Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Analyse af ny ordning: Fire ud af fem ledige kommer i beskæftigelse

Arbejdsliv

28/01/2025 08:15

J. Bøgen

De efterfølgende jobmuligheder er gode for de ledige, der tager en erhvervsuddannelse, mens de får dagpenge på en forhøjet sats, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). 78 procent af personerne, der indtil videre har gennemført en uddannelse på ordningen, er efterfølgende kommet i arbejde. Særligt social- og sundhedshjælpere er der kommet flere af.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er stor efterspørgsel på de ledige, der uddanner sig på 110-procents-ordningen. Særligt de nyuddannede social- og sundhedshjælpere er i høj kurs. Blandt dem var 84 procent i arbejde sidste år.

Jobmulighederne er efterfølgende gode for de ledige, der tager en erhvervsuddannelse på en forhøjet dagpengesats.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

Siden august 2020 har man som ledig ufaglært eller faglært med forældet uddannelse kunnet få en højere dagpengesats, hvis man samtidig tog en erhvervsuddannelse på fagområder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det vil sige 110 procent af den normale dagpengesats.

Indtil videre har 590 personer gennemført en erhvervsuddannelse på ordningen, hvoraf 460 af dem var i beskæftigelse i 2024, hvor data går frem til. Det svarer til 78 procent eller cirka fire ud af fem personer.

”Når de nyuddannede hurtigt kommer i arbejde efterfølgende, er det tydeligt, at ordningen er en god investering,” siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

”Vi mangler faglærte. Hvis vi ikke lykkes med, at flere får en erhvervsuddannelse, har vi kun set toppen af isbjerget. Derfor er det positivt, når mulighederne for opkvalificering bliver brugt. 110-procents-ordningen er ikke hele løsningen på manglende arbejdskraft, men den er et skub i den rigtige retning,” siger Emilie Damm Klarskov.

Mere end 4 af 5 nye SOSU'er i job

Blandt de personer, der har afsluttet en uddannelse, har der været særligt høj efterspørgsel efter de nyuddannede social- og sundhedshjælpere.

84 procent af de nyuddannede social- og sundhedshjælpere på 110-procents-ordningen var i arbejde sidste år.

"Allerede nu er der mangel på social- og sundhedsmedarbejdere, og hvis vi ikke gør noget i de kommende år, hvor befolkningen bliver ældre og behovet for ældrepleje stiger, vil manglen kun blive mere markant. Det sammen gælder den grønne omstilling. Det kræver flere industrioperatører, smede og elektrikere, hvis vi skal nå vores klimamål," siger Emilie Damm Klarskov.

Udvid ordningen til at gælde flere uddannelser

For at man kan tage en uddannelse på 110-procents-ordningen, skal uddannelsen fremgå af ordningens positivliste.

I 2025 består positivlisten af 34 erhvervsuddannelsesspecialer og -trin. De udvalgte fagområder er steder på arbejdsmarkedet, hvor der er – eller forventes at blive – mangel på arbejdskraft.

Men faktisk er der flere fagområder, som ikke er med på positivlisten, men hvor der er gode jobmuligheder og endda mangel på arbejdskraft.

”110-procents-ordningen viser gode takter, så vi mener, at man bør udvide listen af uddannelser, som man kan tage på en forhøjet dagpengesats. For eksempel kan man ikke blive kok, automekaniker eller klejnsmed på ordningen. Det er egentlig lidt underligt, for vi ved, at det er typer af faglærte, som der er høj efterspørgsel efter,” siger Emilie Damm Klarskov.

Læs analysen her.

Analysens hovedkonklusioner

  • Frem til september 2023 havde 590 personer gennemført en erhvervsuddannelse under uddannelsesløft med 110 procent dagpenge.

  • Heraf var næsten fire ud af fem i beskæftigelse i 2024. Blandt social- og sundhedshjælpere var 84 procent i beskæftigelse.

  • Fra august 2020 til august 2024 er der samlet påbegyndt omkring 4.200 uddannelsesforløb under ret til uddannelsesløft på mangelområder med 110 procent dagpengesats.

  • Omkring hver fjerde startede på en social- og sundhedsuddannelse, hver tiende startede på industrioperatøruddannelsen, mens andre 10 procent begyndte på en handelsuddannelse frem til september 2023. Derudover var der også forholdsmæssigt mange, som startede på en elektriker- eller kontoruddannelse.

Mest Læste

Annonce

27/01/2025

Hjælper dine indkæbsvaner med at forebygge udvikling af kræft?