Bøjes 5 bud på en fri leder, når Ledelseskommissionen ser dig som offer

Ledelseskommissionen er kommet med sine konklusioner. De er lige så generelle og triste, som jeg frygtede. Skrevet i et halvengageret sprog. Komissionsmedlemmernes personlige fremlæggelse, som jeg fulgte på Folkemødet, var dog ret entusiastisk, som havde de fundet ny indsigt. Fair nok, uden salg, ingen vare. Desværre var også nogle af forskerne tilknyttet kommissionen, der optrådte, mere evangelister end kritiske og tænkende sjæle.

De overvejende signaler fra Ledelseskommissionen bygger på en forestilling om, at de nuværende forhold i den offentlige sektor vil forsætte fremover. Organisationer, arbejdsformer, livsformer vil ikke blive ændret i en tid, hvor resten af nævnte Folkemøde talte om disruption, innovation, robotter og iværksætteri. Men ikke mere om det her.

Ledelseskommissionen har for det meste søgt at beskrive og foreslå ændringer i systemet som helhed. De 46.000 ledere, som de mener findes i den offentlige sektor, ses overvejende som ofre, hvis forhold kommissionen vil forbedre. Der er noget curling-forældre-vinkel over det.

Jeg synes, at man kan se på ledere og ledelse på en anden måde, ikke som ofre og som nogle, der skal bæres hen til fadet, men som nogle, der kan løse opgaver, selv når de er svære. Min formulering af denne ledelsesteori kommer her i fem punkter:

1. Du tilhører en elite

Ja, en ELITE. Du er udvalgt, fordi du er en af de bedste. Det er en ære. Det afgørende ved en elite er dog ikke, at den er god, men at den og du anstrenger dig mere, prøver stadig at blive bedre, påtage dig mere ansvar. Du kræver ikke, at andre skal bane vejen. Du protesterer mod at se dig selv som offer. Du kan og vil selv. Vi andre forventer også mere af dig, Mennesker er afhængige af dig. Danmark og verden er afhængig af dig. Ja, DIG. Du har ikke ret til at være ligeglad.

2. Din motivation er afgørende for din lederudførelse

Du skal brænde for ledelse og for ledelse i den situation, du står i. Det er ikke noget, andre kan eller skal skabe. Tanken om ”motivering” af andre er overvejende misforstået. Man kan, trods meget pladder herom, ikke motivere andre. Det virker højst lidt overfladisk. Hvad enten man ”motiverer” med incitamenter eller måske nærmest værre ved et overlæs af argumenter og snak, som når man i store organisationer søger at ”sælge” en eller anden forståelse af opgaven – det kalder man ofte dialog, jeg kalder det bragesnak. Den eneste motivation, der holder, kommer fra DIG SELV.

En klassisk undersøgelse fra en overlever fra en koncentrationslejr argumenterer, at det var, hvis man havde et formål med sin overlevelse, at man klarede sig. Det var ikke noget vagterne kunne ”motivere" til.

Hvad er så denne motivation? Kommissionen har nogle slappe citater fra deres undersøgelse af ledernes motivation. Det højeste og flotteste er udsagn om, at man gerne ”vil gøre en forskel” f.eks. for nogle udsatte grupper. Fint og godt, men smalt (og hvem indrømmer sine indre drivkræfter for en kommission?)

Nogle af os drives af, at vi gerne vil bevise noget. At vi faktisk er hæderlige og dygtige … og ikke det, vi måske blev anset som … i skolen, familien, kammeratgruppen. Jeg er måske ikke så smuk som hende den førende … men jeg kan noget andet, og det anser JEG for vigtigt. For mig (Bøje) har det været motiverende, at man ikke i folkeskolen mente, at jeg var ”gymnasieegnet”.

