Det kan godt være, at vi for det meste har fokus på krigen i Ukraine herhjemme, men selvom det igen er krig i Europa betyder det ikke, at der pludselig er fred alle andre steder.
Og netop nu er situationen i det afrikanske land Sudan ved at køre så meget af sporet, at Udenrigsministeriet opfordrer alle tilbageværende danskere i landet til at komme ud hurtigst muligt.
Så sent som i dag, onsdag, har Udenrigsministeriet oplyst til Ritzau, at der stadig er danskere i det konfliktfyldte land, og at der fortsat er enkelte muligheder for evakuering.
Situationen kan imidlertid hurtigt eskalere, og i den rejsevejledning om Sudan, som senest blev opdateret mandag d. 24. april, skriver Udenrigsministeriet da også:
"Sikkerhedssituationen i Sudan er fortsat yderst alvorlig, særligt i Khartoum. Er du dansk statsborger eller har fast opholdstilladelse i Danmark, opfordres du til at forlade Sudan, hvis det vurderes sikkert i forhold til dit eget opholdssted.
Det er din egen beslutning, om du ønsker at forblive eller forsøge at forlade landet. Alle registrerede på danskerlisten er blevet tilbudt evakuering.
Der er i dag fortsat enkelte evakueringsmuligheder, men vinduet lukker hurtigt, og der vil sandsynligvis ikke være flere muligheder herefter. Herefter har vi yderst begrænsede muligheder for at hjælpe yderligere. Evakuering sker for egen regning baseret på de faktiske omkostninger.
Giv snarest muligt besked til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7 på +45 33921112 eller [email protected], såfremt du fortsat opholder dig i Sudan og ønsker at komme ud."
Det handler konflikten om
I 2019 kuppede hæren i Sudan og den paramilitære gruppe RSF (Rapid Support Forces) præsident Omar Hassan al-Bashir, der havde siddet på magten i tre årtier.
Som følge af kuppet blev der dannet en overgangsregering med både militære og civile elementer, men i 2021 blev de civilie elementer smidt ud ved et nyt kup.
Siden har meldingen lydt, at man ville arbejde for at lave en overgang fra militærstyre til civilstyre til demokrati, men parterne er så uenige, at det nu er endt i en magtkamp med reelle militære handlinger mellem de to sider.
Et af de store stridspunkter er, at RSF skulle have været indlemmet i Sudan egentlig hær i forbindelse med overgangen til civilstyre. Hæren og RSF var imidlertid så uenige om, hvor hurtigt det skulle ske, at det nu har ført til kamphandlinger.
Den seneste tid har flere lande gjort en indsats for at få deres statsborgere ud af det krigshærgede land. For eksempel fragtede to militærfly 83 italienske statsborgere (og 13 andre statsborgere) ud af landet tidligere denne uge.