Tusindvis af danskere er vendt hjem fra skiferien i udlandet efter vinterferien i uge 7.
Der er så også nogle, der er taget på skiferie netop nu, da der visse steder i landet er vinterferie i uge 8, men for størstedelens vedkommende var det altså i sidste uge.
Og de er kommet hjem til en hverdag med klart vejr og temperaturer ned under de tocifrede frostrgrader i nat.
Ja, vi har haft en isnende kold start på ugen, men ifølge DMI fortsætter det ikke på den måde.
Faktisk kan vi, inden vi er færdige med ugen, have fået tocifrede plusgrader.
Spirende forårstemperaturer
DMIs meteorolog skriver nemlig i en umiddelbar prognose for uge 8, at det klare (og dermed kolde vejr) ser ud til at fortsætte frem til torsdag.
Derefter kommer der fronter og varmere luft ind over Danmark fra sydvest, og hvis prognoserne holder stik, vil det betyde, at vi kan få en weekend med skyer og regn - og også over 10 plusgrader.
Der er dog et stykke vej, før vi for alvor kan snakke om officielt forår.
TV 2 definerer for eksempel først en meteorologisk forårsdag, når temperaturerne når over 15 grader, og det ser det altså ikke ud til, at vi når op i nærheden af.
I 2024 faldt årets første lokale forårsdag d. 27. marts, så det kan altså godt være, vi må vente lidt endnu, før vi skal finde forårsjakken frem.
Men hvis man savner lunere temperaturer, er der vist ikke nogen tvivl om, at det går den rigtige vej!