SF-udspil: Førtidspensionister skal ikke straffes, fordi partneren arbejder

Social

31/10/2018 07:46

Nick Allentoft

- Det er umyndiggørende, ydmygende og respektløst over for voksne mennesker, at man fra statens side bliver opfattet som nogle, der skal forsørges af en ægtefælle, siger Karsten Hønge til Avisen.dk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det skal være slut med at straffe førtidspensionister økonomisk, blot fordi deres partner passer et arbejde. Det mener SF, der foreslår at hæve indkomstgrænsen for, hvor meget en ægtefælle eller samlever må tjene, før der bliver skåret i partnerens førtidspension, skriver Avisen.dk.

Konkret ønsker SF at afsætte op til 100 millioner kroner, der skal sikre, at færre bliver trukket i pension, siger partiets beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- Det er umyndiggørende, ydmygende og respektløst over for voksne mennesker, at man fra statens side bliver opfattet som nogle, der skal forsørges af en ægtefælle. Når man bliver tilkendt førtidspension, er det, fordi det er en rettighed, man har, siger Karsten Hønge til Avisen.dk.

Ifølge de nugældende regler bliver der set bort fra de første 192.876 kroner (beløbsgrænse i 2018, red.), som partneren tjener.

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Førtidspensionen bliver herefter - op til en vis grænse - reduceret med 30 kroner for hver 100 kroner, som et pars samlede indtægt er højere end 122.500 kroner om året. Partnerens indtægt kan dog højst indgå med 251.100 kroner i beregningen af førtidspensionen.

Hvor meget indkomstgrænsen i første omgang bør hæves, vil Karsten Hønge ikke lægge sig fast på.

Partiets udspil er, at der som led i forhandlingerne om satspuljen (pulje reserveret til særlige initiativer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, red.) bliver afsat 100 millioner kroner årligt, så reglen om træk i pensionen først gælder, når partnerens årsindkomst runder 225.000 kroner.

De førtidspensionister, der i dag får skåret toppen af deres ydelse, vil ifølge SF dermed få en gevinst på 10.000 kroner årligt.

I regeringspartierne er der imidlertid ingen opbakning til SF'erens udspil. Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen pointerer, at der i satspuljen alt i alt er 134 millioner kroner til rådighed på beskæftigelsesområdet, og at projekterne står i kø.

- De forslag, der allerede er på bordet, skal vi løfte, før vi begynder at diskutere indkomstgrænsen for førtidspensionisternes ægtefæller, siger Hans Andersen til Avisen.dk.

Han fremhæver initiativer, der kan få flere handicappede i job, og andre investeringer i syge og udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Heller ikke Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Laura Lindahl, er parat til at støtte SF-udspillet:

- Det er rimeligt nok, at der sker en modregning i førtidspensionen, hvis man har en ægtefælle med en vis indtægt, siger Laura Lindahl til Avisen.dk.

Mere hos Avisen.dk

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.