I følge Institute for the Study of War er der nemlig store konflikter mellem de russiske styrker og de prorussiske oprørere, der ellers er på russernes side.
Og konflikten bunder i noget af det mest klassiske: Penge.
Har guvernør stjålet oprørers rubler?
I Zaporizhia, der ligger nordvest for Mariupol i det sydøstlige Ukraine, beskylder en velkendt og fremtrædende oprører nemlig den russisk indsatte guvernør for at have stjålet en økonomisk kompensation, oprøreren ellers havde fået af Rusland for sin indsats.
Helt konkret drejer det sig om 10.000 rubler. Det svarer til cirka 1100 kroner i dagens kurs.
Samtidig fortæller rådgiveren for Mariupols borgmester, at familiemedlemmer til de prorussiske oprørere, der er blevet mobiliseret under Donetsk People's Republic (DNR) til at kæmpe side om side med russerne, holder en kæmpe demonstration i Donetsk by.
Det har ikke været muligt instituttet at få bekræftet oplysningerne, men de påpeger, at det ikke er utænkeligt med en stigende utilfredshed blandt de ellers russiskvenlige oprørere i de besatte områder - simpelthen fordi Ruslands planlægning af denne her krig har været så håbløs.