Så skete det igen. En kæmpe skandale, hvor millioner er tabt. Denne gang på Mai Mercados "vagt" i Socialministeriet, hvor en ansat gennem mere end 16 år tilsyneladende er lykkes med at stjæle 111 millioner. Det ramte kort efter hele satspuljeområdet, hvor et ukendt antal projekter og mennesker pludselig stod uden midler. Det var åbenbart den eneste måde, hvorpå styrelsen kunne få styr på tingene, og det er siden fulgt op ved at pålægge modtagere af puljemidler ekstra administration og kontrol selvom svindelen er foregået hos dem, der udbetaler.
Ugen efter fik skandalen om udbytteskat tilført et nyt niveau, da et internationalt mediesamarbejde afslørede, at finanstyveknægte i årevis har rippet statskasser i hele Europa for milliarder af kroner. Trods årtiers internationalt samarbejde mellem nationer, myndigheder, organisationer og politikere var det altså et samarbejde mellem medier, der skulle afsløre dette internationale netværk af kriminelle. Samme fremgangsmåde så vi med Panama-papers, der afslørede, hvordan virksomheder gør brug af skattely.
Mere af Nick Allentoft
Skandalen i Socialstyrelsen og afsløringen af det internationale netværk af udbytteskat-tyveknægte kom i umiddelbar forlængelse af Danske Bank-skandalen, der udover endnu et eksempel på en syg finanskultur, afslørede at statens kontrolmyndighed har svigtet gennem flere år. Det kompenserede Finanstilsynet så ved at afvise at godkende bankens bud på en ny topchef.
I kontrolsamfundet er det medier, der afslører skandalerne
Skandaler er langt fra nyt. Det nye er, at de udgør enorme ubegribelige summer og størrelse samt ofte bliver afsløret af medier frem for alle de mange kontrolmyndigheder og funktioner, som samfundet er indrettet med.
I eksemplet med satspuljesvindelen har politikere og embedsværk kendt til rod i årevis. Tidligere ministre fandt for få år siden sammen om et forslag om at nytænke hele socialområdet. Pligtskyldigt har ministre og embedsværk taget kritikken til efterretning og iværksat forskellige løsrevne indsatser for at rydde op.
I eksemplet med Skat slap topchefen afsted med at "påtage sig ansvaret" gennem mere end et år mens Berlingske afslørede det ene svigt efter det andet, før topchefen så blev fyret.
I skandalen med udbytteskat kan offentligheden måbende konstatere, at plusser og minusser i finansregnskaberne åbenbart ikke er vigtige. Mens Skat på det ene kontor sendte milliarder afsted til svindlere og bedragere, havde et andet kontor ansvaret for at kræve pengene ind. Ingen overvejede tilsyneladende, at udbetalt udnytteskat vældig gerne skal være mindre end opkrævet udbytteskat.
Måske skal vi gribe til innovationsministerens egne ord, at "gør vi som vi plejer, så får vi det vi plejer," og derfor stille spørgsmålet, hvad der egentlig ligger bag, når vi igen og igen er vidner til absurd store skandaler. Hvad er det der sker?
Her kan en anden skandale hjælpe med at belyse, hvad der egentlig sker mens en skandale slår rod og langsomt vokser.
Skandalens anatomi
Mennesker, der læser Statsrevisorernes beretning om den skandaleombruste Sundhedsplatform, vil sandsynligvis tage sig til hovedet. Som i skandalen med Skat har offentligheden været vidne til et løb væk fra den almindelige sunde fornuft. Med beretningen, der kom før sommerferien, kan vi læse om svært forståelige beslutninger i en 36-siders gennemgang af det, mange kalder danmarkshistoriens største IT-skandale. Et citat:
"Undersøgelsen viser, at der ikke foreligger beregninger eller analyser, der er med til at dokumentere forudsætningerne og antagelserne bag de planlagte gevinster i Region Hovedstadens businesscase. Regionen har fx ikke udarbejdet analyser eller målinger for ændrede arbejdsgange, der beskriver udgangspunktet og det forventede slutscenarie, og som dermed danner grundlag for at estimere gevinsterne. Det er derfor uklart, hvad der ligger til grund for de gevinstestimater, der er indregnet i businesscasen." (se flere nederst)
Afsnit for afsnit afdækker beretningen, hvordan væsentlige forudsætninger undervejs blev ændret, muligheder for at sende ansvaret til leverandøren flere gange blev annulleret og den grundighed, man med rette kan forvente af en stor offentlig myndighed, blev håndteret slapt og uansvarligt.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Skandaler bliver jævnligt demonstrationer af, hvordan den demokratiske sikring bliver slukket. Altså den glimrende funktion, at et repræsentativt udsnit af befolkningen gennem politikerne bruger den sunde fornuft og sætter hælene i overfor en udvikling, der langsomt men målrettet tager beslutningskraften ud af hænderne på politikerne og tillader en skandales fødsel. Man kan pege på to kritiske demokratiske forhold, der spiller ind ved skandaler:
- Fokus handler om at kunne undgå ansvaret senere: Nogen "påtager" sig ansvaret (men kun i ord) mens andre meget ansvarligt lover at "løfte opgaven" med at rette op (men kun i ord, for andre skal gøre arbejdet). I skandalen om satspuljerne sidder man netop med det indtryk, når man læser den tidligere direktør, Knud Aarups, undren over, at ansvaret for puljestyring blev flyttet fra ministeriet til Socialstyrelsen på et tidspunkt, hvor styrelsen stod i et ledelsesmæssigt vakuum.
