Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Vil straffe "snyltere": Må ikke flytte ind i nabolag eller tale frit

Sundhed

09/12/2022 09:33

J. Bøgen

Men holdningerne går kun den ene vej hen over kløften mellem de to grupper.

På alle klodens beboede kontinenter hersker der fordomme og diskriminerende holdninger til personer, som ikke er vaccineret mod COVID-19.

Det viser et globalt studie fra Aarhus Universitet, som netop er udgivet i tidsskriftet Nature.

Mange vaccinerede vil nødigt have deres nærmeste til at gifte sig med en uvaccineret. De er desuden tilbøjelige til at mene, at uvaccinerede er både inkompetente og utroværdige, og de bryder sig generelt ikke særligt godt om dem.

Studiet viser, at fordomme mod uvaccinerede i mange tilfælde er mere udtalte end fordomme mod indvandrere, stofmisbrugere og personer, der har været i fængsel.

Omvendt finder forskerne så godt som ingen diskriminerende holdninger hos de uvaccinerede rettet mod de vaccinerede.

"Konflikten mellem dem, der er vaccineret mod COVID-19, og dem, som ikke er, er en ny kløft, der truer sammenhængskraften i samfundet, og det ser tydeligvis ud til at være de vaccinerede, der øger afstanden," siger postdoc Alexander Bor, som er førsteforfatter på studiet "Discriminatory Attitudes Against the Unvaccinated During a Global Pandemic".

Fordommene har en menneskelig forklaring

Årsagen til de diskriminerende holdninger ser ifølge forskerne ud til at være, at de vaccinerede oplever de uvaccinerede som snyltere.

Stor vaccinetilslutning er afgørende for at bekæmpe pandemien og sikre det kollektive gode, som en normal hverdag uden store menneskelige og økonomiske tab er.

Og når nogle bidrager til at øge vaccinationstilslutningen, mens andre ikke gør, så vækker det negative følelser.

"De vaccinerede reagerer på ganske naturlig vis mod, hvad de oplever som snylteri på et kollektivt gode. Det er en velkendt psykologisk mekanisme og altså en helt almindelig menneskelig reaktion. Ikke desto mindre kan det have alvorlige samfundsmæssige konsekvenser," siger medforfatter Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet HOPE, som studiet udspringer af.

"På den korte bane kan det komplicere coronahåndteringen, fordi det fører til mistillid, og vi ved, at mistillid står i vejen for, at flere lader sig vaccinere. På den lange bane kan det betyde, at mange samfund vil stå tilbage mere splittede og polariserede, end de var før pandemien," siger Michael Bang Petersen.

Fundamentale rettigheder kan være i fare

Et delstudie, som forskerne kun har udført i USA, viser, at vaccinerede ikke alene har fordomme, men også mener, at uvaccinerede bør fratages fundamentale rettigheder.

For eksempel bør de ikke have lov til at flytte ind i nabolaget eller ytre deres politiske holdninger på sociale medier uden frygt for censur.

"Det er sandsynligt, at vi ville finde tilsvarende holdninger i andre lande, fordi fordommene og antipatien findes på tværs af kontinenter og kulturer," siger Michael Bang Petersen.

Forskere advarer mod fordømmende retorik

Mange steder er lav vaccinetilslutning fortsat en udfordring i pandemihåndteringen, men forskerne advarer myndigheder og politikere mod at bruge fordømmende retorik i deres forsøg på at få flere til at lade sig vaccinere.

En strategi, der ellers er blevet brugt i en række lande. Blandt andet i Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron har sagt om vaccineskeptikere, at han ville "pisse dem af" i en grad, så de alligevel ville lade sig vaccinere.

"Moralsk fordømmelse kan gøre kløfterne større og øge den følelse af eksklusion, som har fået mange til at afvise vaccination i første omgang. Vores tidligere forskning har vist, at transparent kommunikation om sikkerhed og effektivitet af vacciner er en bedre strategi til at øge vaccinetilslutningen i det lange løb," siger Michael Bang Petersen.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.