Er en 7/7 deleordning bedst for et barn, når mor og far går fra hinanden? Eller har barnet bedst af at have et fast hjem hos enten mor eller far og så kun besøge den anden forælder i kortere stræk?
Over 30 % af alle danske børn har forældre, der går fra hinanden, inden barnet fylder 15 år. Og spørgsmålet om, hvilken deleordning, der er bedst for barnets trivsel, fylder både medier, blandt fagfolk og i familierne.
Forskerne fra ROCKWOOL Fonden og Stockholms Universitet har undersøgt ca.1800 børns trivsel både før og efter, forældrene gik fra hinanden, og har sammenlignet både med børn, som oplever forældrenes brud senere i barndommen (fremtidige skilsmissebørn), og børn hvis forældre forbliver sammen. Og forskernes analyser giver ikke grundt til at anbefale en bestemt deleordning frem for en anden
”For det enkelte barn kan den ene deleordning bestemt være bedre end den anden, men når vi ser ud over hele gruppen af skilsmissebørn, og medregner flere faktorer end blot forældrenes brud, er der ikke videnskabeligt belæg for at sige, at børn i den ene type deleordning har det bedre end børn med andre deleordninger,” siger Peter Fallesen, forskningsprofessor i ROCKWOOL Fonden.
Data for børnenes trivsel kommer fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE’s Børneforløbsundersøgelse, der følger 6000 danske børn født i oktober 1995 op gennem barndommen til voksenlivet og indeholder fire målinger af børnenes psykiske trivsel, funktion og adfærd.
Kombination af data giver nye svar
I denne analyse har forskerne kombineret børnenes besvarelser fra Børneforløbsundersøgelsen med de danske registerdata, der beskriver både børnenes og forældrenes livsforløb, (f.eks. familiernes økonomiske og uddannelsesmæssige forhold.
Dermed kan forskerne nu komme med et langt bedre bud på, end det tidligere har været muligt, på hvordan forældres skilsmisse påvirker børn.
Med kombinationer af data og nye metoder kortlægger forskerne både, hvordan barnets trivsel udvikler sig på kort og længere sigt, og også hvordan de efterfølgende familiestrukturer spiller ind – som f.eks. hvilke deleordninger, børnene vokser op med, og om forældrene får nye partnere.
Men når forskerne analyserer data for de 1800 børn fra Børneforløbsundersøgelsen, hvis forældre gik fra hinanden, finder de ingen evidens for, at der er væsentlige forskelle i børns trivsel på tværs af forskellige efterfølgende familiestrukturer og deleordninger.
”Gennemsnitligt set er der altså ingen væsentlig forskel at spore for børnenes trivsel, uanset om barnet tilbringer sin barndom i en nogenlunde ligeligt fordelt deleordning som f.eks. 5/9, 6/8 eller 7/7, eller om barnet bor mest hos én forælder. Vi kan heller ikke se nogen trivsels-forskel mellem de børn, hvis mor og far vælger at bo alene og de børn, der bor sammen med forældre og deres nye partnere,” siger Peter Fallesen.
Ja, skilsmissen i sig selv trækker lange spor
At forældrenes samlivsophør kan ses på børnenes trivsel, er dog uomtvisteligt. Det gælder både i årene lige efter bruddet – men også mange år senere. Flere tidligere forskningsstudier har påvist, at børn i kernefamilier trives bedre og klarer sig bedre på en række punkter i livet end børn, hvis forældre går fra hinanden. De klarer sig bedre i skolen, de får længere uddannelser, de begår mindre kriminalitet.
Og når forskerne i studiet her sammenligner trivsel mellem børn i kernefamilier og børn fra opbrudte familier, kan de også se, at børn i brudte familier i gennemsnit scorer 26% højere på mistrivselsskalaen i årene efter forældrenes samlivsbrud.
Mistrivselsskalaen måler barnets følelsesmæssige symptomer, adfærdsproblemer, hyperaktivitet og sociale problemer. F.eks. spørges der til, om børnene ofte et triste, bekymrede, har venner, er rastløse og også om de er hensynsfulde overfor andre.
”Det er nærliggende at tænke, at disse børns vanskeligheder skyldes forældrenes brud, men hvis man tager alle børn, der vokser op i kernefamilier i en gruppe og alle børn, der vokser op i opløste familier i en anden gruppe, så er de to grupper forskellige på en lang række punkter, f.eks. hvad angår forældrenes sociale og økonomiske ressourcer. Der er derfor reelt meget lidt viden om, i hvor høj grad det er selve forældrenes samlivsbrud, der skaber problemer for børnene - eller om problemerne skyldes andre forhold i familiens liv, fx økonomi og sociale forhold,” siger Peter Fallesen.