- Politik og forvaltning spiller hinanden dårligere (de burde se relationen som en mulighed for selv at blive dygtigere). Skandalen om Sundhedsplatformen er et glimrende eksempel her. Politikerne spilles dårligere, fordi de mere eller mindre tvinges til at stå på forvaltningens indstillinger, mens forvaltningen bliver ringere, fordi politikerne lader den stå med hele ansvaret for beslutningerne - det man kan kalde den demokratiske sikring bliver slukket.
Ansvar er blevet noget, man taler om, mens det er vanskeligt at se politikere og embedsværk handle derefter.
Læs også: Sundhedsvæsnets IC4-skandale
En anden populær måde at vise handlekraft på kommer til udtryk, når politikere skal "løfte en opgave" eller har nedsat et udvalg, der skal "løfte opgaven" med at udrede en skandale eller undgå ditto. Det er noget sludder, som dækker over manglende interesse for sagen. Hvis man vitterligt løfter noget risikerer man at komme til skade, men billedet af at nogen løfter er smukt. Ofte taber de ansvarlige opgaven undervejs, for ingen kan naturligvis løfte en opgave. En opgave skal løses eller udføres, og løfter man, er der risiko for skader. Ingen af parterne ønsker skader.
Ansvaret forsvinder med den sunde fornuft
Vælgere og ansatte står forundrede og fortabte tilbage mens skandalerne langsomt vokser, indtil en topleder eller politiker vælter. Den almindelige sunde fornuft tilsiger, at man vitterligt forsøger at finde årsagerne til skandalen, men når ansvaret kastes rundt, forsvinder fokus på årsagerne. I stedet ender fokus med at handle om regler og styring og kontrol, hvorefter de ansatte i systemerne skal håndtere endnu mere kompleksitet.
En forklaring på den tilstand har været debatteret i årevis, nemlig at forholdet mellem forvaltning og politikere er gået i stykker. Det kan man eksempelvis læse om i bogen "Ansvaret, der forsvandt" (anmeldt her) af Tim Knudsen og Pernille Boye Koch eller i Bo Smidt-udvalgets rapport om Embedsmanden i det moderne folkestyre.
Den lette forklaring sender ofte skylden for den tilstand til djøfferne og den såkaldte djøfisering, men politikernes ansvar og rolle er både central og væsentlig. Vores samfundsmodel er jo bygget på demokrati og her er politikerne de øverst ansvarlige - også selvom der er opstået en snigende fornemmelse af, at politikere bare er en slags bestyrelser, der vedtager de forslag, som kommer fra forvaltningerne.
Læs om skandalerne
Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.
Man kan således med rimelighed forlange en dybere politisk refleksion over, hvordan - og hvorfor - folkevalgte lader stå til mens den almindelige sunde fornuft bliver sat ud af kraft og forvaltningernes indstillinger bliver grundlag for al politisk drøftelse. Politikere stiller i hovedreglen spørgsmål for at få belyst en sag, men forvaltninger forholder sig mange steder til disse spørgmål som manglende forståelse af en sag. Der findes steder, hvor forvaltningerne respekterer og bruger politikerne kvalificeret og der findes politikere, som har pondus og vedholdenhed til at udfordre forvaltningerne, men det er som om der bliver færre af dem. Som om det handler om noget helt andet, som Pernille Schnoor påpegede, da hun for nylig satte ord på, hvorfor hun forlader politik.
