Verdensmålene – realpolitik eller skåltaler?

I marts 2017 lancerede regeringen sin handlingsplan for FNs verdensmål. I handlingsplanen står, at lovforslag og andre tiltag i relevant omfang vil blive vurderet i forhold til verdensmålene. Til trods for sin egen hensigtserklæring nævner regeringen ikke verdensmålene i sine seneste store politiske udspil.

Det gælder f.eks. klima- og luftudspillet fra oktober 2018 og sundhedsreformen fra januar 2019. Og det gælder Hovedstadsplanen fra januar 2019, hvori det blot konstateres­, at planens initiativer ”bidrager til indfrielse af FN’s verdensmål”, men der står intet om hvordan. Hovedstadsplanen er ellers en vision for, hvordan hovedstaden skal udvikle sig frem til 2030 – samme år som verdensmålene skal være indfriet – og behandler emner som by- og erhvervsudvikling, vækst og mobilitet samt klimasikring og natur, der alle er en del af verdensmålene. Det lader således til, at regeringen har en plan, men ikke meget handling. 

Lokale løsninger
Det er da også lokalt, at verdensmålene bliver til konkrete løsninger og indsatser. Derfor spiller kommunerne en afgørende rolle for, hvordan Danmark kommer til at levere på verdensmålene. I kommuneaftalen for 2019 står der, at kommunerne gør en stor indsats for at implementere verdensmålene ved løbende at tænke bæredygtig udvikling ind i politiske tiltag, og at regeringen og KL er enige om at fortsætte og understøtte den positive udvikling. Der stilles dog ingen specifikke krav til kommunerne. Det er derfor op til hver enkelt kommune, om de tager opfordringen op.

Det har en del gjort – I hvert fald politisk. Over halvdelen af kommunerne har lavet en handlingsplan for, hvordan de vil implementere verdensmålene. Nogle har nedsat §17 stk. 4 udvalg, hvor eksperter, organisationer og lokale aktører sammen skal finde lokale løsninger. Andre bruger verdensmålene som en ramme om planstrategien. Og en enkelt har omdannet en tidligere politistation til et verdensmålshus. Der er således et stort politisk ønske om at arbejde med verdensmålene, men er der vilje til handling og prioritering?

Vi leverer på det, vi bliver målt på
Der kan være god økonomi i at tænke kommunale kerneområder sammen med bæredygtighed i et langsigtet perspektiv. Det gør kommunerne f.eks., når de sammen med forsyningsselskaber laver skybrudsløsninger, der håndterer regnvandet på overfladen i grønne rekreative løsninger, der også er mødesteder for mennesker og levesteder for dyr. Det fremmer mindst fire verdensmål på en gang og er ofte billigere end at lægge nye store kloakrør. 

I sådanne nye projekter, hvor der kan skabes en god businesscase ved at løse kerneydelsen på en bæredygtig og innovativ måde, er det nemt at prioritere bæredygtighed og tværfaglighed. Udfordringen bliver at implementere denne tankegang i driften og gamle systemer, der har virket i årtier, og som bliver målt efter kortsigtede new public management-mål.

I projekter og driftsområder, der først og fremmest bliver målt på at overholde tid og budget, vil der være en tendens til at spare de bæredygtige dele væk, der gør leverancerne komplekse og dyrere, når tiden og økonomien ikke slår til. For vi leverer på det, vi bliver målt på. Derfor skal vi opsætte mål for det, vi ønsker fremmet. Men det er lettere sagt end gjort, for der er en grund til, at de målbare mål i new public management har haft så stor effekt. Det er nemt og billigt at måle om budgettet og sagsbehandlingstiderne er overholdt, eller om et nyt system er implementeret. Men sådan kan man ikke måle bæredygtighed. Kommuner, der vil implementere verdensmålene, må i stedet opstille effekt(del)mål for de elementer, kommunen vil fremme og følge udviklingen over tid. 

Verdensmålene kalder på tværfaglighed
Oveni det svære med at måle effekter frem for leverancer kommer, at mange dagsordener under verdensmålene er komplekse med mange aktører og gensidigt afhængige faktorer. Nogle kan endda modarbejde hinanden. For eksempel skaber det jobs, vækst og (robust) infrastruktur, når Google bygger et datacenter i Danmark, men det har også et enormt energiforbrug, vi med verdensmålene skal nedbringe og gøre bæredygtigt. Verdensmålene er således en tværfaglig disciplin, der for mange kommuner forudsætter, at de internt arbejder mere tværfagligt og eksternt arbejder mere sammen med andre kommuner og civilsamfund. Det kan derfor også vise sig at være en hæmsko mere end en hjælp, at mange kommuner har udvalgt enkelte verdensmål i stedet for at arbejde med verdensmålene som et hele. 

F.eks. har KL ikke prioriteret bæredygtig energi (verdensmål 7) i sin handlingsplan, men til gengæld anstændige jobs og økonomisk vækst (verdensmål 8). I KLs optik bidrager Googles datacenter til at indfri verdensmålene, men er det reelt bæredygtigt?

For at realisere politikernes ambitioner med verdensmålene må kommunerne således arbejde med bæredygtighed fra flere perspektiver på tværs af organisationen på en gang. Det kræver medarbejdere og ledere, der evner at bringe aktører sammen, skabe fælles sprog og afstemme handlinger og normer for forskellige fagligheder og få folk til at investere i og prioritere samarbejdet – de såkaldte koblingskompetencer – hvor medarbejderne og lederne bliver målt på deres tværfaglige leverancer. 

Verdensmålene kalder på, at kommunale medarbejdere og ledere tilegner sig kompetencer til at arbejde tværfagligt med komplekse og dynamiske dagsordener. At kommunerne begynder at arbejde med flere bundlinjer i den kommunale administration. Bundlinjer der både favner de bæredygtighedsmål, som kommunen vil fremme, den tværfaglighed der er nødvendig for at komme i mål, og den tidshorisont der er nødvendig for, at effekterne materialiserer sig. Det er en stor opgave, der for at lykkes vil forandre måden, den kommunale såvel som offentlige sektor arbejder på. Forandringen eller bevægelsen er allerede i gang under overskriften ”Fra New Public Management til New Public Governance”. Spørgsmålet er, om verdensmålene er så stærk en dagsorden, at den får omstillingen til at slå igennem i styringen og praksis, eller om den vil forblive en skåltale på glittet papir.