Foto: UNICEF Danmark
Foto: UNICEF Danmark

Auktion til fordel for børn: Du kan blive ejer af en signeret landsholdstrøje fra aftenens kamp

Underholdning

17/11/2023 09:38

J. Bøgen

Pengene går til at hjælpe børn i verdens konfliktområder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I aften, altså fredag d. 17. november, står herrelandsholdet over for Slovenien i en afgørende EM-kvalifikationskamp på hjemmebane. Med en sejr vil de danske fodboldherrer få billetten til næste sommers slutrunde i Tyskland.

Og spillernes trøjer fra den afgørende kamp bliver mere end et håndgribeligt bevis fra en spændende aften i Parken. Hele truppen har nemlig valgt at signere og sætte deres matchworn trøjer på auktion til fordel UNICEF.

Dedikerede landsholdsfans kan altså få fingrene i de helt unikke landsholdstrøjer og samtidig støtte de mange børn, som lige nu er fanget i katastrofer, krig og konflikter.

Hele overskuddet fra auktionen går til UNICEF’s arbejde for børn, som har akut behov for humanitær hjælp i Mellemøsten og andre af verdens brændpunkter.  

Kampens kaptajn, Kasper Schmeichel siger på vegne af hele holdet:

”Det er forfærdeligt at følge de konflikter, der udspiller sig i eksempelvis Mellemøsten og andre brændpunkter i verden, og det er hjerteskærende, hvor mange børn, der har brug for hjælp. Vi håber, at vi ved at bortauktionere vores kamptrøjer kan gøre bare en lille forskel for de uskyldige børn, som er fanget i krig og katastrofer.”

Historisk antal kriser

Verden befinder sig i et historisk sammenløb af kriser, hvor rekord mange børn har brug for humanitær hjælp og støtte. UNICEF anslår blandt andet, at flere end 400 millioner børn lige nu lever i områder, som er ramt af krig og konflikt. Herudover er tæt på 40 millioner børn fordrevet fra deres hjem.

Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark siger på vegne af UNICEF og børnene:

”I krig og katastrofer er børn altid de mest sårbare. Lige nu oplever UNICEF et enormt behov for at yde humanitær hjælp og beskyttelse til børn og deres familier. De seneste billeder og historier taler sit tydelige sprog. Vi er derfor rigtig glade for, at Herrelandholdet er med til at hjælpe og støtte vores akutte indsatser. Jeg ved, at overskuddet fra auktionen af spillernes trøjer kommer til at gøre en kæmpe forskel for rigtig mange børn og familier”.

Auktionerne er åbne for bud

Herrelandsholdet spiller i aften kl. 20:45. Kampen vises på TV 2.

Auktionen åbnes to timer inden kampstart, hvorfor du fra klokken 18:45 byde på spillernes trøjer på LIGE HER: https://www.odendo.dk/Herrelandsholdet

Auktionen varer frem til fredag den 24. november. Auktionerne af de enkelte trøjer lukker på forskellige tidspunkter i løbet af fredag aften.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.