Demokratisk nedtur
Målinger både nationalt og internationalt viser, at tilliden til demokratiet er faldende. Det samme er troen på, at politikere er de rette til at løse samfundets udfordringer. Demokratiet som samfundsmodel er med andre ord udfordret.
Derfor er der behov for en grundig debat om, hvordan politikere igen får en rolle som den kvalitetssikring, der burde være indbygget i vores demokrati. Denne sikring burde være demokratiets styrke og i praksis betyde, at forvaltning og politikere har et ønske om at "spille hinanden bedre" som en fodboldtræner ville sige til sine spillere. Man spiller hinanden bedre ved at anerkende egne svagheder og se andres styrker - ikke ved at forebygge, at andre afslører dine svagheder.
I årevis har der været debat om forholdet mellem embedsværk og politikere. Det er der selvfølgelig, fordi der er noget galt. Det foreløbige svar fra Finansministeriet var et kodeks, som mindede embedsmanden om at følge loven og tale sandt. Det er pligtsludder, som ingen forskel gør i hverdagen. Måske snarere tværtimod.
Nu må debatten komme om, hvordan vi løser denne demokratiske knude, der grundlæggende truer vores tillid til myndighederne under et, som også statsministeren pegede på for nylig i forbindelse med en konference om korruption.
Der er tale om en udvikling over årtier, hvor demokratiet er sandet til primært fordi forvaltning og politikere er smeltet sammen i en afmagt overfor kompleksitet og bureaukrati. Politik er blevet en karriere, hvor visse ministerposter gives for at modne et talent, og topledelse i embedsværket i stigende grad handler om at tilfredsstille og skærme sine politikere, mens man overlader fagligheden til ledere på lavere niveau. Forvaltning er blevet et spørgsmål om at håndtere bureaukratiet og tro på regler og styring som vejen til det perfekte samfund. Ansvaret forrykker nedad, indtil ingen længere har det.
Den kritiske demokratiske kontrol, som for vælgerne er vores sikring mod systemers magt, bliver sat ud af kraft. Når skandalerne ruller, placerer kommissioner, advokatundersøgelser, statsrevisorer, rigsrevision eller ombudsmand et større eller mindre ansvar - nå ja, ofte intet personligt ansvar, men en grundig redegørelse, der viser, hvor nogen med ansvar kunne have gjort noget andet, men at alle i den konkrete skandale er ansvarsfri, fordi der var mange (eller ingen) om ansvaret. Mens undersøgelserne står på, fortsætter en stoleleg, hvor lederne i toppen af samfundet skifter stillinger jævnligt. Det ene øjeblik topembedsmand eller toppolitiker i et ministerium, det næste leder af en interesseorganisation. I øvrigt er det vanskeligt at se forskel på politikere og embedsmænd i det spil. For nogle år siden hoppede daværende departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad til toppen af Dansk Industri. Senest har konservative Brian Mikkelsen skiftet erhvervsministerposten ud med en stilling som direktør hos Dansk Erhverv, ligesom Karen Hækkerup sprang fra Justitsministeriet til Landbrug & Fødevarer i 2014.
Demokratisk krise
Intentionen med at skabe et civiliseret samfund, hvor borgerne tillidsfuldt overdrager folkevalgte politikere ansvaret for at omfordele halvdelen af landets økonomi gennem fællesskabet, er sandet til i karrierer, pligtsludder, konsulentrapporter og manglende samfundsansvar. Den almindelige sunde fornuft er sat ud af kraft. Demokratiet er blevet en sæbeopera med borgerne som tilskuere.
Det er i sidste ende politikerne, der har ansvaret for vores fælles myndigheder og institutioner. De repræsenterer vælgerne - folket - og skal varetage samfundets interesser. Man kan naturligvis argumentere for, at det er vælgerne, der sammensætter de politiske forsamlinger. Problemet med det argument er, at vælgerne skal have noget at vælge, og når udviklingen reelt set er sket over flere generationer - måske siden Jordskredsvalget i 1973 - bliver demokratikrisen hverdag mens samfundet går videre.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Så hvad gør vi? Hvordan kan der atter komme sund fornuft ind i administrationen af vores systemer?
