I går, mandag d. 20. januar 2025, blev Donald Trump taget i ed som præsident nok en gang, og der gik ikke lang tid, før de første præsidentielle dekreter var blevet underskrevet.
Et dekret er en juridisk beslutning/ordre, som præsidenten kan udstede, forudsat at dekretet ikke forsøger at omgøre en beslutning, der er taget i kongressen.
Et af de dekreter, Trump underskrev natten til tirsdag dansk tid, var, at et barn født i USA ikke længere er berettiget til automatisk at få amerikansk statsborgerskab.
Og det dekret har nu resulteret i et søgsmål.
Det skriver Reuters.
I strid med konstitutionen?
Helt konkret betyder Trumps dekret, at den amerikanske stat ikke længere vil give statsborgerskab til børn født i USA, medmindre mindst en af forældrene er amerikansk statsborger eller har permanent opholdstilladelse.
Og den beslutning er i strid med den amerikanske forfatnings artikel 14 omkring statsborgerskab, mener blandt andre borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union, ACLU.
Direktøren for ACLU, Anthony Romero, siger i forbindelse med søgsmålet, at det af nægte et barn statsborgerskab ikke bare er i strid med forfatningen, men at det også er hovedløst og ubarmhjertigt.
Andre dekreter
Trump har i løbet af natten til tirsdag dansk tid underskrevet mere end 70 dekreter, og der er nogle ganske bemærkelsesværdige iblandt.
For eksempel har Trump trukket USA ud af World Health Organization, WHO, fordi han mener, USA giver for mange penge til organisationen i forhold til, hvad USA får igen, ligesom han også kritiserer WHO's håndtering af Covid-19-pandemien.
Derudover har Trump også proklameret, at han vil trække USA ud af Parisaftalen, der blev set som en ambitiøs klimaplan, da den blev underskrevet i 2016.
Han har også underskrevet et dekret om, at der, i den amerikanske stats øjne, kun findes to køn, ligesom han også har annulleret en række sanktioner rettet mod Israel på baggrund af Israels bosættelser på Vestbredden.