Ny forskning fra Yale udfordrer den etablerede opfattelse, at vi ikke kan huske begivenheder fra de første leveår.
Det skriver Science Daily.
Tidligere har man nemlig antaget, at hippocampus, den del af hjernen, der styrer hukommelsen, ikke er fuldt udviklet i spædbarnsalderen, hvilket betyder, at minder ikke kan dannes på dette tidspunkt. Men en ny undersøgelse viser, at spædbørn rent faktisk kan danne episoder af hukommelse.
Sådan gjorde forskerne
I studiet blev spædbørn i alderen fire måneder til to år præsenteret for nye billeder. Efter at have set flere andre billeder, viste forskerne et billede, som barnet allerede havde set.
Hvis spædbarnet kiggede længere på det kendte billede, tolkes det som en form for genkendelse.
Undersøgelsen, som blev offentliggjort i Science den 20. marts, viste, at hjernens hippocampus kunne aktivere sig på en måde, der tyder på, at minder blev kodet, når barnet så et billede for første gang.
Forskningen afslører også, at den bageste del af hippocampus – den del der er mest forbundet med episodisk hukommelse hos voksne – viste øget aktivitet, når spædbørnene så billederne. Denne aktivitet var især stærk blandt de børn, der var ældre end 12 måneder, hvilket tyder på, at hippocampus udvikler sig gradvist i takt med barnets evne til at huske.
Men hvad sker der med minderne?
Tidligere har forskere fundet ud af, at spædbørn allerede fra tre måneders alderen kan udvise en form for "statistisk læring," som handler om at opdage mønstre i omgivelserne. Denne form for læring sker i den forreste del af hippocampus og udvikles før den episodiske hukommelse, som er relateret til konkrete hændelser.
Forskningsteamet undersøger nu, hvad der sker med disse tidlige minder. Det er nemlig muligt, at de ikke bliver opbevaret i langtidshukommelsen eller bliver utilgængelige senere.
Et igangværende projekt undersøger, om spædbørn og småbørn kan huske videooptagelser fra deres tidlige år. Resultaterne tyder på, at disse minder kan vare indtil førskolealderen, før de gradvist forsvinder.