Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Går den forkerte vej - stadigt flere børn lever i fattigdom i København

Social

26/02/2025 10:03

J. Bøgen

Andelen af fattige børn i København er steget fra ca. 4.800 børn i 2022 til ca. 5.100 børn i 2023. Det fremgår af den seneste opgørelse over børnefattigdom i hovedstaden, som bygger på tal fra Københavns Kommune.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Antallet af fattige børn i København er ifølge en ny opgørelse igen steget. Foto: Socialforvaltningen.

Selvom arbejdsløsheden falder, og Danmark generelt oplever et opsving med overskud på de statslige finanser, så stiger fattigdommen fortsat blandt københavnske familier.

Det viser en ny opgørelse over børnefattigdom i København, som netop er offentliggjort.  

Ifølge opgørelsen steg andelen af fattige børn i København fra 4,3 procent i 2022 til 4,6 procent i 2023. Opgørelsen viser også, at hvert sjette af de fattige børn har været fattig i mere end tre år. Det er bekymrende, når forskning viser, at bare ét år i fattigdom kan have livsforandrende konsekvenser for et barn.

Uligheden vokser

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er ikke i tvivl om, at uligheden vokser i København, og at der er behov for indgriben fra Christiansborg. For selvom Københavns Kommune gerne vil løfte fattige københavnske familiers forsørgelsesniveau og allerede i dag giver målrettede tilskud til for eksempel fritids- og kulturaktiviteter og muliggør lommepengejobs, så må kommunen ikke give direkte økonomiske tilskud til for eksempel vinterjakker, støvler eller elregningen.

Københavns Kommune har også i august 2024 lanceret en mistrivselsstrategi, som blandt andet skal sikre, at børn og unge får en god skolegang og uddannelse. For netop uddannelse er helt afgørende for, at udsatte børn og unge får de bedste muligheder i livet.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:

”Det, vi begynder at se nu, er systematisk fattigdom, når det er allerværst. For vi får flere og flere fattige familier i København, selvom der aldrig har været flere i arbejde, og landets økonomi er stærk og robust. Samtidig er der stadigt flere børn og unge, som har det dårligt og mistrives. I går kom Trivselskommissionen så med sine længe ventede anbefalinger, som blandt andet går på vigtigheden af tidlige og rettidige indsatser i arbejdet med børn og unge. Det handler om for eksempel tidlig opsporing og flere lettilgængelige pædagogiske og socialfaglige behandlingstilbud. Det er gode råd og anbefalinger, men hvis der ikke følger penge med, så bliver det aldrig til mere end ord på et papir. Hvis regeringen vil følge Trivselskommissionens anbefalinger, så skal det også afspejle sig i regeringens kommende økonomiaftale med KL. Vi gør rigtig meget i kommunerne allerede for at gribe fattige familier, men det er og bliver symptombehandling. For de beslutninger, som for alvor kan sikre alle borgere et rimeligt eksistensgrundlag og muligheder, skal træffes på Christiansborg.”

I Økonomiforvaltningen, som har udarbejdet opgørelsen med inddragelse af Socialforvaltningen, er overborgmester Lars Weiss (S) indstillet på fortsat at prioritere indsatser, der støtter op om fattige familier. 

Fakta om opgørelsen

I rapporten er der brugt to forskellige metoder til at opgøre antallet af fattige i København - budgetmetoden og medianmetoden. Tallene i denne pressemeddelelse bygger på budgetmetoden.

Den københavnske fattigdomsgrænse er udregnet efter budgetmetoden (københavnermetoden). Ved budgetmetoden fastsættes et minimumsbudget, der består af nødvendige udgifter til forskellige forbrugsområder (for eksempel udgifter til mad, beklædning, transport, kommunikation og bolig). Metoden tager hensyn til det københavnske huslejeniveau. Hvis en husstand har en disponibel indkomst, der er lavere end minimumsbudgettet, anses husstanden som fattig.

Medianmetoden måler forekomsten af relativ fattigdom. Medianindkomsten er den indkomst, som ligger midt i indkomstfordelingen i befolkningen. En familie med en indkomst, der er lavere end 50 procent af medianindkomsten, betegnes som fattig.

I juni 2023 besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen på baggrund af et medlemsforslag fra Enhedslisten at indføre en børnefattigdomsgrænse i København. Samtidig blev det besluttet, at Økonomiforvaltningen hvert år skal give en status på børnefattigdom i København.

Læs opgørelsen.

Mest Læste

Annonce