Shakespeare, Kant, Rembrandt, højskolesang og puniske krige. Åndsvidenskaberne har en dominerende plads i vores traditionelle opfattelse af, hvad almendannelse er og i dens formål om at forme de unge til at blive hele mennesker.
Almendannelse har været et centralt begreb i den danske folkeskole og på ungdomsuddannelserne i over 200 år. Først efter år 2000 kom der fokus på naturvidenskabens rolle i almendannelsen.
Men naturvidenskaben betragtes som et vedhæng, noget sekundært, som berettiges ved, at det er viden, du skal have for at løse samfundsproblemer og tage del i demokratiske debatter.
Og der undervurderer vi naturvidenskabens dannelsespotentiale. Sådan lyder det fra professor Lars Ulriksen fra Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.
”Den fremherskende forståelse er, at naturvidenskabelig dannelse skal klæde dig på til at kunne gøre noget ’udadtil’. Det afspejler sig i læreplanerne i folkeskole og gymnasium. At naturvidenskabelig viden skal bruges til at kunne gennemskue argumenter om fx klimamodeller og atomkraft eller til at opnå respekt for natur og miljø, som igen kan bruges til at fremme bæredygtighed. Og det er også vigtigt. Men det personlige potentiale er fuldstændig overset,” siger Lars Ulriksen, som i en forskningsartikel i tidsskriftet MONA [Visning af: Nr.3 (2023) (tidsskrift.dk)] argumenterer netop for dette synspunkt.
”Der er altså en dimension af dannelsesforståelsen, som ikke bliver dækket af den måde, som fagfolk og undervisere anskuer naturvidenskabelig dannelse i dag: Nemlig den del, som handler om dannelsen af individet gennem selvrefleksion og skuen indad – hvor man stiller spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvad er det for en verden, jeg er i? Og hvem er jeg i verden?” siger Lars Ulriksen videre.
Kan åbne teenagernes øjne for naturvidenskaben
Og til at fundere over de mere filosofiske spørgsmål i livet har de naturvidenskabelige fag i den grad noget at byde på ifølge Lars Ulriksen:
”Der er masser af stof, som kan bruges til at ryste de unge. Astrofysikken er oplagt med emner som Big Bang og universets uendelighed. I matematikken og fysikken kan man erfare, at man selv kan analysere sig frem til objektive sandheder, at alt ikke er til forhandling. I biologien kan vores placering i økosystemet vække tanker om den helhed, vi mennesker indgår i. Hvordan kan det fx rykke vores forestilling om identitet, at vores celler hele tiden bliver nedbrudt og gendannet? Er man så alligevel den samme? Den slags eksistentielle spørgsmål kan være med til at forme en personligt,” siger han.
Hvis denne side af naturvidenskaben bliver sat i spil, har det både potentiale i form af den personlige, indadskuende del af almendannelsen, men også i form af at de unge vil få et mere nuanceret billede af de naturvidenskabelige uddannelser, pointerer Lars Ulriksen:
”Vi ved, at der er problemer med at fastholde interessen for naturfag og naturvidenskab hos børn, når de kommer i teenage-alderen. Man plejer at sige, at de da begynder at interessere sig meget for sig selv som menneske og gerne vil vide noget mere om især psykologi. Hvis man åbnede deres øjne for, at naturvidenskab faktisk godt kan give anledning til den slags subjektive overvejelser, kan man måske få fat i nogle af de elever, som man i øjeblikket ikke får fat i,” siger Lars Ulriksen.
Opråb til lærerne
Og det sparker bolden over til lærerne i udskolingen og på ungdomsuddannelserne, der som de første skal se potentialet i denne side af naturvidenskab, som ifølge Lars Ulriksen kan gøre eleverne klogere på sig selv på en anden måde, end de humanistiske fag kan.
”Der sker jo ikke automatisk dannelse bare ved at læse alle ordene i Hamlet eller Købmanden fra Venedig. Det handler jo om bearbejdning - at åbne sig for stoffet og at arbejde med at lade det komme ind. I de humanistiske fag er det bare mere implementeret og en mere integreret del af den forståelse, som underviserne har. Så det handler om at få skærpet blikket for, at det er også en relevant dimension af naturfagsundervisningen,” siger han.
Lars Ulriksen håber fagfolk vil begynde at gå til faget med dette in mente:
”Jeg tror ikke, at alt naturvidenskabeligt stof egner sig til det her. Men jeg opfordrer lærere og lærebogsforfattere til, at når de udvælger stof, emner eller eksempler, at de så spørger sig selv: Er der nogle steder, hvor jeg kan jeg få mine elever til at arbejde med nogle aspekter af faget, som åbner for de store identitetsdannende spørgsmål? Og kan jeg som lærer stille spørgsmål, som inviterer eleverne til at forbinde det naturvidenskabelige med dem selv som mennesker?” siger Lars Ulriksen.
Og her kan formen på undervisningen gøre en forskel, pointerer professoren:
”Undersøgelsesbaseret undervisning ville formentlig gøre gavn her. At man tilrettelægger undervisningen på en måde, så eleverne kommer til at arbejde mindre med færdige lukkede spørgsmål og besvarelser og mere med muligheden for at undersøge ting, selv stille spørgsmål med afsætning i en undren, så de kan forfølge en nysgerrighed. Der er visse oplevelser og tankeprocesser, som fungerer bedst, hvis der er en åbenhed i det,” lyder opfordringen til slut fra Lars Ulriksen.