Ikke sjældent ser vi, at mennesker med et eller andet ”handicap” - kropsligt, mentalt, i form af personlig eller familiemæssig forhistorie, klarer sig godt. Et eksempel der falder mig ind: Efterkommere af mennesker, der var på "den forkerte side" under besættelsen, har jeg set anstrenge sig mere for at være ordentlige. For: "Det skulle nødig hedde sig". Der kan også være tale om en personlig reaktion mod ulykker og misbrug i opvæksten og familien. Indvandrere der vil sætte sig igennem.

Der er også andre, ikke altid i Danmark respekterede, motiver om at præstere noget, sætte noget i gang, bygge et slot, blive magtfuld i god eller dårlig forstand. Hertil kommer også det, der udtrykkes med det blodfattige udtryk "gøre noget for andre". En brændende social indignation, måske.… Find det frem hos dig selv, respektér det. Uden drive, ingen resultater. 

3. Sæt dine mål i centrum

Man og kommissionen taler om mål og måling i den offentlige sektor. Er det nu godt at måle, og på hvad? Måles der for meget (New Public Management)? Tanken er normalt, at “nogle” sætter mål for dig og din enhed, som du så må rette ind efter.

Jeg foreslår, at du sætter dine mål og drivkræfter, jf. punkt 2, i centrum. Hvad vil du gerne med dit arbejde? Hvad vil du gerne opnå? Det er dem, det handler om. Det er dem, du skal forfølge. Dem, du skal have frem i din bevidsthed.

Hvad nu, kan du spørge, hvis der er en modstrid mellem dine mål og det, du gerne vil med dit arbejde og din enhed, og de mål, som er stillet op for den oppefra, fra ”dem”? Her skal dit svar – i det mindste til dig selv - være: Så har ”de” sgu’ et problem (jeg ved ikke, om du bander til dig selv, men det kan hjælpe). Og det næste svar skal være: Jeg prøver at få det til at ske inden for de eller i påstået forbindelse med de mål, ”de” har stillet op. Man kan altid tolke på dem.

Her kan man sige, at du så snyder. Drejer på ”deres” mål, tolker dem for at få dem til at passe med det, som du gerne vil. Men hvis ”de” synes, at det er snyd, har ”de” ikke forstået, hvordan mennesker fungerer. Det er jo derfor implementering er så svær at få til at fungere efter en lineal, fordi den udføres af mennesker, der lægger noget af sig selv i det. Det bliver det ikke altid dårligere af. Her et link. 

Man kan også argumentere mod mit synspunkt, at vi ikke vil have personflippere og magtliderlige ledere i det offentlige. Der er et enkelt pip herom i en af forskerkommentarerne, man kan læse på kommissionens hjemmeside. Ja, ok. Men for de fleste af os er problemet det modsatte, at vi ikke tør og ikke vover. Den gode leder vover … og vinder eller taber.

Skulle det i sidste ende vise sig umuligt at forene ”deres” mål med dine, så har ”de” et problem. For så rejser du. Der er altid job at få, høj eller lav løn, for ledere og mennesker med engagement. Og en leder, der ikke er blevet fyret eller har været tæt på, har simpelthen ikke prøvet nok.

4. Ledelsesrum er noget, du skaber og former

Kommissionen taler om et ”ledelsesrum”, som de gerne vil skabe for dig. Tak, far og mor, for mit nye værelse! Men, selvfølgelig, hvem vil være leder, hvis man ikke kan bestemme noget som helst. Måske handler det om, at man har besluttet og sat i noget i værk, der nedstemmes af en overordnet. Det er måske til at leve med. Værst er, når en eller anden – i vor bevidsthed - ussel, ung og uuddannet (eller værre: overuddannet) stabsmedarbejder kommer og siger, at det må vi ikke, det kan vi ikke.

Der skal også være ledelsesrum, ellers står man ikke til troende for dem, man samspiller med (medarbejdere, kunder, sideordnede afdelinger, udefra kommende). En klassisk undersøgelse viste, at ledere med stort ledelsesrum og opbakning hertil, har lettere ved at lede medarbejderne på en "god" måde. De springer nærmest af sig selv. Så vidt er jeg enig med kommissionen.

