Det er mandag, og det betyder, at en ny uge er skudt i gang.
Selvom der måske var flere, der havde sat næsen op efter et vejrskifte, så fortsætter det ustadige, kølige og til tider blæsende sommervejr.
Og som om det ikke var nok, så bliver det også bidende koldt senere på ugen.
Sådan skriver DMI.
Det kølige bliver køligere
Tirsdag vil byde på spredte byger med mulighed for lidt eller nogen sol, især i den nordvestlige del af landet. Temperaturerne vil ligge mellem 13 og 18 grader.
Om aftenen og natten bliver der vekslende skydække med enkelte byger og temperaturer ned mellem 7 og 12 grader. Vinden vil være let til frisk fra vest og nordvest, med hård vind ved kysterne.
Onsdag ser ud til at fortsætte de ustadige tendenser med lidt eller nogen sol samt enkelte byger. Temperaturerne vil ligge mellem 12 og 15 grader, og om aftenen og natten vil flere byger ramme landet.
Her vil temperaturerne vil falde til mellem 7 og 10 grader.
Tordenvejr på vej
Torsdag vil torden kunne ramme landet, men derudover vil der også være lidt eller nogen sol.
Dagtemperaturerne vil være mellem 10 og 13 grader, mens nattemperaturerne falder helt ned til mellem 5 og 10 grader.
Fredagen byder på lidt eller nogen sol og enkelte byger. Dagtemperaturerne stiger til mellem 13 og 18 grader, mens nattemperaturerne vil ligge mellem 10 og 15 grader.
I weekenden sniger vi os igen op omkring de 20 grader, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Danskerne må altså fortsat væbne sig med tålmodighed og krydse fingre for et pludseligt vejrskifte til noget mere sommerligt.