I byen Bakhmut i Donetsk-regionen bruger russiske tropper gas af ukendt oprindelse mod de ukrainske væbnede styrker.
Det fortæller ukrainske soldater i og omkring Bakhmut til Radio Liberty, som er en amerikansk finansieret radio, der skal fremme pressefrihed i en række lande.
"Situationen i Bakhmut er anspændt, adskillige mest kampklare enheder er blevet indsat rundt omkring i byen. Vi har bundet dem her, og de kan ikke flytte til andre områder," fortæller den næstkommanderende for den anden riffelbataljon af 93. brigade. Han optræder i interviewet under sit kaldenavn "Filosoffen".
Han tilføjede, at russiske styrker havde bygget meget smarte forsvars- og kampformationer i Bakhmut, så kampene var tunge. Russere udfører offensive aktioner i hele byen om natten og om dagen, ifølge "Filosoffen".
En eller anden form for klor
En luftforsvarssystemoperatør, der går under kaldenavnet "Bayraktar", tilføjede, at russiske tropper bruger en ukendt gas mod de ukrainske væbnede styrker.
"Der er stadig højhuse, og de bruger gasser her. For tre dage siden kastede de nogle bomber med bestemte gasser. En eller anden form for klor. Du sidder i kælderen og indser, at du ikke har nok luft, det er svært at trække vejret," beskriver "Bayraktar".
Det har ikke været muligt for Radio Liberty at bekræfte soldaternes udsagn, men hvis det viser sig at være sandt, vil det være et brud på en næsten 100 år gammel krigslov.
Efter 1. Verdenskrig blev gasangreb nemlig forbudt, og det forbud blev nedfældet i den såkaldte Geneve-konvention, der sætter rammerne for regler i moderne krigsførelse.
Den blev vedtaget i 1925, og faktisk blev konventionen respekteret i en sådan grad, at der eftersigende ikke blev brugt nogen former for gasangreb under 2. Verdenskrig.
Videoen herunder er Radio Libertys reportage fra Bakhmut. Det er på russisk, men mediet Ukrinform har gengivet dele af interviewet på engelsk.