Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Er samfundet bedre om 10 år? Det tror mere end 8 af 10 danskere ikke, viser nye tal

Social

10/09/2024 06:57

J. Bøgen

Tallene understreger et problem, vi har haft længe. Det er tid til handling, lyder det fra førende reformekspert og Tænketanken INVI.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En netop offentliggjort analyse fra Tænketanken INVI foretaget i samarbejde med Epinion viser, at danskerne har ringe tillid til, at det politiske system kan skabe positive forandringer.

Hele 82 procent af danskerne er hverken imponerede over fortidens reformer eller overbevist om, at samfundet bliver bedre i fremtiden, viser analysen.

Spørgsmålsformulering: ”Hvis du forestiller dig det danske samfund om ti år og sammenligner det med i dag. Tror du så, at samfundet om 10 år er:”. Tallene kommer fra en ny analyse foretaget af Tænketanken INVI på baggrund af en repræsentativ stikprøve blandt 1.041 danskere. (Se på www.invi.nu)

Danskernes manglende tillid er langtfra uden grund, lyder det fra økonomiprofessor Nina Smith, formand for regeringens Reformkommissionen:

“Min egen erfaring fra Reformkommissionens arbejde er, at det både er svært for embedsmænd og politikere at finde løsningerne på komplekse problemer. Ligesom det kan være svært at få en forståelse for, bl.a. i medierne og hos politikerne, at vilde problemer ikke bare kan forklares og løses med få hurtige sætninger, overskrifter og snuptag.”  

Med vilde problemer henviser økonomiprofessor Nina Smith til de store politiske udfordringer, som skiftende regeringer forgæves har forsøgt at løse henover de sidste år. Velfærdskrise, klimakrise og de unges mistrivselskrise for at nævne nogle eksempler.

De vilde problemer, vi har i dag, kræver ofte andre tilgange end dem vi brugte i går, og derfor udebliver forandringerne – og det skaber mistillid:

”Det bliver et demokratisk problem, at danskerne ikke har tillid til vores samfunds evne til at håndtere vilde problemer, og derfor er der behov for at gå nye veje, så danskerne kan få tilliden tilbage,” siger økonomiprofessoren.

Politikerne dumper især på mindre bureaukrati og værdig ældrepleje

Danskerne mener desuden, at det er usandsynligt, at det politiske system er i stand til at levere på en række dagsordener frem mod 2030. Det gælder især evnen til at skabe mindre bureaukrati og en mere værdig ældrepleje:

Spørgsmålsformulering: Hvor sandsynligt mener du, det er, at det det politiske system i Danmark er i stand til at levere følgende resultater i 2030? Kategorierne ”meget sandsynlig” og ”sandsynlig” er slået sammen for overblikkets skyld. Det samme gælder ”meget usandsynlig” og ”sandsynlig”.

Selvom der er mange årsager til de bekymrende tal, så ser Tænketanken INVI én særlig grund:

“Vi har bygget et meget komplekst samfund i de sidste årtier med regler der lapper over hinanden. Men vi har glemt at opdatere værktøjskassen til denne situation,” lyder det fra INVIs direktør, Sigge Winther Nielsen, og fortsætter:   

“Det politiske system er sjældent gearet til at løse samfundets vilde problemer. Tænk på de unge uden job og uddannelse, mistrivsel eller store dele af klimakrisen.”

Positive politiske takter – implementering som nyt politisk buzzword

De nye tal viser, at kun 14 procent af danskerne mener, at politiske beslutninger bliver truffet med blik for, om de kan implementeres.

Dette er muligvis en erkendelse, som man på Christiansborg med det nyoprettede Ministerium for Grøn Trepart har gjort sig. Tænketanken INVI ser regeringens fokus på implementering som et væsentligt skridt i den rigtige retning.

“Ved at pulje alle de afgørende embedsmænd, der har relevant viden, under én hat, ét ministerium, så skal de slås mindre med hinanden. Det kan forhåbentligt give dem tid til at opsøge verden og gå i dialog med kommuner, fonde, virksomheder og civilsamfundet, så dem der står ved frontlinjen får en stemme i implementeringen af den grønne trepart eller andre vilde problemer,” siger direktør Sigge Winther.

Det er dog ikke kun indenfor klima, natur og dansk landbrug, hvor der er brug for at samarbejde mere tværgående uden for Borgens mure, uddyber direktøren:

“Vi har brug for alle mand på dæk. Christiansborg, kommuner, fonde, virksomheder, civilsamfund og ikke mindst den helt almindelige dansker skal bidrage. Det kræver tålmodighed – og accept af, at ingen kan få alt, og ingen kan løse alt - især ikke alene. Det er ikke en let vare at sælge, men den er nødvendig, for at vi kan genvinde tilliden. Det her er ikke kun politikernes problem – det er vores allesammens.”

Nyt værktøj til at måle på vilde problemer

I det sidste år har Tænketanken INVI arbejdet intenst på at bygge et nyt værktøj til at hjælpe beslutningstagerne med at tackle de vilde samfundsproblemer. Et såkaldt kompas for komplekse samfundsproblemer – også kaldet INVIs Model for Vilde Problemer.

Modellen offentliggøres den 13. september. Modellen er udviklet med bl.a. AI teknologi – og i tæt samarbejde med et felt af førende danske samfundsforskere samt et stort panel af praktikere fra hele landet. Lanceringen sker til en høring på Christiansborg, hvor modellen fremlægges for blandt andre finansminister Nikolai Wammen.

Vil du høre mere om tallene bag analysen eller om INVIs Model for Vilde Problemer, kan du kontakte kommunikationschef Tine Maria Borresø.

Graf: INVI

Graf: INVI

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.