Smartphones er en fantastisk ting i hverdagen, men der er i den grad også en skyggeside ved den teknologiske udvikling.
For din telefon ved stort set alt om dig. Hvor du bor, hvor du arbejder, hvor du rejser hen, hvem du er venner med, hvad du skriver i dine mails og beskeder og meget andet.
Det samme gør sig imidlertid også gældende for mange af de apps, vi bruger til daglig, men der er nogle af de apps, der er langt mere invasive end andre, når det kommer til dit privatliv.
1. Facebook
Meta (selskabet bag Facebook) har bygget hele deres forretningsmodel op om at vide ting om dig, så annoncører kan målrette reklamer til direkte dig. Derfor er det heller ikke ligefrem en overraskelse, at netop Facebook-appen tiopper listen over de apps, der ved mest om dig.
Faktisk følger Facebook med i, hvad du laver, når du ikke engang er logget på Facebook, og den har rig mulighed for at overvåge dig.
Ved at bruge Facebook giver du nemlig appen adgang til blandt andet:
Dine kontakter, opkaldshistorisk og tekstbeskeder
Dit kamera og din mikrofon
Telefonens hukommelse
Dit wifi
Hvor du befinder dig
Listen er meget længere, men alene ovenstående punkter er nok til at få selv George Orwells klassiker '1984' til at virke som en børnebog, når det kommer til overvågning.
2. Messenger
I lyset af, at Facebook er den app, der ved mest om dig, er det nok ikke overraskende, at andenpladsen på listen er Facebooks beskedtjeneste, Messenger.
Faktisk gemmer appen dine private beskeder i et simpelt tekstformat, som enhver ansat i selskabet kan få adgang til, hvis de har et login.
Derudover har Facebooks skaber, Mark Zuckerberg, tidligere indrømmet, at Messenger automatisk scanner alle links og billeder, du sender til dine venner.
3. Vejrapps
Det er slut med at være bundet til aftenens nyhedsudsendelser for at finde ud af, hvordan vejret bliver den følgende morgen.
Der findes et hav af vejrapps, der hjælper dig med at finde ud af, hvordan vejret er og bliver lige præcis, hvor du befinder dig, men derfor skal appene også vide, hvor du befinder dig.
Det har dog den ulempe, at mange vejrapps følger din position døgnet rundt og sælger dine data til annoncører, som så kan bruge den information til at tjene penge på at målrette annoncer.
Ifølge NordVPN vil vejrapps sælge informationer om, hvor du arbejder, hvordan du pendler, hvem der er din læge og hvilket fitnesscenter du oftest besøger.
Når først vejrappsene har solgt dine data til en annoncør, er der ingen garanti for, at dine data ikke bliver solgt videre derfra, eller måske lækket, så alle kan få adgang til dem.
4. Et utal af spil
Spil er et fantastisk tidsfordriv, og der findes tusinder, hvis ikke millioner, af dem til smartphones.
Men en særlig type spil, nemlig dem hvor du spiller mod andre levende mennesker, ved langt mere om dig, end du måske tror.
Populære spil som 'Words with Friends' og 'Farmville' indsamler for eksempel absurde mængder af dine personlige data, blandt andet:
Brugernavn
Køn
Alder og fødselsdag
Email
Dine kontakter
Dit Facebook ID
En omtrentlig geografisk position
5. Den næste app, du downloader
I 2014 kom det frem, at den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA havde hacket det populære spil 'Angry Birds' for at hente data om spillerne. Udvikleren af spillet har siden forsikret, at sikkerheden i appen er blevet styrket.
I 2013 blev en populær lommelygte-app politianmeldt i USA, fordi den delte din position med tredjeparter - uden at brugeren af appen havde givet lov til det, eller for den sags skyld var blevet informeret om det.
Ovenstående eksempler viser, at du ikke kan vide dig sikker, uanset hvilket app du downloader. Selvom Google og Apple bruger masser af ressourcer på at identificere og fjerne ondsindede apps fra deres platforme, er der heller ikke nogen garanti for, at en app ikke i hemmelighed laver en opdatering, som indeholder ondsindet kode.
Prøv for eksempel at læse dette eksempel om en populær app, som bruger netop den metode.