Der er ikke meget, der kan få sindene i kog som et ægte rivalopgør i fodbold.
Hvad end det er på klub- eller landsplan kan man være sikker på, at hele atmosfæren både på og uden for banen vil være intens, og det er da heller ikke unormalt, at tingene ender med ballade både før og efter kampen.
Men det er vel trods alt de færreste, der ligefrem kan finde på at kidnappe modstanderholdet - efter kampen er blevet spillet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge TV 2.
Her er det, det handler om
Kampen var en del af kvalifikationen forud for VM i fodbold i 2026, og den endte 1-1, men det var det, der skete uden for banen efter slutfløjt, der for alvor har fået mange til at spærre øjnene op.
Ifølge Venezuelas udenrigsminister forhindrede Perus regering nemlig venezuelanerne i at tanke deres fly med det resultat, at spillerne ikke kunne komme hjem - og det er altså det, udenrigsministeren kalder en kidnapning.
Om det så faktisk er det eller ej, må være op til den enkelte at vurdere, men beskyldningerne mod Peru slutter bestemt ikke her.
Venezuelas spillere beskylder nemlig også Perus politi for at slå dem, efter spillerne var ude for at hilse på deres fans efter kampens afslutning.
Som bevis har en af spillerne for eksempel fremvist en bandage på højre hånd, som han, ifølge ham selv, bærer på grund af politiet vold.
Perus regering afviser
Ikke overraskende afviser Perus regering at skulle have beordret noget som helst, som skulle forhindre optankning af det venezuelanske fly.
Regeringen har i en udtalelse understreget, at man er i gang med at løse situationen hurtigst muligt, ligesom man også slår fast, at der var tale om kommercielle forsyningsrestriktioner, som staten ikke har nogen indflydelse på.
Det involverede flyselskab, Rutaca, fortæller, at flyets betragtelige forsinkelse var et resultat af sikkerhedskontrol af luftfarten.