Kurt Klaudi: Giv statens ledelse et eftersyn

Ledelseskommissionens rapport er både opløftende og skuffende læsning. Det er opløftende og glædeligt, at rapporten nu foreligger, at den har skabt så stor opmærksomhed omkring offentlig ledelse, og frem for alt at den rummer så mange vigtige og rigtige indsigter i offentlig ledelse, som det faktisk er tilfældet.

I den forstand bør vi ønske kommissionen og ministeren tillykke med rapporten og det velgennemførte arbejde!

Når rapporten alligevel er lidt skuffende, hænger det sammen med, at forventningerne til kommissionens arbejde var for store, og at rapporten ikke bidrager med noget nyt. Dvs. indsigterne  og anbefalingerne bibringer os ikke noget, som ikke allerede er sagt mange gange før. Der er ikke noget nyt, der er ikke noget som har kant, som nogen kan være uenige i, og, jeg vil tro, at rapporten kan bruges relativt uforpligtende til hvad som helst. Det er simpelthen kvadratroden af nordisk ledelse vi her får præsenteret.

Rapporten repræsenterer således det, man kan kalde en ny konsensus om, hvad der er god ledelse i det offentlige, når man tror på betydningen af ledelse, af et godt og tillidsbaseret vertikalt og horisontalt samarbejde, og af at delegering og inddragelse skaber ansvarlighed og motivation.

Det er glædeligt, at det slås fast, at der eksistere et særligt institutionelt setup omkring offentlig ledelse forskelligt fra det, der gælder i private virksomheder og frivillige organisationer. Det er glædeligt, at det slås fast, at det drejer sig om at skabe værdi for borgerne. Det er glædeligt, at der lægges op til mindre styring og mere ledelse. Det er glædeligt, at der er en klar forståelse for at lederne må udvikle og dygtiggøre sig o.m.a. Så der er meget at glæde sig over og ønske tillykke med.  

Men rapporten er de gode intentioners holdeplads. Vi har eksempelvis tidligere set udmeldinger fra den ene regering efter den anden om nødvendigheden af afbureaukratisering, regelsanering og decentralisering uden at det er blevet til noget. Det ændrer dog ikke ved rigtigheden af anbefalingerne.

Konkret finder jeg anbefalingerne vedr. revision af MED-systemet mest betydningsfuldt. Men ud fra en anden begrundelse end at det i dag optager meget tid. Begrundelsen skal være, at der er et uudnyttet potentiale.

Næste stop: Staten

Hvis den efterspurgte tillid mellem politik og administration skal blive til virkelighed, er det måske en ide at starte med at give staten et eftersyn: den rådgivning regeringen og ministrene får vedr. offentlige forvaltning kommer i vid udstrækning fra embedsmænd (i Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen) som er uddannet og socialiseret til at tænke som økonomer. Og de foreslår derfor moderniseringstiltag og reformer, som bygger på aktørantagelser fra Public Choice og principal agent teori – aktørantagelser som fører til kontrolorienterede tiltag, der virker demotiverende på medarbejdere, som er opfyldt af public service motivation og længes efter tillidsbaseret samarbejde.

Endelig tænker jeg, at den væsentligste dynamo i at styrke landets institutionelle konkurrencekraft ligger i at åbne for en dynamik fra neden, som knytter sig til reel decentralisering, delegering og et udvidet ledelsesmæssigt råderum: Giv kommuner og regioner lov til at bestemme mere, lad lederne lede og lad medarbejderne få lov til at passe deres arbejde.

Sådan kan en ledelseskommission selvfølgelig ikke skrive (rapporten er et resultat af en række kompromisser og skal naturligvis være passende diplomatisk og spiselig).