Forfatter om Peter Loft fyring: Tre forskelle på Slotsholmen og kommunerne

Peter Loft – tidligere departementschef – er stoppet med øjeblikkelig virkning som topembedsmand for borgmester Winni Grosbøll (S) på Bornholm efter halvandet år på kommunaldirektørposten.  Byrådet ønsker angiveligt en anden profil.

Europas mest politiske embedsmænd

Der er skrevet mangt og meget om kommunaldirektørfyringer i tidens løb. Sikkert i sadlen sidder de færreste. Nogle hævder ligefrem, at Danmark har noget nær Europa-rekord i afskedigelser, når det gælder kommunale topjob.

En af forklaringerne er, at danske kommunaldirektører er blandt Europas mest politiske. Hvorfor? Fordi det efterspørges: Du skal være politisk sparringspartner, lyseslukker og ideudvikler over for byrådet. Ydermere skal den personlige kemi med kommunens toppolitikere være tip-top. Du skal ikke mindst swinge med borgmesteren uden at blive venner.

Større kompleksitet end i staten?

Kort sagt, du er nødt til at bruge halvdelen af din vågne ledelsestid på at rådgive opad – en opgave, der fylder mere og mere, og som i den grad kræver politisk tæft. Den resterende halvdel skal bruges på at lede forvaltningen, hvad absolut heller ikke kan gøres med venstre hånd.

Med andre ord: På mange fronter minder jobbet som kommunaldirektør om arbejdet som departementschef, Peter Lofts arbejdsmæssige hjemmebane gennem rigtig mange år. Men sat på spidsen er topledelsesrollen i kommunerne betydeligt mere kompleks end i staten, en påstand, der sikkert vil give løftede øjenbryn i departementschefernes klub.

Men det er faktisk ikke så let at være vokset op på Slotsholmen og så gøre et karrierespring til en kommune, hvor interessentuniverset er et ganske andet end i et ministerium – desværre for begge verdener, for indavl er aldrig af det gode.

Departementschefen har kun ministeren

Forskel nummer et: Kommunaldirektørens dør skal stå åben for hele byrådet, ikke bare for borgmesteren. Den øverste kommunale embedsmand har flere politiske chefer – ikke blot kommunens førstemand, men også byrådet og udvalgene.

Departementschefen har alene sin minister at tage sig af og behøver ikke på samme vis hele tiden kigge sig over skulderen: Er borgmesteren ikke stærk, og rammer kommunaldirektøren en smule forkert i forhold til forskellige magtfraktioner i byrådet, ikke mindst efter et kommunalvalg, hvor sammensætningen og arbejdsrutinerne kan være nye, samles der sammen til en fyring.

Kommunaldirektør-exit: Ubehageligt tæt på borgerne?

Forskel nummer to er, at en typisk kommunaldirektør – og mon ikke det fænomen i særdeleshed gælder i en lille ø-kommune, hvor alle kender alle? – på blot én uge kommer langt tættere på borgerne, end en departementschef gør i løbet af et år.  Utilfredse borgere, særinteresser og lokalsamfund kan gøre livet svært for kommunaldirektøren, mens Sir Humphrey i den traditionelle slotsholmsudgave har langt lettere ved at skubbe politikerne foran sig, når systemet angiveligt ikke kan levere den ønskede service.

Endelig er der en tredje, afgørende forskel på ledelseslivet i de to verdener: Kommunaldirektøren ender langt lettere i en ubehagelig gråzone forud for et valg. Han skal hjælpe borgmesteren med at være en god førstemand, men må ikke være hans eller hendes kampagnemand og slet ikke for længe forud for kommunalvalget. I centraladministrationen er karensperioden skarpt defineret: I selvsamme øjeblik, statsministeren udskriver valg, går embedsværket i pindesvinestilling.

Går det af en eller anden grund galt inden for de tre kampfelter – med eller uden kommunaldirektørens skyld – må vedkommende vige pladsen; et kommunalt grundvilkår, vi igen blev mindet om, da Bornholmske politikere stødte hovedet mod loftet.

Læs også – med baggrund i ansættelsen af en anden tidligere departementschef i den kommunale sektor – vores analyse på Altinget af, hvad en nutidig kommunaldirektør skal mestre: “Borgmesterens nye udenrigsminister”.

Læs mere om Peter Mose her.