Furesø går forrest: Laver Danmarks første faste innovationsudvalg

Politik

10/05/2018 12:51

Paul Sauer

Som den formentlig første kommune i Danmark har Furesø lavet et stående innovationsudvalg. Udvalget skal bl.a. være med til at finde løsninger på kommunens velfærdsudfordringer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et helt nyt udvalg har set dagens lys i Furesø Byråd. Som den formentlig første kommune i Danmark har Furesø lavet et stående udvalg for digitalisering og innovation.

Meningen er, at udvalget skal finde nye udviklingsveje og innovative løsninger på velfærdsområdet og nogle af områdets udfordringer, forklarer formand for udvalget og viceborgmester i Furesø Kommune Lars Carstensen (K):

Temaside om Innovation

Vi samler alt indhold om innovation på en temaside. Find den her.

"Vores primære opgave i udvalget er at være en motor, der driver innovations- og digitaliseringsprocesser i kommunen i samarbejde med fagudvalgene. Det er et meget bredt område, for det betyder, at vi i virkeligheden har hele kommunens virksomhed som spilleplade. Det handler om at få innovation bragt i højsædet og gøre det okay og lovligt at lave innovation i kommunen – også selvom noget af det kan fejle," siger han.

Vigtigt signal at sende

En række andre kommuner har i de senere år forsøgt sig med innovationsudvalg som midlertidige §17,4-udvalg. Blandt andet Vejle Kommune, der i 2014 nedsatte et "undringsudvalg", der i samarbejde med private virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal nytænke kommunen og hjælpe med at finde nye muligheder.

Et §17,4-udvalg er et midlertidigt politisk udvalg og har som udgangspunkt kun rådgivende eller forberedende karakter.

I Furesø Kommune er Udvalget for Digitalisering & Innovation en del af den seneste konstitueringsaftale og er samtidig ligestillet med kommunens øvrige fagudvalg. Og det er et vigtigt signal at sende, mener Claus Holm, chef for Udvikling og Kommunikation i Furesø Kommune:

Stor politisk pondus

"Det giver stor gennemslagskraft og stor politisk pondus, at vi har et udvalg, der udelukkende har til opgave at arbejde systematisk med digitalisering og innovation. Det er et enigt byråd, der står bag, og med det nye udvalg får vi på en helt anden måde tid og kræfter til at finde ud af, hvordan vi kan gøre tingene smartere og bedre – til glæde og gavn for både vores borgere og medarbejdere," siger Claus Holm.

Han forklarer, at innovationsudvalget især skal beskæftige sig med nogle af de udfordringer på velfærdsområdet, Furesø Kommune står overfor.

Læs mere fra COI

Center for Offentlig Innovation deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs mere fra COI lige her.

Vil du også præge den offentlige debat, så bliv redaktør for eget indhold så kontakt os.

"Ligesom andre kommuner står vi over for nogle gedigne velfærdsudfordringer. Der er demografien – vi bliver flere og flere ældre. Så er der inklusionen på skoleområdet, hvor vi bruger stadig flere penge uden for normalområdet, og unge og marginaliserede borgere, der står uden for arbejdsmarkedet. Der er nogle reelle udfordringer, vi skal have fundet løsninger på, og som kræver, at man tænker nyt og går i samarbejde på tværs af forvaltninger," siger Claus Holm.

Træder helt nye veje

Det nye innovationsudvalg skal mødes en gang om måneden og fremlægger onsdag den 9. maj de foreløbige pejlemærker for dets arbejde.

Borgmester i Furesø Kommune Ole Bondo Christensen (S) forklarer, at man bevidst valgte at træde helt nye veje, da man etablerede det stående udvalg.

"Vi skal hele tiden arbejde for at udvikle den kommunale service til gavn for de borgere, vi er sat i verden for at betjene. Alle skal med, og alle skal bidrage. Det betyder, at medarbejdere, borgere og alle byrådets fagudvalg skal samarbejde om at forbedre vores service over for borgerne. Værktøjerne er mange. Men det samlede mål er at skabe sammenhængende løsninger med størst mulig værdi for borgerne inden for færrest mulige ressourcer," siger han.

