Børnerådets nye forkvinde er et velkendt ansigt for mange. Foto: Shutterstock
Børnerådets nye forkvinde er et velkendt ansigt for mange. Foto: Shutterstock

Puk Elgård bliver ny formand for Børnerådet

Social

30/05/2022 16:00

J. Bøgen

Social- og ældreminister Astrid Krag har udpeget journalist og forfatter Puk Elgård som ny formand for Børnerådet.

Børnerådet har fået ny formand, der skal stå i spidsen for rådets arbejde med at være fortaler for børns rettigheder ifølge FN’s Børnekonvention.

Børnerådet er et uafhængigt råd under Social- og Ældreministeriet, der rådgiver Folketinget, regeringen og myndigheder i spørgsmål på børneområdet samt har til opgave at gøre børns stemme tydelig i den offentlige debat.

Det skriver Social- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Social- og ældreminister Astrid Krag er glad for, at Puk Elgård har takket ja til opgaven. Ministeren siger i pressemeddelelsen:

"Vi har som samfund taget mange vigtige skridt for at sikre børns rettigheder. Blandt andet er det i denne uge 25 år siden, det blev forbudt for forældre at slå deres børn. Men børnenes stemme skal veje tungere, end den gør i dag, og alle børn skal kende deres rettigheder. Derfor er jeg glad for, at Puk Elgård har sagt ja til at stå i spidsen for Børnerådet. Jeg er overbevist om, at Puk med sin drivkraft og baggrundvil være et stærkt talerør for alle børn i Danmark."

Den nyudpegede formand, Puk Elgård, ser frem til arbejdet:

"Jeg er meget glad og rørt over, at ministeren har vist mig den anderkendelse og tillid at udpege mig som formand. Jeg føler dybt for de udsatte børn. Mit eget barndomshjem var i perioder præget af kaos, sorg, alt for meget alkohol og meget få penge. De skrammer, jeg fik dengang, har altid fulgt mig og har til tider være en hæmsko i mit voksenliv. Men med udnævnelsen som Børnerådsformand kan jeg veksle de tunge oplevelser til resurser. For jeg er sikker på, at alt det, jeg selv har prøvet, kan bringe mig tættere på de børn, der har det svært i dag. Jeg glæder mig til at kæmpe for børnenes sag."

Puk Elgård tiltræder som formand for Børnerådet onsdag den 1. juni.

Fakta om Puk Elgård

  • 54 år, bosiddende i Hareskoven i Værløse

  • Journalist og forfatter

  • Har været tv-vært siden 1995. Blandt andet på Aftenshowet (2009-2013) og Go’ Morgen Danmark (2014- 2021)

  • I 2011 modtog Puk Elgård Billed-Bladets pris som årets bedste kvindelige tv-vært.

  • I 2011 modtog hun også tv-prisen som årets vært.I 2017 modtog hun Billed-Bladets pris TV-guld for Årets kvindelige underholdningsvært

  • I 2022 modtog hun tv-prisen som årets faktavært.

  • Siden 2012 har Puk Elgård været redaktør af brevkassen ’Kære Puk’ i Familie Journal.

  • Skrev i 2019 selvbiografien ’Se mor, jeg danser’ om sin opvækst i en familie med misbrug, psykisk sårbarhed og sorg over et mistet barn.

Fakta om Børnerådet

  • Børnerådet er et uafhængigt statsligt råd, der skal arbejde på at sikre børn og unges rettigheder i Danmark. Det er rådets opgave at være i dialog med børn og unge om de ting, der optager dem, at tale deres sag og sætte aktuelle spørgsmål om børn og unges liv til debat.

  • Med udgangspunkt i FN’s Børnekonvention vurderer Børnerådet de forhold i samfundet, der har indflydelse på børns rettigheder og udviklingsmuligheder. Børnerådet fungerer som rådgiver for Folketinget, regeringen og myndigheder

  • Formanden er udpeget af social- og ældreministeren. De øvrige 8 medlemmer af Børnerådet udpeges snarest

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.