Måske er der brug for et opgør med kompleksitet i stedet for en konstant tale om kompleksitet. Måske handler det helt enkelt om, at gøre det legitimt, at "række hånden op" når man er i tvivl. Måske skal ledere i højere grad opfordre deres medarbejdere - og iøvrigt også selv - til at række hånden op, når noget undrer. I 2015 var Finansministeriets svar på en række skandaler, at lave et kodeks for embedsmanden. "Du skal følge loven" og "du skal tale sandt" var to af syv nye pligter eller dyder, som den moderne embedsmand skulle uddannes til at følge.
Men et punkt manglede dengang, og er måske mere relevant end nogensinde: Sig fra, når der sker noget, du ikke forstår.
Gennem de senere års skandaler må masser af politikere undervejs have tænkt tanken, at der er noget galt. Ministre, folketingsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og byrådsmedlemmer må igen og igen have siddet med fornemmelsen af, at der er noget galt i den fremstilling af en sag, som har været foran dem. Så stiller de måske nogle spørgsmål, som ofte bliver hørt som forståelsesspørgsmål, og forvaltningen svarer tålmodigt og loyalt.
De politikere, der vedholdende spørger kritisk ind, risikerer at blive stigmatiseret som kværulanter. Ingen, der ønsker at blive taget alvorligt, drømmer om et stempel som kværulant, og derfor bliver de kritiske spørgsmål og den vedholdende interesse doseret for siden at fortone sig. Man ønsker ikke at være til besvær, og flertallet har jo allerede tilkendegivet, hvor beslutningen bærer hen.
På samme måde må masser af offentligt ansatte - menige og ledere - jævnligt sidde med en undren over det, der sker omkring dem. Tør de "række hånden op" når tvivlen eller manglende forståelse nager? Eller er man straks whistleblower, når man undrer sig højlydt?
Jamen, hvad så med borgerne. Vælgerne må da reagere?
Ja, vælgerne reagerer. Tilliden til myndighederne er faldende. Politikerleden stigende. Troen på demokratiet kritisk lav, imens bevidstheden om demokratiets vigtighed er ekstremt stor. Det viser flere undersøgelser og målinger.
Argumentet om, at vælgerne er de første til at sammensætte de folkevalgte forsamlinger i kommuner, regioner og folketing, fritager ikke politikerne fra at forholde sig til situationen. Måske tværtimod. For hvis først vælgerne beslutter, at demokratiet ikke virker længere, bliver tanken om, hvad der kommer i stedet, skræmmende.
Opgør med kompleksiteten
Med et komplekst samfund har vi efterhånden regler for alt. Hverdagen er styret af regler og rammer, men det tager også helt almindelig sund fornuft ud af den enkelte ansatte. Hvem tør "række hånden op" når der er regler for alt?
Kompleksiteten er en åben dør til kvikke svindlere og bedragere. Snydere og tyveknægte. De skal bare finde hullet i systemet, og så er der åben ladeport. Hvem tør rigtig tro på, at der er huller i et velfungerende system? Selv hvis der nu er, så er det nogle andre, der skal strikke en lap til hullet.
Hvis noget virker forkert, så har du sandsynligvis ret. Hvis din leder ikke vil lytte, så er din leder ikke sin løn værd. Så enkelt burde det være.
FAKTA: Her nogle citater fra Statsrevisorernes beretning om Sundhedsplatformen:
Fremhævninger i fed er redaktionens
"Region Hovedstaden har ikke udarbejdet analyser eller beregninger, der bidrager til at belyse, om den planlagte nedgang i aktiviteten var realistisk for ibrugtagningen af Sundhedsplatformen. Regionen vurderede i november 2017 – ca. 1½ år efter ibrugtagningen – at der stadig var en nedgang i aktiviteten på flere af regionens hospitaler. Dermed har der efter ibrugtagningen af Sundhedsplatformen været en længerevarende nedgang i hospitalernes aktivitet, som rækker væsentligt ud over de 3 uger, der var planlagt."
"Undersøgelsen viser, at der ikke foreligger beregninger eller analyser, der er med til at dokumentere forudsætningerne og antagelserne bag de planlagte gevinster i Region Hovedstadens businesscase. Regionen har fx ikke udarbejdet analyser eller målinger for ændrede arbejdsgange, der beskriver udgangspunktet og det forventede slutscenarie, og som dermed danner grundlag for at estimere gevinsterne. Det er derfor uklart, hvad der ligger til grund for de gevinstestimater, der er indregnet i businesscasen."
