Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Djøf med opfordring: Nu skal seniorer på arbejdsmarkedet hyldes

Arbejdsliv

12/11/2024 05:54

J. Bøgen

De mest erfarne på arbejdsmarkedet fortjener et stort skulderklap. Derfor opfordrer Djøf igen i år alle til at nominere personer over 60, som fortjener anerkendelse for deres indsats og aftryk i arbejdslivet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Beskæftigelsen i Danmark har aldrig været højere. En vigtig årsag er, at de ældste medarbejdere leverer et større og større bidrag.

Det vil Djøf gerne anerkende, fortæller Djøfs formand, Sara Vergo.  

"Erfaring er guld i enhver organisation. Når flere af vores ældre kolleger vælger at blive på arbejdsmarkedet i længere tid, er det ikke kun en gevinst for dem selv – det er det også for kollegerne, arbejdspladsen og samfundet som helhed. Derfor er der stor grund til at hylde de erfarne på arbejdsmarkedet."

"Men der er også udfordringer," fortsætter Sara Vergo. "Der er fortsat for mange, der ikke får så langt et arbejdsliv, som de egentlig gerne ville. Det er svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis du mister jobbet, efter du fylder 60 år. Mange oplever heller ikke, at der bliver gjort en indsats for at få dem til at blive længst muligt i deres job."

Potentiale for mere arbejdskraft 

En ny analyse Djøf viser arbejdsmarkedstilknytningen for borgere fra 60 år og frem - og undersøger potentialerne i at give folk lyst og kræfter til at arbejde bare en anelse længere. Hvis man kunne ”skubbe” tilbagetrækningsmønstret med et år for bare halvdelen af de 60-66-årige, taler vi om et potentiale på 11.000 årsværk. Regnestykket inkluderer ikke personer på førtids-, senior- og tidlig pension.

"Nogle er nødt til at forlade arbejdsmarkedet før tid på grund af fysisk eller psykisk nedslidning. Selvom det er trist, er det selvfølgelig helt rimeligt. Men vi står også i en tid, hvor der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Derfor kan jeg virkeligt godt forstå den frustration, man føler, hvis man bliver ledig og oplever, at det er sværere at komme tilbage i job. Eller hvis man går i sine sidste år på arbejdsmarkedet og mærker, at chefen har mistet interessen for én," siger Sara Vergo.

Chefen er nøglen til at blive længere

Djøf opfordrer ledelserne på alle landets arbejdspladser til at tage ansvar for, at flere har lyst og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Djøf har tre konkrete råd til lederne: 

  • Få taget snakken med jeres medarbejdere

  • Tilbyd den fleksibilitet, som mange efterspørger

  • Skab en inkluderende kultur, hvor alle - uanset alder - føler sig værdsat og kan bruge deres erfaring bedst muligt.  

Bedst over 60 

I kåringen Bedst over 60 opfordrer Djøf alle til at gå ind på hjemmesiden Bedst over 60 og nominere en person, der fortjener anerkendelse. Det kan for eksempel være for at være en dygtig kollega, for et bemærkelsesværdigt arbejdsliv eller for at skabe en god arbejdspladskultur.

Til januar kårer Djøf de 60 bedste over 60 år.  

Fakta

  • Hvis tilbagetrækningsmønsteret fraregnet senior-, førtids- og tidlig pension blev skubbet et år, så 66-årige havde samme beskæftigelsesmønster som 65-årige og så fremdeles, ville det svare til 22.000 ekstra fuldtidspersoner mellem 60 og 66 år. Lykkes man med at forløse blot halvdelen af det potentiale, vil det betyde 11.000 flere årsværk. Kilde: Sådan arbejder vi efter 60 

  • Det er sværere at komme tilbage i job, hvis du bliver ledig, efter du fylder 60 år. Seks måneder efter nyledighed er kun 37 procent af de 60-64-årige tilbage i job mod 48 procent af de 50-54-årige. Opgørelsen er foretaget blandt alle, der blev ledige i 2023. Kilde: Jobindsats.dk  

  • I en undersøgelse fra Ældre Sagen svarer cirka 3 ud af 10 tilbagetrukne, at de gerne ville være fortsat længere på arbejdsmarkedet, end de endte med. Kun halvdelen af den gruppe, trak sig tidligere end ønsket på grund af helbredsudfordringer. Kilde: Fremtidsstudiet 2021 Ældre Sagen 

Link til nominering: Bedst over 60  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.