Mandag morgen affyrede Rusland ballistiske og krydsermissiler mod Kyiv.
Angrebet blev opfanget af byens luftforsvarssystem, men fragmenter af de eksploderede missiler er faldet ned over Kyiv.
Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor, som organisationen deler med Kirkens Nødhjelp fra Norge, er en af de bygninger, der er blevet ramt.
Der er ikke nogen tilskadekommende, men bygningen er stærkt beskadiget.
Forhindrer ikke videre arbejder
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, siger:
“Folkekirkens Nødhjælps kontor i Kyiv er blevet ramt i nat, og der er store ødelæggelser på bygningen. Men der er heldigvis kun tale om materielle skader, og alle vores medarbejdere er i god behold og ved godt mod. Vi er i tæt dialog med dem.”
”En ødelagt bygning i Kyiv forhindrer os ikke i at fortsætte vores nødhjælps- og genopbygningsarbejde."
Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Nødhjelp har fælles kontor og nødhjælps aktiviteter i Ukraine. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med genopbygning, herunder minerydning, i det østlige Ukraine. Særligt i Mykolaiv bidrager Folkekirkens Nødhjælp til at genopbygge infrastruktur og hjælper lokale samfund med at komme på fode.
Omfanget af skaderne på bygningen er i gang med at blive vurderet. Området omkring kontoret er i øjeblikket afspærret af brandvæsnet og politiet.