Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Gælder fra i dag: Nu må buschauffører ikke sige nej

Infrastruktur

07/06/2023 10:02

J. Bøgen

Samtidig bliver passagererne dog også opfordret til at være realistiske.

Fra den 7. juni, altså i dag, onsdag, er der ikke længere nogen begrænsning for, hvor mange byttepenge en passager kan få tilbage i bussen.

Ændringen sker, efter at Forbrugerombudsmanden har vurderet, at den hidtidige praksis har været i strid med kontantreglen i betalingsloven.

Hidtil har buschaufførerne kun taget imod beløb op til nærmeste hundrede kroner.

Hvis en passager eksempelvis skulle betale 26 kroner for en rejse og kun havde en 200-kroneseddel, så har chaufførerne hidtil afvist at tage imod betalingen. Dermed er der sket en forskelsbehandling af de kontantbetalende forbrugere.

I en netop offentliggjort afgørelse vurderer Forbrugerombudsmanden, at den hidtidige praksis er en overtrædelse af kontantreglen i betalingsloven.

På den baggrund har Trafikselskaberne meddelt Forbrugerombudsmanden, at selskaberne har besluttet at ændre praksis.

Passagerer skal også være realistiske

En bestemmelse om byttepenge udgår derfor også af de såkaldte ”fælles landsdækkende rejseregler” med virkning fra den 7. juni 2023.

De fælles landsdækkende rejseregler er trafikselskabernes egne vilkår, som også skal være i overensstemmelse med kontantreglen i betalingsloven.

Buspassagerer skal dog naturligvis være opmærksomme på, at buschauffører ikke kan have ubegrænsede byttepenge i bussen.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Kontantreglen gælder også i busserne. Der er passagerer, som enten ønsker eller har brug for at kunne betale med kontanter, og de må ikke være forhindret i at kunne tage bussen af den grund. Kontantreglen er til for at beskytte dem.”

Det siger loven

I sin afgørelse henviser Forbrugerombudsmanden til paragraf 81 i betalingsloven, hvor der står:

"En betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og stk. 2-6."

Ud fra en formulering, er det en anelse uklart, om de nye regler i forhold til kontantbetaling i busserne også gælder i tidsrummet mellem kl. 22 og 06.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.