Det store ukrainske atomkraftværk i Zaporizjzja skal inspiceres, efter at der i weekenden skete en stribe eksplosioner nær værket.
Det skriver Det Europæiske Atomagentur (IAEA) i en pressemeddelelse.
Ifølge agenturet blev kraftværket udsat for en række eksplosioner før kl. 18 lørdag aften. Søndag morgen var den så gal igen, da der fra kl. 9.15 og 40 minutter frem var mindst 12 eksplosioner i nærheden af kraftværket.
Og selvom angrebet, så vidt vides, ikke var rettet direkte mod atomkraftværket, ændrer det ikke på, at Europa var meget tæt på en katastrofe.
"Vi taler om meter, ikke kilometer. Hvem end, der står bag beskydningen, tager store risici og gambler med mange menneskers liv," siger IAEA's generaldirektør, Rafael Grossi.
Ukraine og Rusland har beskyldt modparten for at stå bag eksplosionerne, hvilket begge lande har gjort gentagne gange i løbet af 2022, når der har været eksplosioner i nærheden af kraftværket.
Ifølge IAEA er der ikke målt forhøjede niveauer af stråling nær værket, ligesom der heller ikke var nogen direkte påvirkning af atomsikkerhedens sikkerhedssystemerne. Det ændrer dog ikke på, at det ikke bør ske igen.
"Endnu en gang var vi heldige, at der ikke skete en potentielt alvorlig atomkatastrofe. Næste gang er vi måske ikke så heldige," lyder det fra Grossi i pressemeddelelsen.
Agenturet vil inspicere kraftværket mandag for at sikre, at alt fungerer, som det skal.
Zaporizjzja er også navnet på en af fire ukrainske regioner, som Rusland har erklæret for værende russiske efter folkeafstemninger.
De tre øvrige er Donetsk, Kherson og Luhansk. Tilsammen udgør de fire regioner omkring 15 procent af Ukraines territorie.
Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for cirka en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.