Direktør til ny styrelse har erfaring fra SKAT

Ledelse

22/03/2018 08:34

Nick Allentoft

Ny styrelse for patientklager får direktør med erfaring fra bl.a. SKAT.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det står nu fast, hvem der skal være direktør i den kommende patientklagestyrelse. Det bliver den 50-årige Lizzi Krarup Jakobsen, som har flere års direktørerfaring fra bl.a. SKAT.

Som led i regeringens anden runde af udflytning af statslige arbejdspladser, ”Bedre Balance II”, blev Styrelsen for Patientsikkerhed delt i to. 

Den ene halvdel bliver til en helt ny styrelse ved navn Styrelsen for Patientklager. 

Styrelsen skal ligge i Aarhus og får blandt andet til opgave at behandle klager over sundhedsfaglig behandling og ankesager om erstatning.

Nu kan sundhedsminister Ellen Trane Nørby løfte sløret for, hvem der skal sidde i spidsen som direktør for den kommende styrelse. 

”Patientklagestyrelsen er i trygge hænder med Lizzi Krarup Jakobsen som direktør. Hun har flere års ledelseserfaring i andre styrelser og har også specifik erfaring med lige præcis oprettelsen af nye styrelser. Hun er derfor et stærkt kort for patientklagestyrelsen,” siger Ellen Trane Nørby. 

Lizzi Krarup Jakobsen er 50 år og uddannet cand.merc.aud fra Handelshøjskolen i Aarhus og kommer direkte fra et job som fagdirektør i Gæld i SKAT. 

”Jeg glæder mig meget til at begynde i jobbet som direktør for patientklagestyrelsen. Det er helt afgørende for patientsikkerheden, at vi får gennemført etableringen og udflytningen på en måde, hvor vi fastholder et stærkt fagligt miljø for medarbejderne og fortsat har en velfungerende sagsbehandling,” siger Lizzi Krarup Jakobsen.

Den formelle oprettelse af Styrelsen for Patientklager forventes at ske, når lovgivningen er på plads. Lizzi Krarup vil dog allerede tiltræde stillingen som direktør 1. maj i år inden lovforslaget træder i kraft.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.