Ken Leschley har været i kontakt med kræftbehandling af mange omgange. Både som pårørende til to koner, en far, en svigerinde og en søster, der alle har været ramte af den frygtede sygdom.
Men han har også selv fået konstateret kræft og lever i dag med det. Han ved derfor på egen krop, hvordan et sådan kræftforløb føles.
Og han kan på ingen måder genkende billedet af en mangelfuld kræftbehandling, som florerer i nyhedsbilledet herhjemme.
”De mange gange, jeg har været i kontakt med sundhedsvæsenet, har jeg aldrig ikke mærket travlheden, jeg har aldrig oplevet patienter ude på gangen, eller oplevet at der har været dårlige hygiejniske forhold," fortæller Ken Leschley.
I stedet har det for ham været ”pinefuldt rent”, og hver eneste gang, han afleverede et familiemedlem, eller han selv skulle i kræftbehandling, er der blevet taget hånd om det. Han er derfor slet ikke i tvivl om, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen – selvom det ifølge ham virker kontroversielt at sige.
”De gav aldrig op”
Dedikerede kræftlæger på stribe
En ting er de generelle forhold, han har oplevet. Noget andet er de enkeltstående episoder, hvor Ken Leschley har været i kontakt med kræftlæger og kræftsygeplejersker – og hver gang er han blevet mødt med dedikerede kræftlæger.
I 2001 fik hans daværende kone, Karen, konstateret brystkræft. Og for Ken Leschley blev lægerne og sygeplejerskerne ved til det sidste:
”I tre år forsøger de at ændre medicinen til hende, og hver gang noget ikke duede, prøvede de ihærdigt noget nyt. Helt op til de sidste 14 dage, hvor hun kom på hospice, kæmpede de for hende,” og han tilføjer:
”De gav aldrig op.”
Til det siger han også om sin egen og sin kones rolle: ”Min kone og jeg havde en utrolig positiv indstilling til det, og vi brokkede os aldrig. Hver gang vi kom ind på afdelingen, blev vi mødt med et smil,” og han tilføjer: ”Tænk, hvis du kom ind på afdelingen med en negativ indstilling, så ville vi have gjort det langt sværere og hårdere for os selv”
Også da han fik konstateret lungekræft, følte han sig i kompetente hænder: ”Jeg gik fra at være i topform, og tre dage efter fik jeg diagnosen. Hastighed er høj. Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at det tager 3 – 4 måneder.”
Derefter gik behandlingen for alvor i gang: ”Jeg fik meget medicin, og de opdager så en diffus kant, og jeg stod overfor en livsfarlig behandling, hvor der var 50 procents chance for at vågne. Igen tør de tage en chance, og efter operationen vågnede jeg igen. Det føltes ikke som et spil i lotteriet.”
Opsang til danskerne
Ken Leschley er derfor uforstående overfor den hårde kritik af sundhedsvæsenet. En kritik, der også kan ses i stigningen fra 8146 til 10193 modtagne klager fra patienter. Ken Leschley mener i stedet, at vi i højere grad skal kigge indad, når sundhedsvæsenet bliver udsat for den hårde kritik.
Det er ikke personalet eller hos politikerne, hvori problemet ligger, men vores livsstil: ”Jeg ser helt klart en sammenhæng mellem levevis og belastningen på sundhedsvæsenet.”
At danskere på en række områder bliver mere usunde, bliver også underbygget af data. Senest har Statens Institut for Folkesundhed gennem Forskningschef Anne Illemann Christensen meldt ud, at danskere bliver tungere og tungere.
Men også det stillesiddende arbejde er en plage – og selvfølgelig stress, der af flere bliver udråbt til folkesygdom.
Ken Leschley mener derfor, at de dårlige kræfthistorier vidner om, at vi dels har en for negativ indstilling til sundhedsvæsenet i forhold til, hvor meget godt, de gør, men også at vi i højere grad skal kigge indad på vores dårlig levevis, hvis vi vil de pressede afdelinger til livs.
Ken Leschley har nedfældet et hav af solstrålehistorier om kræftlæger og kræftsygeplejersker, ligesom han også har sasmlet de tanker, han har gjort sig under mere end to årtier med kræft tæt inde på livet.
Det er blevet til bogen "Forbandet alene - 23 år i kræftens skygge”, som kan købes på Saxo, Tales og Gucca.
