Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

EU-forslag deler vandene: Vil overvåge borgernes beskeder for at stoppe krænkende materiale

Tech

21/06/2024 13:06

J. Bøgen

Fronterne er trukket hårdt op mellem de to lejre.

Hvad vil du sige til, at EU kunne se dig over skulderen, når du sender en video eller et billede til dine venner og bekendte?

Det lyder måske som noget fra George Orwells klassiker "1984", men nu stiger frygten for, at det faktisk kan ske inden for få år.

Et EU-forslag om en såkaldt ”chat-kontrol” skal gøre det muligt for scanne alt indhold fra krypterede beskedtjenester – med undtagelse af beskeder – der bliver sendt mellem brugerne.

Lovforslaget blev faktisk fremsat helt tilbage i 2022, og der var der da også en del røre omkring det. Siden er det gået lidt i glemmebogen, men i onsdags var forslaget på dagsordenen blandt EU-ambassadørerne, og det har nok en gang fået gang i debatten.

Tanken bag forslaget er, at det er en nødvendighed i kampen mod krænkende materiale af børn. Modstandere af forslaget mener i stedet, at det er et uforholdsmæssigt stort indgreb i privatlivets fred.

"De ærlige brugere af de her tjenester, har jo ret til privatliv. Det er et vigtigt fundament for enhver borger. Hvis en tjeneste skal opbevare data, som du sender, så er det jo ikke dit privatliv mere," siger dataetisk rådgiver Pernille Tranberg til TV MIDTVEST.

På den anden side af debatten finder man direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hespby Krogh, der mener, det er på tide, der bliver gjort noget, og at de derfor mener, det er nødvendigt med en eller anden form for sporing af den slags indhold.

Kan give falske positiver

Det er nok de færreste, der vil argumentere imod, at man skal bekæmpe krænkende materiale af børn, men problemet er, at der er en gråzone midt i det hele, der kan give falske positive.

Vil systemet for eksempel ringe med alarmklokkerne, hvis en mor sender et billede af sit eget barn i bad til sin mand?

Her er det et spørgsmål om tolkning, og hvis den person eller algoritme, der skal vurdere det, ikke kender konteksten, kan man så risikere at få besøg af ordensmagten?

Ask Hesby Krogh fremhæver den såkaldte "perceptual hashing-teknologi" som meget fremskreden og med meget lav fejlmargen. Det fungerer ved, at teknologien sammenligner et givet billed med materiale fra en database, der indeholder krænkende videoer og billeder af børn. Det gør teknikken i stand til at vurdere, om et givent billede faktisk er krænkende indhold.

Han anerkender, at der stadig kan ske fejl, og at der derfor er brug for menneskelige øjne til at se materialet igennem for at sikre, at teknologien ikke tager fejl.

Privatlivet vægter højest

Pernille Tranberg mener derimod ikke, at lovforslaget, hvis det bliver vedtaget, overhovedet vil stoppe delingen af den slags indhold.

For når en dør bliver lukket, vil der blive åbnet en ny, og med den metafor i baghovedet tror Tranberg, at de kriminelle blot vil finde andre måder at dele indholdet på.

Hun understreger overfor TV MIDTVEST, at deling af krænkende indhold af børn skal stoppes, og at det er en forfærdelig ting - men hun mener, privatlivets fred skal trumfe debatten i dette tilfælde.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.