En video fra et religiøst arrangement har nu fået den religiøse leder, Dalai Lama, til at komme med en offentlig undskyldning.
Under arrangementet d. 28. februar havde den religiøse leder en ukendt dreng siddende på sit skød, og det var den episode, der blev optaget.
Selve det med at have en dreng siddende på sit skød er nok ikke noget, særligt mange vil studse over, men Dalai Lama krammede og kyssede også drengen, ligesom han bad drengen sutte på sin tunge.
Og det har altså nu fået den religiøse leder til at undskylde for sin "legesyge" opførsel.
Artiklen fortsætter under videoen.
"Uskyldigt og legende"
Netop sekvensen, hvor Dalai Lama stikker tungen ud og beder drengen om at sutte på den, har fået internettet til at reagere, og episoden kaldes både "alarmerende" og "klam" på diverse internetfora.
Dalai Lama skriver selv i en udtalelse på Twitter, at der er tale om et eksempel på hans "legesyge" måde at møde omverdenen på.
"Hans hellighed ønsker at undskylde over for drengen og hans familie og over for hans mange venner forskellige steder i verden for den krænkelse, hans ord har forårsaget," hedder det i et tweet på Dalai Lamas officielle Twitter-konto.
"Hans hellighed driller ofte mennesker, han møder, på en uskyldig og legesyg måde – også foran snurrende kameraer. Han beklager denne hændelse," hedder det videre.
Har før trukket overskrifter
Dalail Lama, hvis borgerlige navn er Tenzin Gyatso, har generelt haft en tendens til at blive genstand for historier i medierne for andet end buddhisme og hans kamp for verdensfred.
Blandt andet sagde han i forbindelse med migrantkrisen i 2018, at det var bedst, hvis migranter vendte hjem, så Europa blev ved med at være "for europæerne".
Året efter sagde han i et interview med BBC, at hvis den næste Dalai Lama skulle være en kvinde, var det vigtigt, hun var "attraktiv".
Dalai Lama bor i dag i Indien, hvorfra han fortsat taler for rettigheder til det tibetanske folk.