ANALYSE: Dansk Folkeparti er et symbol på en tid. Men måske også en tid, der var. DF har altid forsvaret retten til at varetage sine vælgeres interesser. Før landets interesser. Nu er partiet blevet stort, men havnet i et dilemma:
Blev DF store på evnen til at være politisk tag-selv-bord eller fordi vælgerne protesterer over andre partiers dårlige varetagelse af landets interesser?
Middelklassens velfærdssamfund
I årevis har skiftende regeringer ført politik ved at varetage særinteresser.
På trods af, at politik er defineret af ønsket om at forme samfundet, har særinteresserne domineret den offentlige debat i ekstrem grad siden Anders Fogh Rasmussen indtog statsministeriet.
Med dygtigt lederskab iværksatte han en professionalisering af regeringsapparatet, der fuldstændig tilsidesatte samfundets interesser. Mest tydeligt står spindoktorernes professionelle varetagelse af ministrenes interesser over ministerområdets interesser. Læs bare Jesper Tynells bog Mørkelygten og blive trukket gennem en sort række af eksempler.
15 år med rå interesser
Sådan har dansk politik været i mindst 15 år, og det har påvirket os helt ind i folkesjælen. Vi lærte på den hårde måde, at egne interesser kommer først. Politik blev varetagelse af særinteresser, mens samfundets interesser måtte forme sig af den sammenblanding af særinteresser, som ingen rigtig kunne eller ville overskue.
Ny regering
Vil du vide mere om den nye regering? Få overblikket lige her - og kig også tilbage på tidligere nye regeringer.
Arbejdsgiverne gik ensidigt hårdt til arbejdstagerne, fagforeningerne til arbejdsgiverne, mens særinteresser i øvrigt er gået hensynsløst hårdt frem for at varetage naturens, miljøets, ældres, handicappedes, lederes, iværksætteres, kapitalisters eller lønmodtagernes interesser.
Pyt være med sagligheden
Det afgørende har været at tage den nationale dagsorden, fremme den ensidige argumentation og sikre penge, opbakning og støtte. Sagligheden, velovervejede beslutninger, helheder og sund fornuft blev alt for ofte ofre i det spil.
Den politiske debat blev også et offer. Ingen partier eller politikere kunne overleve perspektivering eller bare forsøg på oprigtig debat.
Velfærdsturisme. Østarbejdere. Kontanthjælpsmodtagere. Vækst. Afbureaukratisering. Privat velfærd.
Bang, så faldt simplicitetens hammer. Nuancerne blev ofre.
Sammen blev vi alle lige så stille lidt dummere.
Samlet opråb fra vælgerne
Nu har vælgerne sagt fra. Skabt et grødet Folketing med nye partier og markant efterlysning af forandring og fornyelse - Alternativet og Liberal Alliance står tydeligt for netop det, men på sin vis gør Dansk Folkeparti også.
Læs også: Alternativet kan blive Løkkes joker
DF’s valgresultat står som et opråb fra en samlet befolkning - nok blev landkortet tegnet gult centrale steder i landet, men DF er vokset markant langt ind i de store byer, så enhver snak om, at Danmark skulle være knækket over, holder ikke.
Tværtimod er valget snarere udtryk for, at Danmark står samlet om at sige fra overfor udviklingen, men samtidig fastholde det gode vi har. Vælgerne står groft sagt samlet om at efterlyse nye tider. Nye toner.
Lars og Mette har måske læst skriften
Det har dygtige politikere som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen måske opfanget bedre end de fleste. Begge taler de i brede, åbne vendinger om samarbejde, selvom de repræsenterer hver deres syn på den fremtidige udvikling af landet.
Mere af Nick Allentoft
Således er der rum for optimisme. Udsigt til et vendepunkt ikke alene for dansk politik, hvor opgøret med særinteresser måske er ved at slå rod, men for samfundet.
Et land, der i årtier har haft behov for at stå samlet selvom løsninger kan splitte i perioder. En velfærdsstat, der har alle muligheder for at gøre sig gældende på den globale scene, når vi finder fornuftens balance mellem et stærkt erhvervsliv og en altafgørende social tryghed.
Mette Frederiksen har behov for at slå rod som ny partiformand og udfordrer til den nye statsminister.
Lars Løkke er omvendt gået all in for at skrive sig ind i historien som den landsfader, han har brugt sit liv på at blive.
Begge skal altså levere resultater.
Samtidig har Kristian Thulesen Dahl, som vælgerne gav chancen, på sin vis smidt netop chancen, fordi Dansk Folkeparti måske aldrig har ønsket den. Måske blev DF bare for store for hurtigt.
Den situation kan skabe en ny tid i dansk politik.
