godt. Hvis man får ryddet grundigt op i registreringskrav, new public management og de mange ikke-kliniske pseudo-funktioner, så kan der frigøres mange penge, som i stedet kan bruges på kerneydelsen, nemlig en bedre diagnostik, behandling og pleje.

Jeg vil gerne understrege, at det ikke er ment som et spare-forslag, hvis man nedlægger en række ikke-kliniske stillinger/funktioner. Der er så rigeligt brug for pengene til de klinik-nære funktioner, så pengene skal blive på sygehusene, men blot anvendes bedre.