Tirsdag mødtes repræsentanter fra USA og Rusland til et møde i Saudi-Arabien.
Selvoim der ikke er sluppet meget ud fra mødet, er der stor enighed om, at Ukraine har været på dagsordenen - et faktum, ukrainerne selv har kritiseret, når de ikke engang var inviteret med til mødet.
Donald Trump gik til valg på at afslutte krigen i Ukraine hurtigt, og derfor spekuleres der også i, om mødet også indeholdt forhandlinger om en fredsplan mellem Rusland og Ukraine.
Men hvis det har været tilfældet, er spørgsmålet om nogen af parterne vil være villige til at indgå i en fredsaftale.
Ukrainerne har sagt, at de aldrig vil acceptere en aftale, der bliver lavet uden om dem, og Rusland står stejlt på, at Ukraine for eksempel aldrig må blive medlem af NATO.
Men er Putin overhovedet interesseret i fred?
Vil kontrollere hele Ukraine
Ifølge den amerikanske tænketank, Institute for the Studi of War (ISW), er der nemlig ingen tegn på, at Putin vil give Ukraine nogen særlige indrømmelser i tilfælde af fredsforhandlinger.
Tværtimod lyder vurderingen fra tænketanken, på baggrund af efterretninger, at Putin stadig ønsker at kontrollere hele Ukraine og altså ikke kun de områder, Rusland har annekteret.
Der er heller ingen tegn på, at Rusland har i sinde at trække tropper hverken ud af Ukraine eller væk fra vestfronten i Rusland.
Kan bruges til at omgruppere
I stedet peger tænketanken på, at Putin kan have en fordel i at gå med til en våbenhvile for at give sit militær en pause fra kamphandlingerne.
Det vil kunne give de russiske styrker mulighed for at omgruppere, træne og opruste, og så er der ingen garanti for, at krigen ikke bryder ud igen med fornyet styrke.
Tænketanken vurderer desuden, at Putin stadig ser det russiske militær som overlegent i forhold til Ukraine og Vesten.