Både Pape og Thulesen Dahl taler nu om efterårsvalg

Politik

15/09/2016 11:53

Nick Allentoft

De Konservatives formand opfordrer de blå partier til at indgå 2025-plan. Men han erkender, at valg er tæt på. DF-formanden kalder efterårsvalg mere og mere sandsynligt.

Brug kræfterne på at lave borgerlig politik frem for hårde meldinger, der kan udløse et valg.

Sådan lyder opfordringen fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, efter at Dansk Folkepartis formand til Politiken siger, at han regner med et blåt sammenbrud i 2025-forhandlingerne.

På spørgsmålet om, hvorvidt der kommer valg efter Thulesen Dahls melding torsdag siger Pape:

Se flere historier om 2025-plan

Regeringen forsøger at samle flertal om en ny 2025-plan, der skal løse en række af udfordringerne i samfundsøkonomien. Se alle historierne og debatten her. 

- Det er meget sandsynligt. Hvis alt falder fra hinanden, så må der gøre det. Og så håber jeg selvfølgeligt, at borgerlige vælgere vil stemme borgerligt, siger Søren Pape Poulsen.

Han mener dog, at partier i blå blok bør sætte sig sammen og indgå en 2025-aftale: 

- Det ser sørgeligt ud for dem af os, der kæmper for et borgerligt Danmark. På den ene side vil LA vælte regeringen, hvis de ikke får det, som de vil. Og på den anden side vil Kristian Thulesen Dahl hellere lave politik med Mette Frederiksen.

- Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt for det borgerlige Danmark, når vi har ambitioner på skat, forsvar og politi, siger Søren Pape Poulsen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i gang med de indledende møder, men de egentlige forhandlinger ventes først at gå i gang, når Folketinget åbner i begyndelse af oktober. Målet for regeringen er en aftale i midten af november med blå blok.

Thulsen tror valg bliver udgang på V-S-DF 2025-forlig

Danskerne kan godt forberede sig på at skulle til stemmeurnerne. 

Sådan lyder analysen fra en af de helt centrale personer i de igangværende 2025-forhandlinger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

- Det ser mere end særdeles vanskeligt ud, og jeg synes, det er svært at få øje på, hvor mulighederne for kompromiser ligger. Det er klart, at det er Liberal Alliances ultimative tilgang til topskattelettelser, som har gjort det svært at tro på et kompromis. 

- Så længe de fastholder det, så er det svært at få øje på, at det kan lade sig gøre, siger han til Ritzau i et interview op til Dansk Folkepartis årsmøde i weekenden.

Spørgsmål: Betyder det, at du tror, det ender i et efterårsvalg?

- Ja, det synes jeg bliver mere og mere sandsynligt, at det er der, det lander. Så der er svaret ja.

Men før det når så vidt, er der en ting, DF-formanden vil prøve af.

- Hvis man anerkender, at det bliver svært at tro på en blå forbrødring, så appellerer jeg til, at vi skal se, om Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre kan lave nogle ting i fællesskab.

Idéen om en alliance mellem Folketingets tre største partier, der tilsammen mønstrer et massivt flertal på hele 117 mandater, er ikke ny. Både S og DF har længe flirtet med tanken. Til gengæld har Venstre-regeringen slået fast, at den sigter efter en blå aftale.

Selv hvis de tre partier skulle kunne finde hinanden - på trods af uenigheder om store emner som pensionsalder, skattelettelser og offentligt forbrug - er valget nært forestående.

LA-partileder Anders Samuelsen vil stille et mistillidsvotum til regeringen, og S-formand Mette Frederiksen har proklameret, at hun ikke har tænkt sig at redde Venstre-regeringen.

Men et valg efter en V-DF-S-aftale vil ikke nødvendigvis være nogen dårlig ting i Kristian Thulesen Dahls optik.

- Det vil give en tiltro til, at vi efter et valg – uanset hvordan mandaterne måtte falde ud til blokkene – har en chance for at kunne lave politik.

- Så har man demonstreret for danskerne, at der faktisk er et stort flertal på Christiansborg, der er parate til at trække i arbejdstøjet og prøve at finde hinanden.

- Man kan jo håbe, at ud af enhver krise kan der vokse noget flot. Og et eller andet sted vil jeg mene, at det vil være, at folkestyret træder i karakter, hvis man viser, at et enkelt parti ikke kan blokere ved at tage ét punkt og gøre det til gidsel for, at man kan lave noget som helst på Christiansborg.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.