Når jeg, som kommunalordfører, bevæger mig rundt i landet og tager temperaturen på den kommunale sektor sammen med borgmestre og gruppeformænd, er der tre fortællinger, der går igen:
-
Som medarbejder oplever man ikke at kunne komme godt nok omkring den ældre, barnet eller den syge.
-
Som borger oplever man ikke at passe ind i de tilbudte pakker og tilbud.
-
Som pårørende oplever man at være i vejen for medarbejderen/systemet.
Det er groft skitseret. Men suppleret med fortællinger om, at de private tilbud er bedre end de offentlige, efterlader det let et billede af en offentlig sektor, der er trængt op i en krog.
Den offentlige sektor har ganske enkelt fortjent bedre. For vi har fortsat den stærkeste samfundsmodel, verden har set: Offentlige skoler, børnehaver, ældrepleje og et stærkt sundhedsvæsen, der er for os alle, når vi har behov.
Coronakrisen har ikke bare vist os, at vores velfærdsmodel er bomstærk. Den har også vist, at vi danskere bakker op om samfundsmodellen og vores velfærdssamfund. Vi danskere har nu i over et år levet isoleret og med afsavn for at passe på de svageste og vores fælles sundhedssystem.
Samtidig har den offentlige sektor vist, at siloer og vaner kan lægges ned, når det er påkrævet. Velviljen til at løse ting i fællesskab står bøjet i neon. Og måske det vigtigste: Når den enkelte medarbejder sættes fri af bureaukratisk styring og selv finder løsninger, er handlekraften enorm.
Sammenholdet, tilliden til hinanden, tilliden til systemet og energiudladningen er – trods den triste baggrund – det bedste udgangspunkt, vi kan tænke os for at skabe en offentlig sektor med det ry, den fortjener.
Regeringen har med Udligningsreformen, de seneste finanslovsaftaler og kommuneaftalerne skabt et økonomisk fundament under velfærden. Velfærden er blevet løftet med flere milliarder kroner.
Nu er tiden kommet til sammen at skabe mere nærhed i den offentlige sektor. Nærhed der betyder, at medarbejderne oplever deres faglighed sat i spil, at brugere og borgere oplever at blive lyttet til og taget alvorligt, og at pårørende oplever at blive set og hørt som de mennesker og medspillere i borgerens liv, de er.
De foregående årtier har den herskende New Public Management-tankegang betydet kontrol og mistillid til, at det offentlige kunne levere. Det har igen betydet detailstyring i en grad, der har flyttet fokus fra kerneopgaven. Den nyeste forskning viser, at medarbejdernes mulighed for at planlægge og tilrettelægge opgaverne samt det, at de har få og klare mål, giver større arbejdsglæde, større engagement og bedre mulighed for, at kerneopgaven løses.
Men det kræver, at både lokalpolitikere og måske også nogle højere ledelseslag tør slippe foden fra detailstyringspedalen og i stedet lede medarbejderne ved at gøre dem mere selvstyrende.
Lad os tage vare på ledelsen af vores fælles kommunale velfærd på præcis den omsorgsfulde måde, som vi som borgere gerne vil mødes med den dag, vi har brug for fællesskabet: med inddragelse og respekt.
