Hjem, hospitaler og skoler i Ukraine er blandt den kritiske infrastruktur, der bliver beskudt og er hårdt ramt af luftangreb.
Ikke siden oktober 2022 har så mange civile i Ukraine mistet livet på én måned – FN melder om mindst 219 dræbte og 1.018 sårede civile i juli måned i år.
Angrebene påvirker også adgangen til elektricitet og vand, som er afgørende, når vinteren sætter ind. Over tre millioner mennesker i områder ved frontlinjen har akut brug for humanitær bistand, og enhver yderligere eskalering kan føre til øget fordrivelse og pres.
Dansk Flygtningehjælp (DRC) advarer om, at den kommende vinter forventes at blive særligt hård for ukrainere, der allerede kæmper med mangel på strøm og husly. Det er de særligt sårbares behov, Dansk Flygtningehjælp prioriterer, herunder de børn, kvinder og mænd, der bor på herberg og i andre fællesskaber.
Varmeapparater og isoleringsmaterialer er noget af det, vi deler ud for at hjælpe dem gennem de kolde måneder, der venter forude.
For de mest udsatte er fortsat støtte afgørende
Dansk Flygtningehjælp understreger det kritiske behov for vedvarende international finansiering for at håndtere krisen i Ukraine.
Fortsat økonomisk støtte er afgørende, hvis de 8,5 millioner mennesker påvirket af krisen i Ukraine skal have hjælp. Ifølge FNs seneste vurdering kræver det 3,11 milliarder amerikanske dollar.
"Den humanitære situation i Ukraine bliver mere og mere alvorlig," siger DRC's generalsekretær Charlotte Slente, som rejser til Kiev, Kharkiv og Donetsk oblast torsdag den 15. august indtil den 23. August:
"Når vinteren nærmer sig, skal vi fortsætte med at støtte dem, der er hårdest ramt af konflikten. Vi opfordrer på det kraftigste det internationale samfund til at forblive fokuseret på Ukraine og sikre, at de nødvendige ressourcer er tilgængelige for at imødekomme de presserende behov for millioner af mennesker."
Dansk Flygtningehjælp fortsætter vores arbejde med at hjælpe det ukrainske folk gennem vinteren. Og er fortsat fortaler for international støtte til at håndtere den eskalerende humanitære krise.
Dansk Flygtningehjælp arbejder på tværs af Ukraine og har næsten 800 medarbejdere på 10 kontorer over hele landet fra vest til øst, der yder daglig støtte i områder kun få kilometer væk fra frontlinjen.