Da terrorangrebet den 11. september 2001 fik tvillingetårnene til at synke i grus, resulterede det i flere psykiatriske diagnoser i Danmark i tiden efter. Det viste Bertel Teilfeldt Hansen, der er postdoc på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og hans kollegaer allerede i 2016. Dermed havde de også en god formodning, om at Breiviks ugerning i 2011, med bombning i Oslo og nedskydningen på Utøya med samlet 77 døde, ville påvirke os i Danmark.
– Og måske endda mere end i 2001, fordi ”nærheden” af terroren muligvis kunne have en betydning, fortæller Bertel
Det er en omstændelig proces at få fat i patientdata fra psykiatriske hospitaler, fordi det er sensitive persondata og dermed underlagt strenge krav. Derfor skal man også, før man får lov, gøre klart, præcis hvad man vil kigge efter. Men da tilladelsen endelig var givet, stod det klart, at der i de følgende 1½ år efter Breivik-angrebet var 16 % flere tilfælde af tilpasnings- og belastningsreaktioner. I tal svarer det til, at der blev stillet 2736 flere psykiatiske diagnoser på en psykiatrisk skadestue eller hospital.
– Det er et helt klart resultat. Faktisk var vi lidt overraskede over, at det var så klart. Man behøvede nærmest ikke køre statistik på det for at se, hvordan antallet af diagnoser steg i tiden efter angrebet.
LÆS OGSÅ: Lad os få public service for alle pengene
Belastningsreaktion er en samlebetegnelse for flere psykiske lidelser, der opstår som reaktion på psykisk belastning, med ”post traumatisk stress syndrom” som den bedst kendte.
De 2736 ekstra diagnoser er formentlig kun toppen af isbjerget, siger Bertel:
– Vi ser kun på de mennesker, der bliver diagnosticeret på psykiatriske hospitaler, og dermed kun på ekstremt seriøse tilfælde. Der er nok mange, der går til egen læge eller går derhjemme og har det dårligt, så sandsynligvis er mange flere påvirket.
En betragtning som Erik Lykke Mortensen, der er professor MSO på Afdeling for Miljø og Sundhed ved Københavns Universitet, og som har set på studiet, som han kalder ”validt”, er helt enig i
– Der kan være en langt større andel af danskerne som bliver påvirket, men som ender med aldrig at søge hjælp.
Terroren gjorde det
For at undersøge effekten af Breivik-angrebet gennemgik forskerne uge for uge, hvor mange der i perioden fra 1995 til 2012 fik en belastningsdiagnose på et psykiatrisk hospital. Dermed fik de også et stærkt statistisk materiale, som kunne sige, hvordan efteråret 2011 ville have set ud, hvis der ikke var noget terrorangreb.
– På den måde kan vi sammenligne, hvad modellen forventer på baggrund af tidligere data, og hvad der rent faktisk skete. Og her ser vi denne her voldsomme, voldsomme stigning i antallet af belastningsdiagnoser.
Dermed er der en stærk statistik bag resultatet. Omvendt kunne der være andre hændelser end terror, der kunne påvirke mange danskere samtidigt – det kunne jo fx være dårligt sommervejr eller en bred ærgrelse over at være på vej mod endnu et trættende folketingsvalg. Men det har forskerne taget højde for
– Vi undersøger ændringer i antal diagnoser fra uge til uge, hvilket betyder, at for at en anden hændelse skulle ligge bag resultatet, skulle den foregå pludseligt og falde meget præcist sammen med ugen for Breivik-angrebet. Det er ikke umuligt, men vi har naturligvis regnet på det, og det viser sig at være ekstremt usandsynligt, fortæller Bertel, som desuden påpeger, at springet i antal diagnoser efter angrebet er helt enestående stort i forhold til andre udsving i perioden 1995-2012.
Flaskehalsen peger på medierne
Når så mange danskere bliver påvirket af angrebet, er det naturligt at lede efter en årsag til, at terror i et fremmed land kan påvirke danskere i så udstrakt grad.
– Medierne må nødvendigvis spille en stor rolle. Det er danskere i Danmark, der får de her diagnoser – de har ikke være involveret i angrebet, og sandsynligvis kender ingen eller kun få af dem nogen, der har været det, så den eneste måde, de her menneske har hørt om angrebet, er gennem medierne. Så de må betyde noget.
Spørgsmålet er naturligvis hvilken betydning. For at finde ud af det talte forskerne, hvor mange gange Breivik blev nævnt i medierne. Det skete i sagens natur især lige efter angrebet, men også da hans retssag startede, og da der blev fældet dom.
– …Og der kan vi se, at når han bliver nævnt mange gange i forbindelse med dommen, så stiger antallet af belastningstilfælde igen. Den nye stigning rammer præcis oven i den uge, hvor hans dom bliver afsagt.
Det er velkendt at terrorangreb har påvirkning af alt fra økonomi til dreng/pige fødselsrater. Alligevel lyder det voldsomt, at et terrorangreb i et fremmed land skulle kunne påvirke helbredet så bredt i en befolkning, selv med mediernes mellemkomst. Men det mener Erik Lykke Mortensen ikke:
– Jeg tror godt, at voldsomme begivenheder, der sker i Paris eller hvor det måtte være, og som får stor mediedækning, kan påvirke folk, der måske i forvejen er lidt sårbare. Også fordi angrebet i Norge jo er foregået tæt på os.
I øvrigt en betragtning som forskerholdet deler:
– Når effekten er så stor og også langt større, end hvad vi så ved 9/11 angrebet, så tror vi, det skyldes, at det skete i Norge. Der kan have været en følelse af, at ”det kunne have været os, og det bliver det måske næste gang”. Når man dækker en begivenhed som denne her, så bliver det ofte dækket som om, det sker live. Der kommer løbende nye informationer, og det kan fylde meget af sendefladen hjemme i folks stuer. Det kunne være en af årsagerne til, at det virker så voldsomt.
Og det er Professor Erik Lykke Mortensen, enig i
– Set fra min synsvinkel er medierne blevet meget facebookagtige med fokus på personhistorierne, og vi mangler måske at sætte historierne i perspektiv. Mange af de der terrorting er jo mindre ting, men bliver rapporteret, som om det er verdens undergang.
Når det kommer til løsninger, peger forskeren på, at der er behov for ny forskning, for han tror ikke på censur, men mener, at medierne må være mere bevidste om menneskers reaktioner.
Vejen frem er ikke censur
– Man kunne sagtens sige, at så skal man bare censurere mediernes rapportering om terrorangreb, men det er jo åbenlyst forkert. Til gengæld er det interessant, om der kunne være nogle måder, man kunne oplyse om de her angreb, uden det påvirkede folks psyke så voldsomt. Det ved vi endnu ikke, hvordan man kunne, men måske ved at gøre det mindre ”live” og med færre billeder. Det er et nyt forskningsspørgsmål, vi gerne vil undersøge, siger han og nævner, at der allerede foregår selvcensur, når vi fx taler om selvmord, som medier generelt er meget tilbageholdende med at omtale, fordi man frygter, at det kan øge sandsynligheden for flere selvmord.
Heller ikke Erik Lykke Mortensen mener, censur er vejen frem:
– Jeg mener, det er et problem, at medierne ikke sætter det nok i perspektiv, selv om det er jo indlysende, at medierne skal rapportere de her forfærdelige ting. Og så synes jeg, man skal beskytte fx mindre børn i førskole- og tidlig skolealder mod de mest voldsomme ting.
Mere om historien hos Science Report