Viceborgmester Lars Carstensen er enig. Han forklarer, at et stående innovationsudvalg giver nogle helt unikke muligheder:

Idéer skal komme nedefra

"Det her er jo ikke en proces, hvor vi kan sige, at nu bruger vi et halvt eller et helt år på at lave innovation og digitalisering, og så er vi færdige. Vi bliver aldrig færdige med at gøre tingene bedre. Innovation er en kontinuerlig proces, som aldrig slutter, fordi den ene forbedring typisk også bygger fundamentet for den næste. Derfor giver det heller ikke mening for os at lave et §17,4-udvalg," siger viceborgmesteren.

Han forklarer, at innovationsudvalget som udgangspunkt ikke selv vil fremføre de projekter, der skal igangsættes. Derimod skal udvalget fungere som "inspirations- og systematiseringsenhed" for medarbejdere og politikere i resten af kommunen:

"Vi har selvfølgelig selv et langt idékatalog. Men som udgangspunkt vil vi meget hellere have, at idéerne er forankrede i forvaltningen eller hos nogle borgere eller politikere, så de kan spire op nedefra og blive til konkrete initiativer. Jeg synes ikke, vi skal sidde og diktere, hvordan kommunen skal innoveres eller digitaliseres. Vi skal inspirere, systematisere og evaluere. Men idéerne skal komme udefra, så vi kan træffe beslutninger på baggrund af dem," siger Lars Carstensen.

Skal være lovligt at fejle

Udvalget for Innovation & Digitalisering har fem medlemmer, som alle har givet hinanden håndslag på at give arbejdsro til at prøve ting af. Og det er vigtigt, at det er muligt at igangsætte eksperimenter, som man ikke på forhånd kender resultatet af, understreger Lars Carstensen:

"Idéen er, at det skal være lovligt at sætte en proces i gang, som kan fejle. Og hvor vi er nødt til at lave den om, før det bliver godt. Den risikovillighed skal der simpelthen være," siger han.

Chef for Udvikling og Kommunikation i Furesø Kommune Claus Holm glæder sig over den politiske vilje til at fokusere på innovation. Han mener, at etableringen af det nye innovationsudvalg peger fremad:

"Det er i virkeligheden ret epokegørende. Det er første gang, politikerne på den måde er gået sammen om at satse på innovation. Der ligger et stort arbejde i at finde nye, gerne mere enkle veje og innovative løsninger, der skaber værdi, og der ligger også et politisk mod i at sige: Nu dedikerer vi os til at prøve noget af ude i virkeligheden, som vi ikke ved så meget om, men som vi kan lære af. Det er super fint at have forvaltninger, der er kreative – men at have politikerne med, det er jo fantastisk skønt," siger han.

NYT INNOVATIONSUDVALG I FURESØ

  • Som den formentlig første kommune i Danmark har Furesø Kommune lavet et stående innovationsudvalg.
  • Udvalget for Innovation & Digitalisering er en del af den seneste konstitueringsaftale og har fem medlemmer.
  • Meningen er, at udvalget skal finde nye udviklingsveje og innovative løsninger på velfærdsområdet og nogle af områdets udfordringer. Det skal ske ved at understøtte og inspirere kommunens øvrige fagudvalg.
  • Udvalget mødes som udgangspunkt hver måned men har også bedt forvaltningen om at udarbejde forslag til, hvordan der kan arbejdes med mere fleksible mødeformer. Det står i første omgang hele valgperioden ud.

OM INNOVATION

  • Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt af andre.
     
  • Værdien af offentlig innovation kan have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.
  • Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.
     
  • COI udgiver Innovationsbarometeret. Analyserne er baseret på en spørgeskemaundersøgelse udført i samarbejde med Danmarks Statistik. 2.363 ledere – fra hver 6. offentlige arbejdsplads – har deltaget. Danmark er det første land, der måler innovationen i den offentlige sektor. Inspirationen har været OECD-landenes målinger af innovationen i den private sektor.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.