Stakkels offentligt ansatte og borgere: Sammenhængsreform med pincetter og skovle

For et års tid siden skrev jeg lederen Bureaukrater kan ikke afbureaukratisere, og pegede på, at man aldrig vil bede en murer bygge et træhus eller omvendt. Pointen er, at skiftende regeringer siden Schlûter-regeringens Moderniseringsprogram fra 1983 har bedt netop bureaukrater afbureaukratisere. Det lader sig kort sagt ikke gøre, og det bliver igen demonstreret med regeringens to nye udspil, “Sammenhængsreformen - mere frihed, tillid og tryghed” og reformoplægget til afbureaukratisering “”Færre regler og mindre bureaukrati.”

Det førstnævnte dokument, der beskriver Sammenhængsreformens ramme er en demonstration af, hvor galt det kan gå, når budskabet er vigtigere end indholdet. Tryksagen er 32 sider, men der er med god vilje 10 sider med reelt indhold. Det er som at åbne et produkt fra et overreklameret brand, hvor indpakningen er fuld af luft og fylder væsentligt mere end selve produktet. Man står altid tilbage med en masse pap og papir, som skal smides ud i den omfattende affaldssortering, som velfærdsstaten er ved at flytte helt ind i samtalekøkkenerne.  

Det samme gør sig gældende med udspillet til afbureaukratisering. Desværre. Dokumentet er på hele 52 sider, men nærlæser man udspillet udgør det reelle indhold med lidt god vilje 24 sider eller godt halvdelen af dokumentet.

Det svarer pudsigt nok til det regeringen i samme dokument peger på at offentligt ansatte bruger af deres arbejdstid på, når de skal tilfredsstille dokumentationskrav og regler i velfærdsstaten. Halvdelen er pynt, billeder og gentagelser.  

Nationale mål bevarer bureaukratiet

Dykker man længere ned i udspillet til afbureaukratisering, som er det ene af seks spor i sammenhængsreformen, så udgør kapitel 1 en form for rammebeskrivelse, hvor regeringen præsenterer fire nationale mål for udviklingen af den offentlige sektor.

• Borgerne skal mødes af en sammenhængende offentlig sektor  

• Mere frihed og tid til velfærd  

• Danmark skal have en offentlig sektor, der sikrer velfærd af højeste kvalitet  

• Attraktive offentlige arbejdspladser med tillid til fagligheden og borgeren i centrum

Man kan argumentere for, at mål er en glimrende ide. Men så skal de også kunne måles, så det er muligt at se, om de er indfriet. De fire mål fra VLAK-regeringen har i deres formuleringer og intentioner træk helt tilbage til det nu historiske Moderniseringsprogram fra 1983. Dengang lød det - fra den borgerlige Schlûter-regering - at “hovedelementerne i moderniseringsprogrammet er:

• decentralisering af ansvar og kompetence

• markedsstyring, friere forbrugsvalg og ændrede finansieringsmekanismer

• bedre publikumsbetjening og regelforenkling

• leder- og personaleudvikling

• øget anvendelse af ny teknologi”

I dag ved vi, at udviklingen de følgende årtier nok fik styr på væksten i de offentlige udgifter men også medførte overstyring gennem new public management og resultatbaseret styring, som forskere de senere år har peget på store konsekvenser af.

Regeringen vil måles på sine resultater - siger den

I 2018 anes lidt erkendelse idet regeringen med egne ord opstiller “konkrete og målbare indikatorer, så vi alle kan følge med i udviklingen.”

I forhold til det nationale mål om “Mere frihed og tid til velfærd” melder regeringen, at den vil “lade sig måle ved følgende indikatorer”:

• Overflødigt bureaukrati skal afskaffes. Fra 2019 til 2022 vil regeringen sammen med kommuner og regioner fjerne administrative byrder og regler i den offentlige sektor for i alt 4 mia. kr., som kan bruges lokalt til velfærd.  

• Den offentlige sektor skal bruge mere tid på velfærd og mindre tid på bureaukrati og administration. I perioden 2019 til 2022 skal udgifterne til administration i henholdsvis stat, kommuner og regioner derfor falde år for år.  

• Antallet af statslige ansøgningspuljer målrettet kommuner og regioner skal reduceres med 50 pct. inden år 2022.

De første to “indikatorer” bliver åbenlyst vanskelige - nærmest umulige - at måle regeringen på. Alene det tilfælde, at det ikke bliver oplyst, hvor meget der i dag forbruges på administrative byrder og det forhold, at der er folketingsvalg mindst en gang inden 2022 gør det umuligt at forholde sig til det første. Udgifterne til administration er en elastik i den offentlige sektors egen kontering, så heller ikke her er det reelt muligt at måle regeringen.

Opgør med puljer

Til gengæld sker der noget på det tredie punkt, opgør med puljetyranniet, hvor udspillet afslører, at der “alene på det statslige område er over 400 tilskudspuljer.” Det fremgår dog ikke klart, om dette tal dækker alle puljer. Noget tyder på, at det er et eksempel, for der optræder flere henvisninger til puljer for kommuner, regioner, kunstnere, erhvervsliv, universiteter og det sociale område.

Selvom regeringen altså vil måles konkret på ambitionen om at reducere puljer med 50 procent er det umuligt at finde tal, der gør det muligt at måle regeringen på målet…..

Til gengæld vil regeringen afbureaukratisere området ved at fastholde bureaukratiet og forenkle styringen af samme. Det er i hvert fald den konklusion man må gøre, når der nu eksempelvis skal oprettes en “puljekalender” så “kommuner og regioner kan nøjes med at holde øje med puljer fire dage om året og bruge de resterende 361 dage på at levere målrettet velfærd til borgerne.”

