Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Til dig der arbejder, mens andre slapper af: 8 gode råd, der gør arbejdsdagen til en miniferie

Arbejdsliv

28/06/2024 05:42

J. Bøgen

Man kan lige så godt gøre det lidt lækkert for sig selv!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Vi ses om tre uger!"

Din kollega vinker storsmilende og ligger rent mentalt tydeligvis allerede ved poolen med en drink i hånden.

Du sidder med snuden i skærmen, velvidende, at du er en af de, hvis ikke den, eneste, der bliver på kontoret de næste uger - nogen skal jo holde skuden flydende.

Men at være alene eller få på kontoret har også sine fordele, og dem kan du udnytte!

Her får du vores bedste råd til, hvordan du kan give arbejdet i sommerferien en stemning af rigtig ferie.

1. Skift filterkaffen ud med noget mere eksotisk

Intet skriger dagligdag som den samme, bitre kontorkaffe, du slubrer i dig dag ud og dag ind - så skift den ud!

Find ud af, hvilke drikkevarer der er indbegrebet af sommerferie for dig, og sørg for at have dem i nærheden i løbet af arbejdsdagen.

Personligt er jeg stor fan af iskaffe, både cold brew og islatté, men iste eller kold sodavand kan jo også være en mulighed.

Og hvis du er typen, der mest af alt forbinder solskin og sand mellem tæerne med kulørte drinks, så er der også råd for det: Rundt om på nettet kan du finde bunker af opskrifter på mocktails, som er helt og aldeles alkoholfri, men med den samme lækre smag.

2. Lav en spilleliste med sommersange

Det er nok ikke det smarteste at have "In the Summertime" eller "Cake by the Ocean" bragende for fulde drøn, når du skal tale i telefon eller holde møder - men det skal du jo heller ikke nødvendigvis hele dagen!

Tag dig tid til at lave en spilleliste med de sange, der får dig allermest i sommerstemning, og hav den kørende, imens du sidder på kontoret. Hvad end du foretrækker klassikerne, de seneste pophits, masser af guitar eller noget helt fjerde, så er der uden tvivl en bunke sange, du forbinder med sommerferie.

Et godt råd er at smide en hel del sange på, så du ikke skal høre "Limbo Rock" eller "We're Going to Ibiza" 19 gange i løbet af en dag ...

3. Snak med andre, der også arbejder i sommerferien

Du er ikke alene, selvom du er den eneste på kontoret. Du kender uden tvivl andre, der også har den sure tjans med at holde tingene kørende, imens andre daser i sydens sol - så vær sammen om jeres situation!

Lav en chatsamtale med en eller nogle stykker, hvor I kan dele sjove memes, beskeder, videoer og al den slags. Det giver dig både et godt grin og følelsen af ikke at være helt alene.

4. Hav sommertøjet på - eller i hvert fald klar

Ingen kolleger, ingen chef = ingen dresscode!

Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal rende rundt i bar overkrop og badesandaler, men udnyt, at du er alene, og tag dit sommertøj på, når du arbejder.

I nogle jobs kan man selvfølgelig ikke troppe op i Bermuda-skjorte og forvaskede shorts, men så sørg for at pakke det hjemmefra. Så kan du skifte, så snart du får fri, og så får du lidt ekstra feriestemning på turen hjem.

5. Hold dig fra de sociale medier

Det er i hvert fald et råd, jeg selv følger til punkt og prikke. For der er ikke noget mere frustrerende end at scrolle igennem det ene solbeskinnede poolbillede efter det andet, når man selv er bundet til en kontorstol.

Så tag et par uger, hvor du skruer ned for dit forbrug af sociale medier. Nyd vejret herhjemme i stedet.

Du skal nok få lejlighed til at smække dine egne poolbilleder op!

6. Gør eftermiddage og aftener til noget særligt

De lange, lyse sommeraftener kan noget helt specielt - så sørg for at få det bedste ud af dem!

Få fyldt kalenderen op med aftaler, arrangementer, udflugter og hvad der ellers kan trække. Måske har du mulighed for at arbejde hjemmefra nogle dage? Så tag computeren under armen og tag i sommerhus eller på hotel og giv dig selv lidt ekstra selvforkælelse.

7. Udnyt solen, når den er der

Hvis historien har lært os noget, så er det, at vi ikke skal tage solen for givet i løbet af den danske sommer. Så sørg for at få mest muligt ud af den, imens den er der.

Hold dine pauser udenfor, tag dig en ekstra pause i ny og næ (hvad end du ryger eller ej) - måske kan du endda tage computeren med udenfor og arbejde?

Og hvis du skal tale i telefon eller have en snak med en af de få kolleger, der er tilbage på kontoret, så gør det i en nærliggende park eller ude på terrassen.

8. Planlæg din egen ferie

Selvom det kan være nemt at glemme, så bliver det også din tur til at tage sydpå!

Brug de døde perioder i løbet af arbejdsdagen på at "shoppe" rejsemuligheder og planlæg ferien det bedste, du overhovedet kan.

Der er jo en grund til, at vinduesshopping er populært - nogle gange er det nok bare at drømme om noget!

Det mere konstruktive råd ...

Som regel er der langt mindre at lave, når man arbejder i sommerferien, så hvorfor ikke udnytte den ekstra tid til at få lavet noget, du normalt ikke har tid til?

Måske er det i denne periode, du skal eksperimentere med nye arbejdsgange, prøve en ny arbejdsmetode af, få læst op på nogle af de seneste nyheder fra dit felt - du ved, alle de ting, man gerne vil nå til daglig, men som man ikke får gjort.

Det var vores råd til jer, der holder skansen, imens andre slapper af på stranden - rigtig god sommer!

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.