"Region Hovedstaden har data fra et dikteringssystem, der viser, hvor meget tid lægerne brugte på at diktere. Regionen har på den måde opgjort den tid, der kunne spares på at diktere. Regionen har ikke udarbejdet beregninger af, hvordan omlægningen af arbejdsopgaverne i øvrigt forventedes at påvirke medarbejdernes tidsforbrug, fx hvilke konsekvenser det ville få for lægernes produktivitet, at de skulle registrere i systemet."
”For at rejsen fra et startpunkt på hospitalerne til en slutdestination kan identificeres og måles, skal der være udarbejdet arbejdsgangsanalyser og besluttet gevinster, som skal indgå i implementeringen og forandringsledelsen.”
"Undersøgelsen viser, at resultaterne af den eksterne risikoanalyse ikke gav Region Hovedstaden anledning til at ændre tilgangen til arbejdet med gevinstrealisering. Dette til trods for, at resultaterne af risikoanalysen forelå over 1 år før ibrugtagningen af Sundhedsplatformen, og at regionen derfor havde mulighed for at inddrage resultaterne og anbefalingerne i det videre arbejde med gevinstrealisering i relation til Sundhedsplatformen. Regionen har oplyst, at rapporten blev præsenteret for programstyregruppen i maj 2015. Efterfølgende blev programstyregruppen orienteret om, at rapporten var et udkast, og at den endelige rapport ville blive fremlagt og drøftet på næste programstyregruppemøde. Regionen har oplyst, at det senere blev besluttet, at der ikke skulle arbejdes videre med udkastet til rapporten, men at regionen ikke kan dokumentere denne beslutning."
REGION HOVEDSTADENS TESTINDSATS
“...flere tests blev udført parallelt, og at flere tests først blev afsluttet i den uge, hvor Sundhedsplatformen blev taget i brug. Årsagen til udskydelserne var ifølge Region Hovedstaden forsinkede leverancer fra leverandøren.”
UDDRAG FRA TESTRAPPORTEN FOR PRCT-TESTEN
”PRCT testen er ikke sammenholdt med [det eksisterende systems] output, idet fokus for testen ændrede sig gennem testforløbet til at fokusere på at gennemføre testen i højere grad end at sammenligne afregnings output med de gamle systemer”.
RISIKO VEDRØRENDE MANGLER I TEST AF PAS
Beskrivelse af risikoen
”Tiden til at teste PAS er reduceret, fordi byg er udskudt (…). Endvidere er det kun planlagt, at testen skal udføres af AC’ere”.
Udvalgt behandling af risikoen
8. maj 2016
”På grund af den sene levering af udvikling og fejlrettelser, det meget sene tidspunkt for test af konvertering og LPR, så er der stadig stor risiko for, at systemet ikke er testet tilstrækkeligt til go-live. Risikoen er derfor stadig høj og kan ikke sættes ned”.
19. juni 2016
”[Efter ibrugtagningen den 21. maj 2016, red.] Systemet var på flere måder ikke testet godt nok (…). Risiko lukkes, da systemet er gået i luften”.
Kilde: Rigsrevisionen på baggrund af Region Hovedstadens risikoregister.
Den funktionelle kravtest
“Det fremgår af Region Hovedstadens kontrakt med leverandøren, at formålet med den funktionelle kravtest er at teste, om systemet opfylder regionens funktionelle krav til systemet, og om de enkelte funktionelle krav er testet. Ifølge materiale udarbejdet af Region Hovedstaden i januar 2016 var testen en forudsætning for at kunne acceptere leverancen og succesfuldt idriftsætte Sundhedsplatformen. Hvis testen ikke blev gennemført, var der ifølge regionen en risiko for, at Sundhedsplatformen blev taget i brug med mangelfuldt testede områder, hvilket i yderste konsekvens kunne kompromittere drifts- og patientsikkerheden.
Undersøgelsen viser, at Region Hovedstaden besluttede ikke at færdiggøre den funktionelle kravtest inden ibrugtagningen af Sundhedsplatformen. Beslutningen skyldtes ifølge testrapporten for den funktionelle kravtest mangel på resurser. (redaktionens fremhævninger)
Uddannelsesindsatsen
Der var kun 1 ud af 149 respondenter, som følte sig tilstrækkeligt rustet til at tage Sundhedsplatformen i brug. Dermed var der under 1 %, som følte sig tilstrækkeligt rustet, mod de 80 %, der var målet.