Også det spørgsmål - hvor stor en del af børnenes mistrivsel der kan tilskrives selve forældrenes brud - kommer forskningsstudiet her et skridt nærmere på at besvare:
Når forskerne tager højde for de økonomiske og sociale aspekter, som er overrepræsenteret blandt forældre, der går fra hinanden (som fx lavere indkomst, kortere uddannelse, højere risiko for domme for kriminalitet, m.v.) men også dele af hjemmemiljøet, som kan være svære præcist at definere, så er det nemlig tydeligt, at hovedparten (ca. 60%) af forskellen i trivsel mellem børn i kernefamilier og børn i opløste familier skyldes andre forhold end forældrenes samlivsophør.
”Når vi fraregner den del af børnenes mistrivsel, som kan tilskrives andre problemer, der måtte være i og omkring familiens liv, så ser vi, at børn i brudte familier har ca. 10% højere mistrivselsscore - både sammenlignet med deres egen trivsel inden bruddet og også sammenlignet med andre børn, der bor med begge forældre. Og det er en mistrivsel, der kan spores op til tolv år efter forældrenes brud, så ja, der er bestemt grund til at være særlig opmærksom på børnenes trivsel i familier, hvor forældre er gået fra hinanden,” siger Peter Fallesen.
Forskerne advarer dog mod at konkludere på baggrund af studiet at forældre derfor altid bør blive sammen. Der kan være mange – og gode – grunde til folk går fra hinanden, og det er effekten af alle disse grunde plus selve bruddet, som studiet måler.
“Det vigtigt at pointere, at vores resultater ikke peger på at forældre altid bør blive sammen. Den effekt, vi måler, er sammenlignet imod hvordan barnet ville have det, hvis bruddet og årsagerne til bruddet aldrig var indtruffet. Og hvis man for eksempel gør det sværere at gå fra hinanden, ændrer det jo ikke de bagvedliggende årsager til bruddet skete. I stedet for bør man tage med fra studiet, at forældrenes brud varigt sænker barnets trivsel, medmindre vi finder måder at støtte børnene på både under og efter forældrenes brud,” siger Peter Fallesen.
Fakta om forskningsprojektet
Parental Union Dissolution and Children’s Emotional and Behavioral Problems: Addressing Selection and Considering the Role of Post-Dissolution Living Arrangements
Forskerne har anvendt data fra ViVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærds Børneforløbsundersøgelse, der følger 6000 danske børn født i oktober 1995 op gennem barndommen til voksenlivet til at undersøge trivsel og adfærd hos ca. 1800 børn, hvis forældre er gået fra hinanden.
Børnenes trivsel er målt ved hjælp af dele af de to spørgeundersøgelser Strength and Difficulties Questionnaire (SDQ) og Child Behaviour Checklist, der belyser børn og unges følelses- og adfærdsmæssige vanskeligheder gennem opvæksten.
Mistrivselsskalaen måler barnets følelsesmæssige symptomer, adfærdsproblemer, hyperaktivitet og sociale problemer. F.eks. spørges der til, om børnene ofte et triste, bekymrede, har venner, er rastløse og også om de er hensynsfulde overfor andre.
Analysen omfatter både børn, hvis forældre var gift og børn, hvis forældre var samboende. Forældrenes brud er registreret som den dato, de flyttede fra hinanden.
Forskerne har undersøgt børnenes trivsel før og efter, forældrene gik fra hinanden, og har sammenlignet både med børn, som oplever forældrenes parforholdsophør senere i barndommen (fremtidige skilsmissebørn), og børn hvis forældre forbliver sammen. Forskningsstudiet anvender i alt fire målinger i løbet af barndommen af børnenes psykiske trivsel og funktion.
I analysen her har forskerne kombineret børnenes og forældes besvarelser i Børneforløbs-undersøgelsen med de danske registerdata, der beskriver børnenes og forældrenes livsforløb, (f.eks. familiernes økonomiske og uddannelsesmæssige forhold.
På den måde kan de både kortlægge, hvordan barnets trivsel udvikler sig på kort og længere sigt, og også hvordan de efterfølgende familiestrukturer spiller ind – som f.eks. hvilke deleordninger, børnene vokser op med, og om forældrene får nye partnere.