Regeringen vil også “rydde op i den tilskudsadministrative regeljungle” ved at ensrette regler og lave fællesstatslige systemløsninger på tilskudsområdet.

IT-branchen kan se frem til nye opgaver her, så Staten får nemmere ved at sagsbehandle de mange tusinde ansøgninger om støtte og tilskud, mens ansøgerne kan se frem til flere digitale løsninger. Mange vil nok begræde sådan en udvikling, fordi ensrettede digitale løsninger ofte skaber betydeligt bøvl. Der er så stor forskellighed i projekter og løsninger ude i samfundet, at digitale formularer ofte bliver en udfordring, når de kræver standardsvar på forhold, der har mange løsninger.

Pincetternes legeplads

Hvis afbureaukratisering alene kan ske ved at udpege helt konkrete områder, der kan regelforenkles, så er regeringens udspil imponerende. Man fornemmer tydeligt, hvordan centraladministrationen har gjort præces, hvad Margrethe Vestager den 7. december 2011 udtrykte meget klart fra Folketingets talerstol.

“Når vi afbureaukratiserer, sker det stort set med en pincet, regel for regel, mens der står nogle andre med en skovl og læsser nye regler på.”

Således erklærer regeringen, at den med udspillet præsenterer “130 konkrete initiativer, der skal fjerne unødigt bureaukrati.”

Problemet for læseren er dog, at det er meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at identificere de 130 konkrete initiativer. Det er lykkes DenOffentlige at identificere 34 forslag til regelforenklinger, og med lidt grundigt detektivarbejde kan man sikkert finde alle 130 initiativer, men de fremgår ikke klart.

Landsdækkende turne og tilbage til start

Regeringen har ellers været sjældent grundig i sin forberedelse af sammenhængsreformen. Der har været en danmarksturne, hvor innovationsminister Sophie Løhde har besøgt alle landets kommuner og regioner for at hente inspiration, der har været “Meld en regel” kampagne, udvidet udfordringsret og udfordringspaneler. En væsentlig del af reformen er allerede gennemført med Ledelseskommissionen, og regeringen har de sidste to år haft dialogmøder og en særlig referencegruppe, der har givet input til arbejdet.

Derfor må mange af de tusinder af engaerede politikere, organisationsfolk, ledere og offentligt ansatte, der har bidraget, nu opleve lidt af en mavepuster, når de læser regeringens udspil.

Mange må have håbet på, at sammenhængsreformen og særligt det aktuelle spor om afbureaukratisering kunne sende en grønthøster gennem det bøvl og besvær de oplever i hverdagen. Eksempelvis har fagforeninger i årevis dokumenteret absurde dokumentationskrav og regler, der belaster den offentlige sektor unødigt. Både FTF og Dansk Sygeplejeråd har i flere år peget på, at tusinder af varme hænger kan frigives inden for eksisterende rammer, hvis der ryddes ud i regler og dokumentationskrav.

I kommunerne har forsøgene med frikommuner i nu snart ti år dokumenteret betydelige muligheder for at forenkle og modernisere velfærdsstaten. Mange kommuner og lokalpolitikere må således have haft et begrundet håb om, at de mange års forsøgsarbejde ville resultere i betydelig regelforenkling og måske endda større respekt for det kommunale selvstyre i indretningen af velfærdsstaten.

Men i det aktuelle udspil kan de nu læse, hvordan de nu skal tilbage til start. Regeringen vil lave nye forsøg med frikommuner, give mulighed for at søge om mere selvstyre og lave mindre justeringer af det bureaukrati, der fylder så meget i offentligt ansattes hverdag - sidstnævnte viser regeringen iøvrigt selv ved at pege på, at omsorgspersonalet ude i velfærdsstaten bruger alt for lidt tid på borgerne og alt for meget tid på regler og bureaukrati.

Brug for kulturskifte

Man må anerkende, at regeringen og innovationsminister Sophie Løhde har været grundig. Der skal alligevel noget til for at besøge samtlige kommuner på godt et år og samtidig passe det øvrige politiske arbejde. Men da netop Løhde for halvandet år siden ville gøre op med “plejer” i moderniseringen af den offentlige sektor, lagde hun også sporet til store forventninger.

Man kunne eksempelvis med rimelighed forvente et opgør med nu snart fyrre års fremgangsmåde eller man kunne håbe, at Løhde ville blive træt af at høre på bureaukraters forsvar for det eksisterende. Man kunne også have ønsket, at hun søgte inspiration andre steder end i netop den offentlige sektor, som skal virke sammen med resten af samfundet.

Meld en regel-kampagnen blev en indikator på, at vi ville få mere af det samme. Her havde Løhde konkret mulighed for at tage andre midler i brug - måske et brud på den begrænsende styring, der netop ligger i meld-en-regel-metoden, som ikke ligefrem inviterer til at deltage aktivt i afbureaukratiseringen.

Ja, Løhde kunne også være gået mere hårdt til værks og ønsket sit eget ministerium, som hun dernæst kunne have bygget fra bunden med ansatte uden for centraladministrationen.

Ydermere kunne man have håbet, at de input og det engagement, der er givet i løbet af de sidste to års forberedelse, ville gøre en større forskel i det udspil, der nu er lagt frem.

Nu står velfærdsstatens ansatte endnu engang tilbage med hverdagens bøvl mens pincetterne stadig arbejder i centraladministrationen og Folketinget.