Men, hvordan får man ledelsesum? Venter vi på kommissionsformand Søgaard og innovationsminister Løhde? Tænk på, hvad de to og andre dygtige mennesker skal igennem, inden de kommer til dig. Derfor er hovedvejen: Rummet må du skabe selv. De fleste ledere prøver ikke deres ledelsesum af … prøver ikke at udvide det. Jeg foreslår ikke, at man gør ulovlige og uhæderlige ting, selvom der altid kan være forskellige fortolkninger af grænsen. Men at man afprøver gråzonen. Ofte ligger grænserne ikke objektivt, men i din hjerne.

5. Risikér at lære noget

Nu kan du selvfølgelig ikke rende rundt og spille fandango uden at have noget at have det i. Du skal sørge for din (efter)uddannelse. Måske i form af en de mange udmærkede offentlige lederuddannelser. Jeg forstår på nogle af undersøgelsesresultaterne fra kommissionen, at de bl.a. virker inspirerende, fordi man kommer ud af sin faglige hønsegård og møder ledere fra andre dele af den offentlige sektor eller den private, og lærer om den verden, de lever i.

Men efteruddannelse er mere end autoriserede kurser. Læs, læs, læs. Ikke blot (men også) ledelsesbøger (ikke firesiders referater). De klassiske romaner, idehistorie. Skriv det på dit CV, hvad du har læst. Det er bedre end meget af det vrøvl, vi ellers skriver dér. Hvis de, der modtager dit CV, hoster over det, så er de ikke værd at være ansat hos.

Ved valg af ledelseskurser, bøger mv. er et hovedproblem dig selv. (Nu igen? Ja). Når du fastlægger, hvad du vil læse og deltage i, så kan du komme til at vælge noget, fordi det er ”relevant”. Pas på med det relevante. Ofte ligger problemet her. Selv dine helt grundlæggende mål og ønsker (punkt 3 ovenfor) bør du ikke opfatte som mejslet i sten. Måske kan og bør du få inspiration til nye mål, ikke blot til hvordan du udfører dine måske primitive 14-års teenager mål og frustrationer, som du ikke er blevet fri af endnu. Måske er der større problemer i verdenen, end at din far drak for mange øl. Man kan forestille sig, at du vælger litteratur tilfældigt, måske går efter, hvad folk, som du anser for dygtige og inspirerende, læser. Spørg dem, hvad de læser. Det kan føre til mere indholdsrig samtale end meget normal-pludder.

Og i stedet for kurser, kan du søge om orlov og arbejde 3 måneder i Tyskland, Togo eller på Tåsinge, for en kirke eller en smed eller…. Eller skift job, til en ny del af det offentlige, til NGO'er, private. Det ser godt ud på CV'et, men det er frem for alt godt for din hjerne. Du kan risikere at lære noget, du ikke vidste, du manglede.

Hvis du nu siger til mig, at det kan du ikke så godt … familie, økonomi etc. etc. Så svarer jeg igen:

A. Du er elite. Du kan og skal. Ellers er du ikke leder i dit eget liv og ikke en troværdig leder for andre.

B. Så må du finde nye måder at gøre det på… Du kunne f.eks. rent mentalt og måske tilfældigt valgt definere den kommende måned som ”lægemåned” (hvis du ikke er læge), hvor du læser alt, hvad du kan finde ud af om lægers og sundhedsvæsenets arbejde, arbejdsvilkår og tænkning, hvor du prøver at finde læger i din omgangskreds (og hvis du ikke har en sådan, så skaf dig én) osv. næste måned. Prøv endda at sætte dig ind i værre "forbryderes" liv og tænkning, djøffere, økonomer, amerikanske konservative politikere. Eller hjemløse og fordrukne.

God fornøjelse med din lederudvikling!