Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Opsigtsvækkende resultater: En tredjedel med coronasenfølger har aldrig været smittet

Sundhed

21/11/2022 09:23

J. Bøgen

Hvor symptomerne så kommer fra er et stort spørgsmål.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Størstedelen af os danskere har på et eller andet tidspunkt haft corona. For nogle har det været stort set ubemærket, for andre har det været en langt mere alvorlig omgang.

En af de ting, fagfolk snakker meget om, er de såkaldte senfølger efter coronasmitte - altså symptomer som udmattelse, manglende smagssans og andre lignende tilstande.

Men nu viser et nyt dansk studie noget, mildest talt, overraskende: Nemlig at omkring en tredjedel af deltagerne i studiet ikke havde antistoffer mod corona i kroppen - hvilket betyder, at de med stor sandsynlighed aldrig har været smittet.

Det skriver Politiken om studiet, der er trykt i tidsskriftet Microbiology Spectrum.

I studiet har 341 medlemmer af Facebook-gruppen "Covidramte med senfølger" indvilget i at få taget en blodprøve og svare på et spørgeskema.

Ni ud af ti af de deltagende var kvinder.

Fælles for alle deltagerne er, at de har det dårligt, er syge og har mange forskellige symptomer, som de selv mener, skyldes infektion med covid-19. Men studiet viser, at deres udfordringer altså ikke kan spores tilbage til en coronainfektion, fortæller seniorforfatter på studiet, Kasper Iversen, der er professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, til Politiken.

Han understreger, at cirka to ud af tre, altså flertallet af deltagerne i studiet, reelt havde haft corona, og at deres symptomer og senfølger altså godt kan forklares med tidligere smitte.

Ifølge Politiken var symptomerne de samme hos del, der ikke havde været smittet med corona, og de to tredjedele, der havde antistoffer fra en corona-infektion.

En af årsagerne til, at mange af disse deltagere troede, de havde været smittet med corona, skal findes i epidemiens start. Dengang var det nemlig svært at få taget en covid-test, og derfor er størstedelen af studiedeltagerne ikke blevet testet - Kasper Iversen understreger dog, at man med 90 procents sandsynlighed ville kunne spore antistoffer efter corona-infektion i kroppen mere end et år efter sygdom.

Professoren sætter en tyk streg under, at man ikke ud fra studiet kan konkludere, at hver tredje med symptomer på coronasenfølger faktisk aldrig har været smittet. Resultaterne skal i stedet bruges til at se, at mange med coronasenfølge-lignende symptomer har det dårligt af en anden årsag.

Samtidig afviser han, at der skulle være tale om, at gruppen af deltagere, der aldrig har haft corona, er "indbildt syge" - årsagen til deres dårligdom skal bare findes et andet sted en netop covid-19.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.