Et EU uden kontanthjælp trækker Danmark nedad

Det er udbredt viden i Danmark, at utilstrækkelig kontanthjælp fører til fattigdom og ulighed. Til gengæld ved vi ikke så meget om, hvordan kontanthjælpen og andre sociale ydelsers udvikling hænger sammen med resten af EU - og hvordan EU kan hjælpe med at afværge fattigdom.

I Danmark har det fri marked ført til rigdom og arbejdspladser - men også til mindre kontanthjælp, mindre førtids- og folkepension. Syge- og arbejdsløshedsdagpenge har fået mindre købekraft og der er social dumping på arbejdsmarkedet, som især påvirker lavtlønsgrupperne. 

Det er på en måde børnelærdom: EU har fri bevægelse af arbejdskraft, kapital, varer og service. Hvis ikke der er EU-regler for skatter og social sikkerhed, så skabes der fattigdom og ulighed. Nogle vinder og andre taber. 

I 2017 har EU udsendt en strategi for et Europa med sociale rettigheder, fordi det koster for meget at ignorere socialpolitikken. OECD og Verdensbanken siger det samme: Øget fattigdom og ulighed skaber ikke vækst, men blot mere fattigdom og ulighed. 

Kontanthjælp er den sidste udvej for arbejdsløse og syge, der ikke kan få dagpenge og ikke har andet at leve af. Det ses som det nederste og bedste værn mod fattigdom og ulighed.

Derfor kæmper European Minimum Income Network for at få en kontanthjælp i alle EU-landene. I EU kaldes kontanthjælp for ”minimimindkomst” - ikke at forveksle med mindsteløn. Ikke det samme beløb, men beløb, der er tilpasset leveomkostningerne i de enkelte lande. 

Danmark bestemmer selv: Her er resultaterne

Som det er i dag i EU, er det de enkelte lande, der suverænt beslutter de sociale sikkerheder, løn- og arbejdsvilkår. Folketinget beslutter kontanthjælp, syge- og arbejdsløshedsdagpenge, førtids- og folkepension mm. Arbejdsmarkedets parter indgår overenskomster om løn- og arbejdsvilkårene. 

Folketinget og arbejdsmarkedets parter er meget glade for suveræniteten. Lad os se lidt på resultaterne:

Dagen efter at Danmark blev medlem af EU, blev folke- og førtidspensioner til brøkpensioner, dvs. at de blev gjort afhængige af, hvor mange år, man har opholdt sig i landet. Det rammer både danskere og indvandrere. I 1980’erne kom de lave ydelser for unge under 20 år, som siden blev forhøjet til 30 år. 

Da det indre marked blev friere i 1990’erne, besluttede Folketinget at regulere samtlige ydelser nedad med årlige satsreguleringer. Da EU blev udvidet med de østeuropæiske lande i 00’erne, besluttede Folketinget lavere satser for særlige grupper, fx integrationsydelse og kontanthjælpsloft, som ramte danskere, indvandrere og EU-borgere i flæng. Førtidspensionen blev begrænset til borgere over 40 år. 

Folkepensionen synes også at være under afvikling. Købekraften bliver stadigt mindre og aldersgrænsen sættes stadig højere op. Ældres økonomi er mere og mere afhængig af, at vi har en arbejdsmarkedspension. De sociale sikkerheder er i det hele taget i stigende grad blevet afhængige af, hvordan vi klarer os på arbejdsmarkedet, lige som i andre europæiske lande.  

Bortset fra efterløn – som siden næsten er forsvundet igen - har der kun været forringelser af de sociale sikkerheder siden Danmark indtrådte i EU. 

Fører til social dumping

Hele denne udvikling præger også overenskomster og vilkårene for lønmodtagerne, især lavtløns-grupperne. Firmaer fra andre EU-lande eller Danmark ansætter ledige på vilkår som ligger langt under, hvad der er aftalt ved overenskomsterne. ”Social dumping”, kaldes det. Der er næppe nogen, der lader sig ansætte fordi de har lyst til at arbejde på dårlige vilkår. Snarere af nød. Hvis man ikke kan leve af kontanthjælpen, må man finde andre udveje.  

Kort sagt: Suveræniteten har kun ført til ringere sikkerhed både på og uden for arbejdsmarkedet. Suveræniteten har ført til beslutninger, der harmoniserer ydelserne hen mod den laveste fælles nævner, som man ønsker at undgå ved at bevare suveræniteten. Det lyder ikke særlig klogt. I hvert fald ikke for dem, der gerne vil have et socialt og trygt velfærdssamfund i Danmark 

Så hvad med at prøve noget nyt?

EU’s frie marked skaber rigdom og arbejdspladser, men også ulighed, fattigdom og politiske spændinger. Med to kampagnebusser, 32 lande og tusinder af frivillige er vi derfor i gang med at skabe forståelse for, at alle europæiske lande må indføre en tilstrækkelig kontanthjælp. ”Ingen fortjener mindre, alle har fordele”.   

Vi arbejder for et EU-direktiv der sætter rammer for, hvad de enkelte landes parlamenter skal beslutte vedrørende kontanthjælp. Det sker i samarbejde med den Europæiske Fagbevægelse, EFS. 

De danske organisationer LO, FTF og AC, som er medlemmer af EFS, stemte imod initiativet. De er skeptiske og frygter at et rammedirektiv om kontanthjælp åbner døren for et rammedirektiv om mindsteløn.  

Kampagnen gennemføres samtidigt i alle europæiske lande, fordi det har vist sig, at man ikke kan skabe gode vilkår i de enkelte lande, isoleret set. Hvis vi ønsker en dansk kontanthjælp, man kan leve af i Danmark, så skal folk i andre lande også have en kontanthjælp, de kan leve af i deres hjemlande.

Lad os hjælpe hinanden med at starte debatten og få spredt viden om forholdene og om løsningerne. Buskampagnen er en god anledning.

Bagom busturen for et socialt Europa

Kampagnen gennemføres med støtte fra EU i et europæisk netværk af organisationer, institutioner og eksperter. 

Kampagnen kører rundt i Europa fra april til juni 2018. Du kan møde bussen og dens frivillige den 22.-23. juni på Rådhuspladsen i København, 25 juni på Rådhuspladsen i Aarhus og 26. Juni i Aabenraa. Se mere på www.eminbus.eu

Kampagnen startede 2017 med analyser af vilkårene i de forskellige europæiske lande. Landerapporterne, også den danske, kan du finde her. Her er der også sammenfattende rapporter, der påpeger de store forskelle i niveau og varighed imellem lande i Øst-, Syd- og Nordeuropa og som anbefaler fælles EU-regler - rammedirektiver - for at undgå fattigdom, utryghed og social dumping.