3,2 procent af 30-44-årige eller 34.900 personer bor sammen med mindst én af deres forældre.
I 2013 var andelen 2,3 procent eller 24.600 personer, viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.
Sjælland topper
Det er mest udbredt blandt 30-44-årige at bo sammen med far eller mor på Sjælland. Ni af de ti kommuner med højest andel bosiddende med deres forældre ligger på Sjælland med den højeste andel i Gribskov Kommune med 8,9 procent efterfulgt af Halsnæs Kommune med 8,0 procent og Odsherred Kommune med 7,8 procent.
De laveste andele af hjemmeboende voksne ses i Københavns Kommune med 2,0 pct. og Frederiksberg samt Ikast-Brande med hver 2,1 procent.
”Ud over de geografiske forskelle ser vi, at mænd, enlige uden børn og personer med lav indkomst oftere bor med deres forældre. Det samme gælder for efterkommere med ikke-vestlig baggrund,” siger Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Jo yngre man er blandt de 30-44-årige, jo mere udbredt er det at bo sammen med enten far eller mor. Blandt de 30-årige delte 5,4 procent folkeregisteradresse med forældrene, mens det gjaldt for 1,9 procent blandt de 40-44-årige.
Fakta fra analysen
65 procent af de 30-44-årige, som boede med mindst en forælder, var mænd i 2023. 35 procent var kvinder.
63 procent af de 30-44-årige, som boede med deres forældre, var enlige uden børn i 2023 - mod 20 procent blandt alle 30-44-årige.
14,3 procent af 30-44-årige efterkommere med ikke-vestlig baggrund havde i 2023 bopæl med mindst én forælder mod 6,5 procent af alle 30-44-årige efterkommere fra vestlige lande og 3,2 blandt personer med dansk oprindelse.
40 procent af de hjemmeboende 30-44-årige har grundskole eller gymnasium som højest fuldførte uddannelse. Det gjaldt for 19 procent af alle i aldersgruppen.
Læs mere i analysen Flere voksne bor samme med deres forældre.