De fleste vil nok svare ja, men vil du også være i stand til det, hvis det er en person, du ikke kan lide? Måske endda en, der har gjort dine kære ondt?
Kan du sætte dig ud over dine egne fordomme og se, hvad personen har brug for?
Det er bare nogle af de spørgsmål, bogen ”Et valg for livet” om sygeplejersken Ninna Nielsen tager fat på.
For da Danmark bliver invaderet af tyskerne, skal Ninna pludselig beslutte, om hun er i stand til at se ud over, hvad de tyske soldater har gjort, når hun står med deres liv i hænderne.
”Ninna skal vælge, hvordan hun forholder sig til besættelsesmagten under 2. Verdenskrig, med de forskellige dilemmaer det fører med sig,” forklarer bogens forfatterinde, Berit Alberg.
Et evigt dilemma
Berit Alberg har selv arbejdet som sygeplejerske i mange år, og selvom historien om Ninna Nielsen foregår i den første halvdel af det 20. århundrede, er dilemmaet eviggyldigt.
For når sygeplejersker i dag er på vagt, bliver de stadig konfronteret med valget om at lytte til sine egne værdier eller være tro mod sit fag.
”I dag kunne det være en russisk patient, som man ikke havde lyst til at give samme pleje, efter invasionen af Ukraine. Eller de syriske flygtninge vi så komme hertil i 2015 efter måneder på flugt, og hvor der var meget uvilje fra nogle om at give dem tiltrængt lægehjælp. Ens for dem er behovet for behandling og sygepleje,” forklarer Berit Alberg.
Og Ninnas situation bliver ikke nødvendigvis gjort nemmere af, at hun er kvinde.
”Det er også en historie om de samfundsvilkår, der var i 1930’erne og 1940’erne, hvor synet på mænd og kvinder var anderledes, og hvor det velfærdssamfund, vi har i dag, knap var eksisterende,” fortæller Berit Alberg.
Den personlige historie
For nyligt lukkede Dansk Sygeplejehistorisk Museum på grund af for få besøgende, og det kan i Berit Albergs optik hænge sammen med, at sygeplejen traditionelt set har været et kvindefag.
”Jeg tror, at som på så mange andre områder er historien fortalt af mænd om mænd og deres bedrifter.”
Hun tror dog, at der er behov for, at vi i dag formidler historien på en mere nutidig måde med personlige historier, hvor vi kan relatere til vores eget liv.
Berit nævner her for eksempel Moesgaard i Aarhus og Nationalmuseet, hvor historien netop levendegøres med personlige fortællinger.
Et fortælleteknisk greb, Berit håber kan fremme interessen for sygeplejens historie og vigtighed i historien – både på museer, men ikke mindst også gennem podcasts og bøger som hendes egne.
”Jeg håber, bøgerne giver stof til eftertanke, mange af emnerne er stadig aktuelle, om end de kommer i en anden forklædning i dag,” slutter hun.
"Et valg for livet" udkommer næste weekend i forbindelse med festivallen Historien Lever, og kan forudbestilles nu, bl.a. fra Saxo.