»Når hjemlen ikke anvendes, skyldes det, at erfaringerne har vist, at frihedsberøvelserne ikke har haft den ønskede virkning.«
Sådan skrev Rigspolitiet i oktober 2006 om ét af de værktøjer, myndighederne siden 2003 havde haft til rådighed for at få afviste asylansøgere til at medvirke til udsendelse: administrativ frihedsberøvelse.
Samme budskab – at frihedsberøvelse ikke havde nogen motiverende effekt – gentog Rigspolitiet med jævne mellemrum i april og oktober 2007 og igen i april 2008.
Læs også: Bo Smith udvalget glemmer embedsværkets omverden
Så sent som i januar 2013 blev budskabet gentaget, da kronjuristerne i Justitsministeriet skulle udarbejde lovbemærkninger til endnu en ændring af udlændingeloven: Erfaringerne med den administrative frihedsberøvelse »har vist, at frihedsberøvelse ikke har den ønskede motiverende effekt«.
Men da juristerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet i november i år skulle udarbejde lovbemærkningerne til Inger Støjbergs lovforslag med 13 stramninger af udlændingeloven, som blev hastebehandlet gennem Folketinget i november, var Rigspolitiets dårlige erfaringer med administrativ frihedsberøvelse forsvundet. Embedsmændene nævnte ganske vist, at Rigspolitiet ikke havde anvendt muligheden siden oktober 2005. Men årsagen til, at Rigspolitiet ikke administrativt havde frihedsberøvet afviste asylansøgere de sidste ti år – fordi erfaringerne var, at frihedsberøvelsen ikke motiverede afviste asylansøgere til at samarbejde om udsendelse – blev ikke nævnt med ét eneste ord.
Først da Inger Støjberg under Folketingets ultrakorte behandling skriftligt skulle svare på, hvorfor Rigspolitiet dog ikke havde brugt dette værktøj i så mange år, kom det frem, at Rigspolitiet havde haft dårlige erfaringer. Men som ministeren tilføjede, havde hun selv en anden opfattelse: »Efter regeringens opfattelse vil frihedsberøvelse kunne have en motiverende effekt på udlændinge, der afviser at samarbejde om udrejsen,« lød det i ministerens svar.
I dag ønsker Rigspolitiet ikke at oplyse, om de stadig er af den opfattelse, at administrativ frihedsberøvelse ikke har nogen motiverede effekt.
Rigspolitiets presseafdeling henviser således til Inger Støjbergs ministerium, og heller ikke seniorrådgiver i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter Hans-Viggo Jensen vil sige andet, end at »ministeriet har en anden opfattelse, og vi arbejder selvfølgelig inden for den netop vedtagne lovs rammer«.
Ifølge professor i forvaltning ved Københavns Universitet Carsten Henrichsen illustrerer sagen »de vanskeligheder, som embedsværket kommer i, når de efter et regeringsskifte får besked på at foretage sig noget, som allerede er forsøgt tidligere med dårlige erfaringer«.
Carsten Henrichsen kalder det en »noget nær uløselig konflikt« mellem på den ene side den ideale fordring til lovgivningen og på den anden side de politiske realiteter.
»Man kan sige nok så meget, at det må høre med til god lovgivningsskik, at lovens regler er evidensbaserede, og at der i tilfælde af modstående erfaringer i det mindste må gøres opmærksom herpå i lovbemærkningerne. Det første er bare ikke altid tilfældet, bl.a. fordi erfaringer næsten altid kan drages i tvivl, og fordi politikerne som bekendt ikke generer sig for at handle mod bedre vidende, hvis de kan vinde nogle stemmer på det. Og det andet sker stort set aldrig, fordi ingen regering med respekt for sig selv åbent vil medgå, at den lovgiver mod bedre vidende, og det er regeringen – og ikke embedsværket – som bestemmer, hvad der skal stå i lovbemærkningerne.«
Læs hele historien her: http://www.information.dk/554706
