Året nærmer sig sin afslutning, og derfor er det tid til at finde ud af, om du har noget ferie til overs, som du ikke har fået afholdt endnu.
Du skal som hovedregel nemlig holde din ferie fra 1. september til 31. december året efter - dette kaldes 'ferieperioden'.
Men har du ikke været i stand til at bruge alle dine feriedage, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du overfører optjent ferie ud over fire uger til næste ferieperiode.
Ferien behøver ikke at være optjent i den virksomhed, hvor du arbejder nu.
2 ting, du skal være opmærksom på
For at det overhovedet kan komme på tale at overføre feriedage, er der to ting, du lige skal have undersøgt/have styr på.
For det første skal du være i et ansættelsesforhold for at kunne overføre ferie. Du skal kort sagt være i arbejde.
For det andet kan du være omfattet af en overenskomst, hvor der gælder andre regler for overførsel af feriedage/feriepenge. Kontakt din fagforening eller arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om din overenskomst.
Nå nu har vi det på plads, så lad os komme til selve overførslen!
Sådan overfører du din ferie
Hvis du er timelønnet
Hvis du og din arbejdsgiver kan blive enige, kan du overføre ferie til den næste ferieperiode.
Det betyder, du kan bruge ferien indtil den 31. december året efter. Husk, at du ikke har krav på at få ferien overført.
Men hvis I bliver enige om overførslen, skal I gøre følgende:
Du og din arbejdsgiver skal lave en skriftlig aftale inden den 31. december, som er den sidste dag i ferieperioden.
Når I har lavet en aftale, skal din arbejdsgiver overføre ferien. Det skal din arbejdsgiver gøre fra den 25. november - 31. december.
Når feriedagene er overført, kan du se dem ved at logge på ’Se og bestil feriepenge’ på borger.dk.
Hvis du har ferie med løn
Hvis du er ansat med ferie med løn, skal du lave en skriftlig aftale med din arbejdsgiver.
Din arbejdsgiver skal ikke give besked til Feriepengeinfo, men blot overføre ferien i sit eget system inden den 31. december, hvor ferieperioden udløber.
Overfører du ferie fra et tidligere job?
Hvis du vil overføre ferie fra et tidligere job, får din nuværende arbejdsgiver måske brug for disse oplysninger:
arbejdspladsens SE-nr.
feriepengeudbetaler SE-nr.
medarbejdernummer.
Du kan finde oplysningerne på dine gamle lønsedler eller ved at logge på ’Se og bestil feriepenge’ på borger.dk.
Hvis du ikke har fundet svar på netop din situation i artiklen her, eller vil sikre dig, at du har forstået reglerne helt rigtigt, kan du finde en masse information om ferieloven på borger.dk.