Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Er der rent og 5 andre ting, du skal spørge dig selv om, inden du vælger behandler eller klinik

Sundhed

16/07/2024 10:41

J. Bøgen

Det kan give dig alvorlige skader, og du er markant dårligere stillet i forhold til klager og behandling, hvis du vælger "forkert".

Der eksisterer fortsat et marked for ulovlig kosmetisk behandling, der udføres af personale uden en sundhedsfaglig autorisation og de nødvendige registreringer.

Ulovlig kosmetisk behandling kan potentielt give alvorlige skader, og man er som patient dårligt stillet i forhold til klage- og erstatningsrettigheder, hvis behandlingen går galt.

Derfor sætter Styrelsen For Patientsikkerhed med kampagnen ”Fillers uden filter” endnu engang spot på vigtigheden af, at du vælger en registeret behandler eller klinik, hvis du ønsker kosmetisk behandling som for eksempel fillers i læberne, hårfjerning med laser eller peeling af huden med syrer.

”Skal man have foretaget kosmetisk behandling, er der fortsat grund til at være opmærksom, inden man sætter sig i stolen. Vi ser forsat udfordringer med et ulovligt marked for kosmetisk behandling med klinikker, der ikke har de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer, og hvor patienternes sikkerhed bringes i fare. Vores klare anbefaling er, at man tjekker om behandleren og klinikken er registeret i vores autorisationsregister til at udføre den behandling, du ønsker,” siger Henrik Kristensen, sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Når en behandler er registeret i vores autorisationsregister til at udføre en specifik kosmetisk behandling, har behandleren de kvalifikationer, der skal til for at udføre behandlingen sikkert og hjælpe, hvis der skulle opstå komplikationer.

Stil dig selv disse 6 spørgsmål

Seks gode spørgsmål inden du vælger en kosmetisk behandler eller klinik

1. Er behandleren eller klinikken registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed? Tjek om behandleren eller klinikken er registreret i autorisationsregisteret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

2. Er prisen for god til at være sand? Hvis prisen på behandlingen er meget lav, eller tilbuddet virker til at være lidt for godt, så er det nok for godt til at være sandt.

3. Er det en rigtig klinik? Klinikken skal have en adresse, som er til at slå op.

4. Er der rent? Når man skal lave kosmetiske behandlinger, skal der være rent. Så hold øje med at hygiejnen er i orden.

5. Er der risici ved behandlingen? Du skal vide, hvad du går ind til, og behandleren skal oplyse dig om risici og mulige bivirkninger ved behandlingen.

6. Får du betænkningstid? Ved mindre kosmetiske behandlinger som fx filler i læber, botox og peeling af huden skal du have minimum to dages betænkningstid fra konsultation til behandling.

Mest Læste

Annonce